Showing posts with label Kbh Ø. Show all posts
Showing posts with label Kbh Ø. Show all posts

12.2.20

Parkering over træer

På Østerbro er man i denne uge i gang med at fælde 26 store og stærke træer, for at udvide vejen og gøre plads til mere parkering. Det politiske flertal “beklager, men det er desværre nødvendigt.” Det er håbløst og pinligt gammeldags at indrette en by efter biler, i denne sag er det dog for sent at redde træerne.

Men på Dantes Plads er der hårdt brug for borgerhjælp! For igen har kommunen besluttet at lade træer fælde for biler. Hele 30 træer står til fældning for en Q-park parkeringskælder, men borgerne har ikke i sinde at give op. De eksisterende 19 parkeringsanlæg i gåafstand af området har endda en meget lille belægningsprocent, det er altså helt unødvendigt med flere. Og gennemføres planen, vil den koste en i forvejen træfattig by 30 dejlige træer.

De har brug for al den hjælp de kan få, støt dem her på Facebook og hjælp dem med at redde træerne og bremse det vanvittige projekt! Find dem på: Dantes Plads' FB-side på Facebook.

(Arkivet rummer ikke Kbh eksempler på moderne byplanlægning med voksne træer, så her er Paris.)


Opdateret:
Et medlemsforslag for at stoppe P-kælderen på Dantes Plads, blev stemt ned 21/11 2019: 
Forkastet med 36 stemmer imod 17. Ingen medlemmer undlod at stemme. 
For stemte: Ø og Å. 
Imod stemte: A, B, F, V, C, O og I.

21.3.18

Jubilæum på Blegdamsvej

I dag fejrer vi jubilæum for de tre første vejtræer i kommunens byggefelt på Blegdamsvej. Det er nemlig nu en måned siden, at de fik rødderne gravet over. Siden blev de forladt blotlagt, under et lag plastik. Det svarer til at slå træerne ihjel. Rødder så tæt på træet, må for det første ikke graves over. For det andet skal de blottede rødder have fugt, hvis man ikke kan give dem jord, med det samme. Det ved enhver, der arbejder med træer.

Der er masser af stærke, dybt engagerede og kompetente trækyndige i kommunen. Men de er åbenlyst ikke med på råd, når der planlægges og koordineres, og de fører ikke tilsyn når der udføres vejarbejde nær træer. Det er en administrativ katastrofe! Kan man i forvaltningen ikke få øje på problemet her, så er man simpelthen en del af det.


Klædt på til lejligheden i dagens anledning, klar til henrettelse. Samme træ i 2013, omtalt her.



Dette var træet der blev påkørt i 2016. Og som efterfølgende havde en kæmpe gren hængede halvt flået af. Det tog så kommunen adskillige rykkere og seks uger før såret blev skåret til. Til den tid havde nogen revet i grenen nedefra, og gjort ondt værre.



Samme projekt i den anden ende af Blegdamsvej. Området under kronen, må ikke under nogen omstændigheder bruges til aflæsning af tonstunge betonelementer. Jorden komprimeres, rødderne får ikke ilt og grenene begynder at gå ud. 

Til gengæld lader de til at have fundet end mere skånsom måde at fjerne kantstenen på, uden at forstyrre rødderne i de alt for små bede. Måske nytter det virkelig noget at råbe op?



Jubilarerne. Jeg spurgte en af brolæggerne, hvornår de havde planlagt at give træerne jord? “Det ved jeg ikke... når vi er færdige?”

Tidligere indlæg om Blegdamsvejs træer, med de nyeste først:

Blegdamsvej/Hjælp! 21 februar 2018
Det søde og det sure 16 februar 2018 
Alarm på Blegdamsvej 13 februar 2018
Kalder alle øjne 5 april 2016


25.1.16

Skal, er ordet! (Høringssvar)

Høringssvar indsendt i dag, til Lokalplan Lersø Parkallé 2. Hvor er det dog tydeligt, hvor det går galt. Man kan ikke bruge ord som "bør" og "anbefales" i beskyttelsen af byens træer i anlægsprojekter, det er uhørt. Skal, er ordet. Skal.

Lokalplanen, træer nævnt på side 17:
Punkt 8.
 Punkt 9.



Høringssvar, Lokalplan Lersø Parkallé 2.

