4.12.20

Sølund og Dametræet

Nu sker det. Plejehjemmet Sølund, de tre kæmpe boligblokke ud til søerne, skal rives ned i næste måned og et nyt rejses, i et projekt der kommer til at strække sig over tre år. Oprindeligt havde man valgt en anden vinder, et kantstens byggeri der ville have ryddet hele grunden for træer, men massiv borgermodstand fik i sidste ende konkurrencen til at gå om. Den nye vinder blev valgt på en helt anden måde, og med en seriøs borgerindragelse. Vi vandt den 150 år gamle ginkgo Dametræet og den jævnaldrende bøg, og endnu flere træer blev tænkt ind. 
 
Det vigtigste nu er at sikre, at træerne bliver godt beskyttede *inden* der indrettes byggeplads. Og det skal ske med rådgivning fra en arborist. De gamle træer skal have ro om rødderne og deres omgivelser i et større område må ikke udgraves eller mases af tonstunge maskiner og byggeaffald. 
 
Dagens glædelige status er, at man lige nu er i færd med at udvikle en plan for beskyttelsen af træerne på grunden, netop med rådgiving fra en arborist. Entreprenøren har fået besked på at der ikke må stilles noget op, før den plan er klar og implementeret. Hvis det virkelig lykkes at få dem godt beskyttede, vil det sætte en helt ny standard for hvordan man indretter byggepladser med træer. Vi følger selvfølgelig projektet tæt til det sidste, men for nu er det tilladt at glæde sig over at have nået endnu en milepæl. Det er kæmpestort!

Et kys til farvel.

 

Se Dametræet i P1 Natursyn’s lille video her (link).

Tidligere indlæg om Sølund, med de nyeste øverst:
Endelig fri!, 10 maj 2016
Hvad vi har lært, 22 februar 2016
Jaaaaaaaaaaaa, 17 februar 2016
Skæbneafgørelsen, 16 februar 2016
Ikke godt nok!, 12 september 2014
Må ikke fjernes, 24 maj 2013
Må vi bede om en ommer?, 23 marts 2013
Sølund, 26 februar 2013



No comments:

Post a Comment

Onde spam robotter ingen adgang.