5.4.21

Et højdepunkt mindre

På Dr. Louises Bro fortæller skilte at det smukke rækværk om brohjørnerne skal repareres. Hjørner med store træer og frodige blomsterende buske. Processen indebærer at man nænsomt graver ca ti cm ud fra de brede sten af granit, og holder al tung trafik nede på grusarealet. Så vidt, så lettet. Men kommunen har på eget initiativ besluttet at den store og smukke syrenbusk på Tiberen’s hjørne, måtte flyttes. Ikke fordi det var strengt nødvendigt, man kunne sagtens komme til og udføre arbejdet, men fordi dens rødder skubbede en anelse til stenene. Så væk med den.

Syrenbuske kan blive 200 år gamle, den var så godt på vej. Nu ligger dens vildskab amputeret, med alle de små knopper på spring. Det rolige rum den skabte er væk. Det store partikelfilter mod den tunge trafik er fjernet. Insekter og fugle har et sted mindre at være og et af broens absolutte højdepunkter skal nu bruge flere år på at overleve og (forhåbentlig) komme tilbage med sit magiske flor. 
 
De har dog besluttet at den ikke skulle dø, men for at den skal have en chance for at overleve flytningen, har man skåret den helt i bund så rødderne kan koncentrere sig om at reetablere sig. Spørgsmålet er, hvordan kan man overhovedet finde på at træffe så ulykkelig og totalt unødvendig beslutning? Endda midt i et fokus på manglende biodiversitet? Busken udgjorde også en beskyttelse for træerne, ved at blokere for trafik, nu er der græsplæne hele vejen ind. Byens buske er ikke kun vigtige for byens udforming, men også for træerne, insekterne og dyrelivet. Og for os. Øv, København.
 
Fotos af ødelæggelsen, resterne, et fra google streetview der viser fylden som den var og det marginale pres på kantstenene og det flor vi kun kan håbe på genopstår en dag om mange år.
 
PS! Det her er ikke skrevet med had til nogen, mindst af alt gartnerne, der hver dag pusler om vores træer, forlænger deres liv og vander dem når de er tørstige. Det er for at vise dem og kommunen hvor kede af det vi bliver, og at der bør ændres praksis i de her sager. Lad naturen brede sig på egne præmisser, så må driften koste det mere og belægning rykke sig den smule.
 





No comments:

Post a Comment

Onde spam robotter ingen adgang.