Dette høringssvar er fra Red Byens Træer, en borgergruppe der kæmper for at beskytte og bevare Københavns træer. Svaret fokuserer på træerne, der berøres af byggeriet, nævnt på side 17. I kommentarerne under punkt 8 og 9, er det tydeligt, hvor det går galt: instrukser omkring omgang med træerne er for vage og uforpligtende. Alle steder i teksten der vedrører træerne, med ordlyd “bør” og “anbefales”, skal rettes til “skal”.

Her er den ordlyd, der kan være afgørende for, om træerne overlever byggeriet, anbefaling udskiftet med påbud:

Kommentar til punkt 8, side 17, redigeret udgave.
For at forhindre jordkomprimering *skal* eksisterende og kommende haver, andre grønne arealer samt eksisterende træers vækstzoner beskyttes mod tung trafik, byggepladsetablering og byggematerialeoplagring i nedrivnings- og anlægsperioder.

Desuden *skal* træers dryp- og vækstzoner beskyttes i samme perioder, så træerne ikke påføres skader. I forbindelse med byggeri skal der indsendes en redegørelse om beskyttelse af eksisterende beplantning og træer i byggeperioden til godkendelse i Teknik- og Miljøforvaltningen. ’Normer for anlægsgartnerarbejder’ *skal* følges ved anlæg af friarealerne.

Kommentar til punkt 9, side 17, redigeret udgave.
For træer, som plantes i muldbede eller i rodvenligt bærelag, *skal* plantehullet være mindst 1 m dybt og eksisterende råjord under plantehullet løsnes. Ved plantning af træer *skal* bedet være mindst 1,5 m dybt, og overkant af bedet højst placeres 0,8 m over de befæstede arealer. Øvrig beplantning på dæk *skal* have minimum 0,5 m muldlag. Inden for eksisterende træers drypzoner *må* der ikke foretages anlæg, terrænregulering eller udgravning, der forringer træernes vækstvilkår.

*****

Derudover skal kommunens egne parkfolk konsulteres løbende, i omgangen med træerne. Det er dem der står med hovedpinen bagefter, og dem der ved, hvad træerne kan tåle og hvad der på lang sigt kan gøre dem til risikotræer, der i yderste konsekvens kan gøre personskade. Det var netop tilfældet med det træ, der væltede i stormvejret, og kostede en person livet. Træet havde været udsat for tankeløst gravearbejde nær rødderne for mange år siden, og det havde destabiliseret det. Noget der let kunne have været undgået.

Med venlig hilsen
Sandra Høj
Red Byens Træer

Links:
Lokalplan Lersø Parkallé 2, på høringsportalen. Høringsperiode: 07/1 2016 til 3/3 2016
 

18.12.15

Missionen fuldført!

Gør plads til den helt store opdatering på det flash-crowdfundede, borgerreddede træ, bedre kendt som Mission Ahorn. Den bliver billedtung, kronologisk og detaljeorienteret. Flytningen gik som følger: Den forreste bil med den rådne banan på forsædet, blev holdende, men de afgørende to flyttede sig helt mirakuløst. Michael fra Det Grønne Team kom først, og så kom gruset. Seks ton lyder af mere end det syner. Nemgrus manden var flink “ingen opgave er for lille”. 


Der er nu 6 ton stabil grus (værdi knap 1800 kr) til fri afhentning i Krauseparken. Sig det gerne videre.

Rampen var ingen sag. Gruset blev stampet og pladerne lagt. Det var hegnet fra helvede, der voldte de største kvaler. Det havde ingen set komme.


Græsskåneplader til minigraveren. (Hegnet før vi gik til det, heldigvis ikke som nyt, så håbet er at kunne reparere det til samme eller bedre stand.)


Det hegn lod sig bare ikke “lige trække op”. Det lod sig ikke lige noget som helst. Men vi fik vredet det fri. Reetableringshovedpinen måtte vente, for hvis det hegn ikke var fjernet, ville træflytningen være røget på gulvet, og det var ligesom ikke en mulighed.


Seneste kvalificerede bud på art, er en amerikansk ask. Men man ændrer ikke navn på en misson halvvejs, af den grund. Det er anslået 20 år gammelt, og et af natures egne træer, nemlig selvsået. Et træ der har trodset alle odds og er blevet så stort og flot, uden hjælp fra en planteskole. Det skulle bare have chancen, det træ.


Og så kom flyttevognen.


Grabseren foldede sig ud, og vores hasteindsamlede rampe gjorde sin pligt.



“Neglene” blev nedsænket en for en. Det var aldrig gået, med det hegn i vejen.


