20.3.18

Reaktionen på reaktionen

Efter den overvældende reaktion fra Københavnerne (stærkt!), på planen om at fælde kirsebæralleen langs Islands Brygge, udfærdigede forvaltningen et nyt internt notat, med erkendelsen: “Med denne fremgangsmåde, som oprindeligt er foreslået i budgetnotat om sagen, vil der blive fældet flere træer, som af Københavnerne opleves som levedygtige, og forvaltningen vurderer, at processen vil blive oplevet som meget indgribende af Københavnerne.” Forslaget er nu ændret til, at man fælder og udskifter træerne i sektioner, over en fireårig periode.

Planen begrundes med, at nogle af træerne ikke trives, så for at holde alleen ensartet vil man altså på sigt fælde alle 131 træer og begynde forfra. Evt. med en ny træart. Afgørelsen ligger nu hos forligsparterne i Budget 18, der i denne uge fordeler de overskydende midler.

Tilstanden.
Men er træerne virkelig fældningsmodne? Dansk Træplejeforening har inspiceret alleen. Status er, at den inderste række af kirsebærtræerne klarer sig godt, mens den yderste plages af dårlige vækstforhold og vejsalt. Det aflæses i toppen på nogle af træerne, med udgåede grene. Kastanjetræet og poplerne, der i sammenhængens navn også ønskes fældet, er raske og trives. Ingen af træerne er syge eller risikotræer og der er ikke noget akut behov for at fælde nogen af dem. Den sektion af kirsebærtræer, der har det sværest, støder op til den private grund.

De lokale har bemærket, at træerne viser tegn på at have fået det sværere i takt med, at kommunen har stampet et nyt lag grus ud, og optrappet størrelsen på det tunge maskinel, som de kører gennem alleen flere gange dagligt. Nye træer vil selv i forbedrede plantehuller, lide under samme tunge trafik og salt. Forslaget herfra skal lyde, at man lader levedygtige træer leve, og i stedet strammer op, i omgangen med byens træer.

Mere om kirsebæralleen:

5.3.18

Alarm på Islands Brygge

I morgen beslutter TMU, om der skal bevilges midler til at fælde HELE kirsebæralleen på Islands Brygge. En forrykt plan udtænkt af forvaltningen, der har budt træerne så ringe vilkår, at 14 af dem med tiden er døde og fældede. Man ønsker nu at fælde de resterende 131 træer, fordelt på 122 kirsebærtræer (ca. 20 år gamle), 4 rønnebærtræer, 4 poppeltræer og det store kastanjetræ på hjørnet.

Fra mødematerialet.

Ingen af træerne er syge, men budt så tarvelige vækstforhold, at det selvfølgelig afspejles i deres trivsel. Sidste år stampede man yderligere et lag grus på, helt op til stammen, der bl.a. hæmmer træernes optag af vand. Og senest har kommunen selv optrappet den tunge trafik henover rødderne, hvilket gør livet endnu sværere for de unge træer. Frem for at udbedre leveforholdene og justere egen praksis, foretrækker forvaltningen altså at fælde alt, og begynde forfra med en ny allé. I direkte modstrid med Københavns nye træpolitik, der dikterer at man “kun fælder hvor det er afgørende nødvendigt”, og “sikrer gode vækstforhold for eksisterende træer”.

Forslaget gemmer sig i en større plan om renovering og forbedring af Havneparken. Mirakuløst opdagede Islands Brygges Lokalråd det i sidste øjeblik (læs deres brev om sagen her), og det giver altså borgerne præcis én dag at forhindre det i. Afgørelsen træffes i morgen.

Links:
Bilag 2 TM1, Renovering og forbedring af Havneparken, Budgetnotat (opdateret: materialet er nu fjernet)


4.3.18

Bilag: Mail fra Islands Brygges Lokalråd til TMU

Email fra Jan Oster, Islands Brygges Lokalråd, sendt til medlemmerne af Teknik og Miljøudvalget, 2 marts 2018.

********

Emne: Havneparken - fælde Kirsebæralleen

Kære xxx,
Vi har set fra dagsorden til næste møde den 6. marts 2018 i Miljø- og Teknik-udvalget, at der i forbindelse med punkt 13 ”Overførselssagen 2017-18 Bilag 2 - Budgetnotat TM1” er fremsat et forslag om midler til renovering og forbedring af Havneparken. 

Vi finder det meget glædeligt, at der er vilje til at renovere og istandsætte vores populære Havnepark. 

Desværre indeholder Budgetnotatet, at hele Kirsebæralleen skal fældes. Det udtrykkes som ”udskiftning af samtlige 142 træer i alleen”. 

Begrundelsen er meget tynd med ”flere af kirsebærtræerne er i dag i dårlig stand” og ”Nogle træer er således døde eller døende”. 

Vi er i Lokalrådet meget uenig i denne vurdering og i den spinkle begrundelse for, at kirsebæralleen skal fældes. 

