Indsatsområder.
For beskyttelsen og bevarelsen af byens gadetræer.
Træer ved gader og veje
Vejtræer bør have værn mod trafikken, i form af jern. Barkskaden på et påkørt træ, er et åbent sår, og en invitation til råd og svamp, der på sigt betyder at store dele af træet går ud, taber grene, og efterfølgende må fældes. En bilist vil i højere grad vogte sig for jern, end træ, når der navigeres. På eks. pladser og torve, kan træbeskyttelse tænkes sammen med byrum, som runde bænke. Og det er oplagt at indtænke cykelparkeringsløsning, med eks. runde parkeringsstativer omkring træet.
Vejvæsen
Vejvæsen må ophøre med at asfaltere helt op til stammen, det får asfalten til at bule, fordi rødderne søger opad efter ilt, og i sidste ende får det træet til at gå ud. En bedre dialog med parkforvaltningen er ønskelig. Vejvæsen må i planlægningsfasen indskærpes (forpligtes til) at bevare eksisterende og indtænke nye træer.
Saltning
Vejsalt er den store dræber. Der skal afsættes midler til afskærmning af vejtræer mod salt, og allerhelst findes et alternativ. Evt. kan man i første omgang bruge et alternativ til salt på grønne strækninger/cykelstier.
Opsyn og håndhævelse
Beskadigelse af offentlige træer skal straffes. Vi ser utallige eksempler på, at byens træer påkøres og skades, uden at det har nogen konsekvens. Byen bør sende et klart signal om, at træernes sundhedstilstand tages alvorligt.
Bygge og anlæg
Ved anlægsarbejde og byggeri bør der instrueres i hvordan træerne beskyttes. Det er vigtigt at sproget er klart, uden “bør” og “anbefales”. Drypzonen (området lige under kronen) skal være fri, og der må ikke lænes ting op ad stammen, eller placeres tunge ting i rodzonen. Lige nu er der ikke fastlagt særlige regler, og entreprenører er frustrerede over at den ene bruger mængder af energi på at bevare og beskytte træer på byggepladser, blot for at se dem fældet når den næste tager over. Klare regler og håndhævelse deraf, efterlyses.
Ved kommunale projekter, bør det betinges, at eksisterende bevaringsværdige træer i videst mulige omfang tænkes ind i oplægget fra start, og ikke blot erstattes. Også selvom det er en meromkostning.
Amsterdam har i samarbejde med parkfolk udviklet en særlig belægning til cykelstier, der er som en drøm at køre på, og samtidig skånsom mod træernes rødder. Ligesom den er mere fleksibel og mindre porøs end almindelig asfalt. København bør teste denne løsning.
Byplanlægning
Der skal være en forståelse for at “åndehuller”, lommer mellem huse, og evt. offentligt utilgængelige, grønne områder, ikke er uudnyttede arealer. Byens Udvikling er hurtig til at se disse steder som udviklingsmodne, fordi de ikke anerkender deres store værdi og betydning for borgerne. Åndehuller er belægningsfri zoner, hvor træer og natur får lov at blive stående. Deres funktion er blandt andet at nedbringe temperaturen, bevare biodiversitet, aflede regnvand, rense luften og jorden, fange skadelige partikler fra trafik, dæmpe støj og skabe ro og livskvalitet for borgerne.
Bydele burde opdeles i zoner, hvor bydele med meget lidt natur, skal behandles ekstra nænsomt når man planlægger. Der burde være en bundgrænse for natur pr. m2. Kommunen har selv foretaget opmålinger i 2009, og har dermed allerede overblik over de mest udsatte områder.
Træer bør i langt højere grad nævnes i lokalplaner og byplanvedtægter.
Værdisætning af træer/anerkendelse af værdi
Træer skal værdisættes, og deres mange kvaliteter anerkendes. Blandt andet skal værdien af træers evne til at filtrere partikler på stærkt forurenede strækninger anerkendes, og indgå i planlægningen. Gamle, levedygtige vejtræer på strækninger der ex. overstiger grænseværdierne for luftforurening, bør under ingen omstændigheder overvejes fældet. Beregningen skal indgå når man planlægger projekter og fældninger.
Målestok for erstatning af træer
Målestok 1:1 er ugyldig. Hvis der tales om at erstatte et rask træ, bør det i højere grad være i løvmasse/krone m2. Et hundrede år gammelt træ er ikke det samme som en kvist. Ikke for vores livs- og luftkvalitet, og ikke for biodiversitet og dyreliv.
En anden grund til at 1:1 er ugyldig: Nyplantede vejtræer har meget ringe overlevelsesmuligheder. De har dårligere vækstbetingelser end dem der blev plantet for bare 30 år siden, jorden er mere komprimeret og fyldt med kabler, fibre og rør, og træerne saltes og påkøres før de når at udvikle modstandskraft.
Raske bytræer er uerstattelige og burde ikke fældes. Under nogen omstændigheder. Foreløbige erfaringer viser at der ikke kommer til at vokse store træer på samme sted igen. Kommunen bør sætte alt ind på at værne om den kæmpe investering de eksisterende bytræer udgør. Lige nu er der ikke afsat midler til at værne om de voksne vejtræer, man prioriterer med det begrænsede budget at få de nyplantede til at overleve de første år.
Overblikket
Der skal være et sted hvor alle informationer om byens træer samles, og hver gang et træ berøres af planer, skal det godkendes fra dette sted.
Alle byens træer skal kortlægges, så man ved præcis hvilke der berøres ved anlægsarbejde og gerne: bør tænkes ind nye projekter. Det er også vigtigt at vide hvor mange der fældes, og hvorfor. Netop for at vide hvordan vi forebygger det uerstattelige, men ofte undgåelige trætab.
Kriterier for bevaringsværdige træer
Kriterier for hvad man vurderer som bevaringsværdigt træ bør revideres. Gældende regler for et bevaringsværdigt træ, hedder bl.a. at kraftig kronereduktion ikke godtages. Men hvis en kraftig kronebeskæring er nok til at et gammelt træ overlever, bør det indgå som mulighed. Den måde man behandler gadetræerne på i dag, gør at de færreste lever op til nuværende kriterier for bevaringsværdige træer. Ny formulering af kriterier for bevaringsværdige træer bør også indeholde input fra biologer, der blandt andet fremhæver døde dele på et træ (i den udstrækning de ikke udgør personfare), som nyttige for dyreliv og biodiversiteten.
København bør have flere trækyndige involveret i byens drift. Som et supplement til landskabsarkitekt uddannede, bør der også være en højere andel af biologer og forstkandidater. Når et træ skal vurderes som bevaringsværdigt, bør det som krav inspiceres af en biolog eller en arborist.
Punkter til en træpolitik
Som det gælder på Frederiksberg: Det bør være forbudt, også på privat grund, at fælde et træ der er over 25 år gammelt, uden kommunens tilladelse.
I Berlin har man kortlagt, arts- og aldersbestemt hvert et bytræ, der er nummereret, og bliver inspiceret med 18 måneders mellemrum. Fældes et uden tilladelse, eller salter en grundejer, vanker der massive bøder. I Berlin har vej- og parkvæsen også i fællesskab udviklet et alternativ til salt, som de er villige til at fortælle mere om.
Træer skal kunne fredes, individuelt.
Alle træer bør have en sundhedsattest, og som et minimum burde intet træ i byen kunne fældes uden en sådan.
Input fra Red Byens Træer, februar 2016