Sådan ser hegnet ud nu. Vi har ringet til Ishøj Hegn for at få et tilbud på en reparation (ikke udskiftning, for det er grotesk dyrt), det får vi onsdag d. 23 dec.


Så kom vores træ på lad, og var køreklar.

Forhindring nummer to, vi ikke havde set komme: julepynt! Lavthængende ranker med tingeltangel, fik flyttevognen på omveje, men han fandt tilsidst ud på Strandboulevarden. Vi kørte foran i Det Grønne Team’s lastbil, med nedrullede vinduer og udstrakte arme, og holdt øje med at kronen på vores træ, ikke ramlede ind i noget, eller kom for nær ledninger. Vi var så tæt på mål, da missionen strandede i et kæmpekryds på Østerbrogade.

En lavthængende ledning truede. Michael, der nu brændte lige så meget for redningsaktionen som os, sagde: det må bare ikke strande her, det løser vi! Så han sprang ud af bilen, løb ud i krydset og kravlede op i træet. Et drama bedst illustreret i sort/hvid.



Sammen fik flyttemand og gartner bundet kronen forsigtigt ned med reb. Ingen hysterisk dytten, det må man lade eftermiddagstrafikken.  Og så nåede vi i mål. En af kommunenes gartnere stod klar til at tage imod.


Mens træet stadig lå ned, beskar Michael de grene der havde fået knubs, for at undgå at der kommer råd.


Og så blev træet sat, og rettet til så det stod lige. I god leret jord, som kommunens gartner forklarede, endda er meget bedre for træet end der, hvor det kom fra.




Så stort at vi må på højkant. 


De nye naboer, med vores træ til venstre.


Vi gjorde det!

Træet står nu lige ud for Jagtvej nr 181. Det er træet der står tættest på metro hegnet, på hjørnet.


Der er forslag om at rejse en lille plakette med historien om træet og flytningen. Det må vi spørge kommunen, om er muligt. Og så skal vi selvfølgelig mødes og danse om vores fine træ. Det skal klart fejres, det her.

At vi fik flyttet det fantastiske træ, er takket være borgerne, der har bidraget så stort og så hurtigt. Uden den støtte, havde det flotte træ været fældet i dag. Det har vi sammen forhindret. Indsamlingen er jo foregået i to dele. Den første betalte for flyttemanden, anden omgang var til rampen. Her er støttelisten for anden omgang.


En stor tak til alle der har støttet!
Her er et overblik over de foreløbige udgifter:

Der løber mere på med hegnet, men der kom også lidt mere ind, før vi nåede at slutte indsamlingen, og det er svært at sige endnu, hvor dyrt det hegn bliver. Der bliver måske brug for lidt mere hjælp, den må vi prøve at finde. Penge der ikke bruges, tilbageføres selvfølgelig stadig.

Endelig har vi fået en sød mail fra Det Grønne Team, hvor ejerne siger at de selv vil donere 500 kr til Mission Ahorn. Det er så fint! Og i ekstra grad fordi, deres kæmpe indsats gjorde hele forskellen. Aldrig igen skal jeg undervurdere vigtigheden af, at have en handlekraftig og løsningsorienteret gartner med.

Vi kan godt være stolte af den her massive borgerindsats. Vi har gjort en kæmpe forskel, og det skal vi fortsætte med. Det kan vi godt blive enige om, ikke?


16.12.15

Så langt, så godt

Torsdag: Alt er gået godt. Fuld opdatering følger i morgen. Er så kvast lige nu. <3

En Mission Ahorn opdatering, aftenen før. Rampen er markeret, til grusmand og anlægsfolk. Der er spærret af, men holder stadig tre biler der S K A L være væk i morgen klokken ni, hvor grusmandens 6 ton er rykket til. Den ene bil blev parkeret midt i vores afspærring, men han lovede at være væk i morgen, den anden ejer kom tilfældigvis forbi og lovede det samme, men den sidste kan vælte hele læsset, hvis den bliver holdende..
Går alt som planlagt, henter flyttemanden træet kl. 13.

 Vores træ spejler sig i ruden på den bil, der står i vejen for dets redning. Pretty please...

15.12.15

Vi har gjort det igen!

Rampen er i hus, grusmand leverer seks ton grus på torsdag kl. 7, så kommer anlægsgartneren og stabiliserer det, og dækker det til med jernplader. Så fjernes hegnet bag træet, og så kommer flyttemanden. Var forbi og hilse på træet i dag, det havde to spraypletter: en rød og en grøn. Hurra for grøn!