Jeg har i dag gået langs Kirsebæralleen og omhyggeligt studeret træerne, om jeg kunne se noget, der kunne tyde på, at der er behov for at fælde træerne. 

Der er et par af træerne, som nok ikke vil blive 25 år ældre, da stammen er blevet beskadiget af påkørsel af biler, således at træet let kan angribes råd og svamp. 

Men træerne ser derudover ud til at have det godt. 

KIRSEBÆRALLEEN


I oktober 2014 var jeg i kontakt med Nikolaj Hvingtoft Hansen, Centerchef, Center for Drift Syd omkring pasning af kirsebærtræerne. 

I den forbindelse oplyste han følgende om træerne: 

”I Havneparken er der valgt fuglekirsebær af sorten Prunus avium ”Pleena”, der er plantet i 1998 og altså er ca. 16 år gamle. Disse træer kan ved optimale vækstbetingelser blive 7-12 meter høje.” 

Ud fra disse oplysninger har jeg forsøgt kritisk at vurdere, hvordan kirsebær-træerne har det i dag ud fra deres højde og stammernes tykkelse. 

De fleste af træerne er i dag mellem 6 og 8 meter høje. En mindre del af træerne er omkring 12 meter høje.

Det vil sige, at træerne i dag er ca. 20 år gamle og har opnået en højde, der svarer til, hvad de vil kunne blive under optimale vækstbetingelser. 

Træerne har også i almindelighed meget flotte, tykke stammer. 

Jeg talte også træerne i kirsebæralleen. Der var 122 kirsebærtræer, 1 kastanietræ, 4 rønnebærtræer overfor Vestmannagade og 4 popler overfor Snorresgade. 

Jeg undersøgte også dokumentationen for antal træer i kirsebæralleen på Københavnerkortet. Der mangler i dag 14 træer. Se bilag 1. 

Af Københavns Kommunes Træpolitik 2016-2025 fremgår det, at bevaring af eksisterende træer prioriteres meget højt.

Klip fra Københavns Kommunes Træpolitik 2016-2025 

princip #1  
Eksisterende træer i København skal som hovedregel bevares
 
Det gør Københavns Kommune ved at: 

• kun at fælde eksisterende træer og nedlægge eksisterende plantehuller, hvor det er afgørende nødvendigt. 

princip #2 
Særligt værdifulde træer i København skal udpeges og bevares
 
Det gør Københavns Kommune ved at: 

• udpege og bevare ikoniske træer i København, der – på kommunale arealer – ikke må fældes uden politisk godkendelse i det relevante fagudvalg, 

Min kommentar:
”I sommer 2017 indstillede Lokalrådet sammen med Amager Vest Lokaludvalg Kirsebæralleen og det gamle kastanietræ fra Havneparkens etablering til at blive ikoniske træer (særlige værdifulde træer). Se bilag 2.” 

princip #4  
Der skal sikres gode vækstvilkår for både nye og eksisterende træer i København
 
Træernes vækstvilkår har en afgørende betydning for deres levetid, sundhed og æstetiske udtryk. Gode vækstvilkår afhjælper, at træerne bliver syge, beskadiges, udtørrer eller dør på grund af manglende plads. Derudover har træernes vækstvilkår stor betydning for, at træerne kan vokse sig gamle og store og bl.a. bidrage til at øge kronedækket i København. Derfor er det Københavns Kommunes politik, at der skal sikres gode vækstvilkår for både nye og eksisterende træer i København. 

Det gør Københavns Kommune ved at: 

• sikre gode vækstbetingelser ved nyplantninger af træer på kommunale arealer, 

• sikre en høj faglig pleje og forvaltning af træer på alle de kommunale arealer. 

Kirsebæralleens vækstbetingelser
Der er i løbet af det seneste års tid blevet lagt et nyt, tykt lag grus på alleen mellem kirsebærtræerne og helt ind omkring stammerne på træerne. 

Når det regner, kan man tydeligt se, at vandet står meget længe i pytter og har meget svært ved at trænge ned gennem gruslaget. 

Da gruset ligger tæt ind omkring stammerne, betyder det, at regnvandet forhindres i at komme ned til kirsebærtræernes rødder. 


Yderligere er personalet, der udfører renholdelsen af parken, begyndt at køre meget hyppigt (flere gange om dagen) med store tunge køretøjer. 


Den hyppige kørsel og vægten fra disse køretøjer (op til 7.500 kg.) må forventes at presse jorden tæt sammen omkring træerne rødder og begrænser derved yderligere træernes vækstmuligheder.

Lokalrådet foreslår derfor, at forslaget om at udskifte alle træerne i kirsebæralleen afvises og ændres til, at der i stedet bevilges midler til genplantning af de manglende kirsebærtræer og til at finde løsninger til at forbedre vækstbetingelserne for træerne.

Kontakt mig endelig, hvis jeg kan hjælpe med yderligere informationer eller begrundelser inden mødet på tirsdag. 

