15.2.21

Forsvar og angreb

Nu bliver der omsider sat ord og tal på, hvor grelt det står til med bynaturen i København. SMV Danmark har i samarbejde med Danske Anlægsgartnere udarbejdet en analyse af de grønne områder i bl.a. København, og den viser et drastisk fald på 14% pr indbygger, i perioden 2011 til 2018. Og også Danmarks Naturfredningsforening tager nu vores trængte bynatur i forsvar, med henvisning til de sorte tal.

Sådan en analyse er jo en gave og et værktøj for en sort kommune på afveje, og burde fungere som en øjenåbner. Men i stedet sker der nu det utrolige, at flere partier i Kbh går til angreb på budbringeren. Fremfor at forholde sig til problemet, går de altså i spinkrig mod DN for at tale bynaturens sag. 


Første artikel i Berlingske fra 4 feb. (ikke låst) fulgt op med en ny d 14 feb. (låst).

Blandt de helt uvirkelige kommentarer fra Socialdemokratiet finder vi: “Der er nemlig – stort set – ikke i perioden blevet mindre bynatur i København.” Man forholder sig slet ikke til den virkelighed som alle andre borgere i København lever i. Den hvor man masseaffreder naturreservater for profit, giver dispensation til afskovning af hele bydele (som pensionskasserne i Carlsberg Byen), hvor man udhuler vores parker for at lave beton klimaløsninger og bebygger haver over hele byen (Amager, Emdrup, Brønshøj, Nørrebro). Hvor den politiske prioritering går ud på at fælde vejtræer på stribe for at udvide veje og anlægge parkeringspladser. Senest har de ignoreret den massive folkelige modstand og vedtaget at bygge på Amager Fælled og at placere en indhegnet kunstgræsbane i den fredede Nørrebroparken (sidste håb: Fredningsnævnet).

Det er helt vanvittigt. Vi skal til valg til november og borgerne beder om at der kommer fokus på bynaturen i valgkampen. Og så vælger de at angribe?

Analysen kan både downloades og læses online her, og det er godt stof: Færre grønne områder til beboerne i hovedstaden.





30.1.21

Sidste chance i Nørrebroparken

De sidste grønne rester forsvinder på Nørrebro, hurtigere end borgerne fatter. Parkerne bliver til klimasikrings bassiner og bebygges og de grønne arealer bliver til parkeringspladser. 
Fordi man har sovet i timen under byplanlægningen, er der ikke reserveret arealer til sport, og nu tager man dem så fra parkerne. Der er planlagt to kunstgræsbaner til fodbold. En i Hans Tavsens Park (på gråt areal) og en mere i Nørrebroparken, på den sidste solbeskinnede plet. Et fælles åndehul på 3800 m2 delt af over 80.000 borgere, forsvinder. Hvis københavnerne ikke slår ring om Nørrebroparkens sidste træer og frie grønne areal lige nu, så har vi fortjent den betonørken vi får. Man kan sende sit budskab med så lidt som en underskrift. Vise politikerne at det her er *ikke* hvad vi ønsker.
Til politikerne: Start med den planlagte bane i Hans Tavsens Park, og find en bedre placering til den anden. Et tag, en P-plads eller et gråt areal lidt derfra. En cykeltur på 5-10 min. til bold, slår vel ingen spiller ud?

Skriv under her og spred ordet til alle der godt kan lide at trække vejret:  

 


Borgerfoto af parken på en aprildag.

OPDATERET:

Indstillingen blev godkendt med 53 stemmer mod 1. 1 medlem undlod at stemme.

For stemte: A, Ø, B, F, V, Å, C, O, Løsgænger Kåre Traberg Smidt og Løsgænger Peter Dits Christensen

Imod stemte: Løsgænger Kasandra Behrndt-Eriksen

Undlod at stemme: Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti

 


Det vil sige at Fredningsnævnet nu er den sidste chance for at redde Nørrebroparken.
 
 

23.1.21

En lydhør bygherre

Det var lige ved at skride på Sølund grunden, med Dametræet og den gamle bøg. 150+ år gamle træer skal nemlig have meget mere end et par køreplader og gode intentioner. Deres rødder må ikke mases eller graves over og man må slet, slet ikke komme nær nok til at kunne skade barken. Derfor skal der en arborist (specialist i træer) med helt fra start. *Før* man indretter byggepladsen. 
 
Heldigvis lyttede bygherre på Sølund grunden til vores nødråb, en arborist blev tilknyttet og byggepladsen tegnet helt om. De tunge containere på den oprindelige plan (foto) blev flyttet væk fra træernes drypzoner og der er nu sat hegn op i et stort område om alle de træer man vil bevare.
 



Katastrofe afværget.


Se Dametræet i P1 Natursyn’s lille video her (link).

Tidligere indlæg om Sølund, med de nyeste øverst:
Sølund og Dametræet, 4 december 2020
Endelig fri!, 10 maj 2016
Hvad vi har lært, 22 februar 2016
Jaaaaaaaaaaaa, 17 februar 2016
Skæbneafgørelsen, 16 februar 2016
Ikke godt nok!, 12 september 2014
Må ikke fjernes, 24 maj 2013
Må vi bede om en ommer?, 23 marts 2013
Sølund, 26 februar 2013