Og hurra for en så imponerende borgerindsats. Det er SÅ sejt. <3


Se lige en krone. 




PS! Støtte listen kommer på sammen med flytterapporten på torsdag. Nu skal der koordineres. INGEN biler må spærre torsdag morgen, aftale?
 

En krone til forskel

Vi er så tæt på at have finansieret anden del af redningsmissionen for Krauseparkens ahorntræ.
Mission Ahorn handler jo om mere end et enkelt træ. Det er borgerne der sender en klar besked til politikerne om, at vi ikke mener at der bliver gjort nok for byens træer. Vi er nu der, hvor vi selv må handle.

Der er dem, der finder det pebret at betale 14000 kroner for et træ. Det er også mange penge, men ikke i samme grad, når vi løfter opgaven sammen. Og det er ikke meget, sammenlignet med kommunens anlægsomkostninger på 75.000 kr, for et nyt gadetræ. De nyplantede træer kæmper en ulige kamp i vores gader, og de fleste dør unge. 

Vi skal værne om de store træer vi har tilbage i byen. Vi har brug for den kronefylde et voksent træ kan bidrage med. Og naturen har brug for dets biodiversitet. Ting man ikke kan købe, men bare vente- og håbe på.

Planen:
Bestille (og afregne) stabilgrus.
Bestille (og afregne) anlægsgartner til stabilisering af rampe.
Sørge for at stabilgrus og anlægsgartner kommer samtidig.
Koordinere med flyttemand (er betalt).
Sikre at der ikke holder biler parkerede i den ende (afgørende!).

Alle står klar, vi mangler kun de sidste 1900 kr. Og at sikre, at parkerede biler ikke sænker hele projektet. Vi skal bare have reddet det træ.

Fotos: vores træ, og et af de fine nyplantede på Nørrebros Runddel. En krone til forskel.


14.12.15

Opdatering på Mission Ahorn

Vores borgerredning af Krauseparkens ahorntræ, har gjort stort indtryk på alle fra politikere til presse. Måske er det ved at gå op for dem, hvor vigtige træerne er for os. TV Lorry glæder sig til at dokumentere rejsen og flere journalister rykker for opdateringer.

Det var planen at flytte vores ahorntræ i dag, men så let skulle det ikke være. Det viser sig at den grusrampe der skal til for at flyttevognen kan komme op over den høje kant, ikke var med i prisen som først antaget. Og Metroselskabet vil ikke involveres i at lave en, heller ikke selvom vi tilbyder at betale for det. 

Det, de kan gøre er at give os en sidste frist, til at få lavet den rampe selv. Vi har altså til fredag, og så er det slut. Vi er kommet så langt, og har kæmpet så hårdt for at redde det træ, så det gør vi selvfølgelig. Vi bygger vores egen rampe!

Målet er at gøre det onsdag. Vi skal bruge en dags varsel til grus og maskineri, og alle skal betales forud, så det haster.

Jeg har talt med et firma der vil levere og bagefter bortskaffe stabilgrus. Og jeg har talt med anlægsgartneriet Det Grønne Team, der vil stabilisere gruset og give os gratis jernplader til at smide ovenpå (og fjerne dem igen bagefter). De vil nøjes med at fakturere os for arbejdstid, og låner os maskineriet uden beregning. I alt vil den rampe (og bortskaffelse af den bagefter) koste os 6500 kr.

Spørgsmålet er, om borgerne har mod på at give den en indsamlingsskalle mere? Flere har skrevet bagefter, at de var kede af at de ikke nåede at støtte Mission Ahorn. Det er nu muligt. Alle indbetalinger fremlægges til sidst (du bestemmer selv, om du vil være anonym). Hvis du vil støtte, så skriv en direkte besked (via Twitter, Facebook eller mail her), så får du mit nummer og kan overføre via mobilepay. Det er den bedste måde at holde styr på hvor meget der går ind, og fra hvem. Når vi ikke målet, bliver pengene selvfølgelig returneret.

Vel er det bøvlet, det her. Men det er muligt. Og hvis Metroselskabet kan bygge tunneller under hele byen, kan vi også bygge en rampe og flytte det træ. Vi kan nå det endnu.


Fra en forårsflytning i De Gamles By. Se mere her: At flytte et træ

12.12.15

Vi gjorde det!

Borgerne har splejset om en redningsaktion for det fældningstruede ahorntræ i Krauseparken. På to dage har vi indsamlet de 7500 kr, endda med flere bidrag helt fra Jylland. Jeg har talt med Jørgen Dahl Madsen, der koordinerer flytningen og med Jesper fra Nordisk Træflyt, og på mandag løfter de træet og kører det til sin nye plads i Fælledparken.

Det er altså et stykke Københavns historie, det her: borgerne redder et bytræ. Vi følger selvfølgelig træets rejse på mandag, og senere, når det er kommet godt på plads, skal vi danse om det, og fejre den store begivenhed.



Vores reddede ahorntræ, i sommerbetræk.

Bidrags oversigt, mission ahorn:


Tak til alle der støttede, og delte nødråbet. Sammen har vi reddet et træ, hurra!


11.12.15

Mission ahorn

Status lørdag: vi er så tæt på, 6400 kr er indsamlet, nu mangler vi kun 1100 kr, for at have reddet ahorntræet. Det er så fantastisk!

*******

Så har vi lige stoppet en sav. I dette øjeblik skulle ahorntræet i Krauseparken have været under saven, men vi er så tæt på at redde det, at vi har fået udsættelse til mandag.

Sent i går fik vi lov til at sætte træet i Fælledparken, men der skal stadig betales for flytningen. Rampen som Metroselskabet laver til flyttevognen, fakturerer de os også for. I alt kommer det til at koste 7500 kr at redde træet, og det skal afregnes forud.

Vi laver en lyn-indsamling, måske lykkes det! Alle indbetalinger fremlægges her på bloggen (du bestemmer selv, om du vil være anonym). Hvis du vil støtte, så skriv en direkte besked (link til min mail: her), så får du mit nummer og kan overføre via mobilepay. På den måde er der styr på hvor meget der går ind, og fra hvem, og hvis vi ikke når målet, kan pengene komme retur igen. Men det gør vi. Vi SKAL redde det træ. /Sandra

PS! Bonus ved at træet kommer til at stå på kommunens grund, er at de får prøvet konceptet af. De er skeptiske, men med på forsøget. 


PPS! Østerbro Avisen skriver om vores redningsaktion, og har et billede fra parken (nu: grunden). Totalt barberet, alt er væk undtagen vores lille ahorn. Åh.

http://minby.dk/oes…/redningsaktion-for-trae-i-krauseparken/

Links:

Følg Red Byens Træer på Facebook: her.
Read this post in English on Save the Urban Trees.

9.12.15

Red et træ!

I denne uge påbegynder Metroselskabet forarbejdet til den nye Nordhavnslinje, og det kommer til at koste træer i Krauseparken, på Østerbro. Det er jo ikke en af de uforståelige designbeslutninger, som kommunens i Møllegade, hvor man fælder 15 træer for at lægge fliser, her skal bygges en nødskakt og graves dybt. Det gør ondt, men sådan er det.

Vi spurgte om der var mulighed for at flytte nogen af de ni truede træer, og mødtes med træflyttefolket og Metroselskabet. Det er en sær park, med mange sten og flere niveauer, og i en arkitektonisk hjerneprut, har man lagt lamper *lige* i træernes rodzone. Det gør fem af dem uflytbare. Derudover er tre kirsebærtræer ud til gaden, for store til at flytte.

Men ET kan reddes (foto med pil). Et fint, rankt (vistnok) ahorn træ, der med en ekstra indsats kan flyttes. Det står på et hævet niveau, så Metroselskabet laver en rampe af grus til flyttevognen, og et hegn skal lirkes væk, så grabberen kan komme til. Nu afhænger alt af, om vi kan få nogen til at aftage det fine træ. Det koster kun flytteomkostningerne (der afhænger af, hvor langt træet skal flyttes), ca. 5000 kr i København, hvis det sker samme dag.

En aftager efterlyses i dag i Østerbro Avisen. Tiden er knap, det skal flyttes fredag. Hvis vi ikke får det afsat inden da, bliver træet fældet. Det kan vi ikke lade ske. Alternativt må vi skillinge sammen til, at det bliver opbevaret på træbørsen, indtil en ny ejer melder sig.

Det flytbare træ. Så fint!


Overblik over ledninger.


Fældningsmarkerede træer. Vi må redde det ene, vi kan.


Fældningstruede kirsebærtræer, der er for store til at flytte. Ak.


Krauseparken.


Og mens vi stod der, gav himmelen en regnbue. Hvis man lige stod og havde brug for et tegn.

Det ville være så fantastisk at redde det her træ, og følge det i de næste mange år. Er der nogen, der har plads til et træ?