Venlig hilsen
Jan Oster
Islands Brygges Lokalråd
e-mail info@islandsbryggeslokalraad.dk 

Bilag 1 - Dokumentation af træerne på Københavnerkortet 

Jeg har på kortet markeret manglende træer med X og det oprindelige kastanietræ med Kastanietræ 
Bilag 2 - Indstilling til Ikoniske træer i juni 2017 

”Islands Brygges Lokalråd vil gerne indstille kastanjetræet i Havneparken til ikonisk træ. 

Der blev plantet en del kastanjetræer, da Havneparken blev anlagt i 1980’erne. Nu er der kun et af de oprindelige kastanjetræer tilbage. 

Det står i rækken af kirsebærtræer i den nordlige ende af Kirsebæralleen mod Langebro. Hvis man går tur imellem kirsebærtræerne lægger man nok kun mærke til kastanjetræet, når det blomstrer. 

Kirsebæralleen er flot tilpasset træet, så det opleves som en del naturlig del af alleen af kirsebærtræer. Fra plænen kan man tydeligt se, at det ikke er et kirsebærtræ, men et kastanjetræ. Jeg vedlægger et billede af træet.

Islands Brygges Lokalråd er glade for, at AVLU allerede har indstillet kirsebæralleen. 

Islands Brygges Lokalråd mener også, at kirsebæralleen er central for bydelen. Havneparken er vores bydelspark og anvendes meget hele året af en stor bredde af de lokale beboere på Islands Brygge. 

Ud over hos de lokale beboere, er Havneparken en meget populær park for beboere i andre bydele og for gæster i København. De besøger især Havneparken i forårs- og sommermånederne. 

Havneparken er kendetegnet ved to primære elementer.
Udsigten over vandet – det blå element og plænerne og kirsebæralleen – det grønne element. 

Kirsebæralleen er flot, når den blomstrer om foråret og melder sommerens ankomst. 

Men den er også central resten af året. 

Den fungerer som den grønne mur, der afgrænser havneparken. Det giver en oplevelse i Havneparken af, at man befinder sig i et grønt område. 

På afstand fra den anden side af havnen eller fra Langebro virker kirsebæralleen som et grønt bånd foran husene langs Islands Brygge.

Med venlig hilsen
Jan Oster Islands Brygges Lokalråd” 



27.2.18

De Gamles By i dag


Nej, nej, nej, hvad er der sket her?

“Jeg har fældet træerne.”

Men hvorfor?

“Der var et, der var råddent.”

Men hvad med alle de andre?

“De var også syge....”

Deres ved ser ellers fint ud?

“Men de ødelagde hegnet.”

Du har fældet træerne for at passe på et metal hegn???

Har du fældet flere træer?

“Kun de selvsåede ud mod gaden.”

Men hvorfor?

“Fordi vi prøver at lave en lige allé.”

Har nu spurgt den ansvarlige for området, der jo var så betænksom at involvere borgerne, da de måtte fælde lærketræet i ByOasen, og han havde *ikke* godkendt ulykkerne. To be continued...




 

26.2.18

Bilag: email om søkastanjerne i Overførselssagen budget 2018

Email afsendt 26 februar, til Teknik- og Miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen.

Kære Ninna,

Endnu engang tillykke med borgmesterposten for byens træer. Vi aftalte på Twitter før kommunalvalget, at mødes og tale om byens træer, og det glæder jeg mig stadig til. Men før vi når det, er der jo Overførselssagen, hvor du ville se om der kunne findes plads til den livsforlængende plejeplan, for søernes gamle og stærkt pressede kastanjetræer.

Hvis kommunen ikke sætter ind nu, og intensiverer opsyn og pleje, så mister vi vores gamle træer hurtigere end nødvendigt er. I budgetnotatet af 9 juni 2017, punkt TM24 (side 202-206, vedhæftet udsnit) gøres der bl.a. opmærksom på, at intensiveret monitorering er afgørende, for at undgå personskade ved nedfaldne grene, og at levetiden for de gamle træer kan forlænges ved ekstra pleje. Det gemmer sig i et forslag om en større renovering, og er måske derfor blevet overset, men det har I en oplagt mulighed for, at rette op på nu. Den del der kun berører plejen, er et beløb på 1,5 millioner kr, fordelt over tre år.

Jeg håber at det lykkes dig og de øvrige forligsparter at blive enige om, at hjælpe søernes gamle kastanjetræer. Det er så vigtigt.

mange hilsner fra
Sandra Høj
Red Byens Træer


***********************************************************************
 (Svar 8 marts 2018)

Kære Sandra Høj

Mange tak for din henvendelse og for din interesse i byens træer.

Jeg håber, vi kan finde penge til træerne og jeg tager jeres budgetønske med til resten af Enhedslisten, når vi i løbet af de næste par uger prioriterer, hvad Enhedslisten tager med til forhandlingerne om overførselssagen.


Med venlig hilsen

Ninna Hedeager Olsen

Teknik- og Miljøborgmester

***********************************************************************
(opfølgende mail sendt 12 april 2018)

Kære Ninna Hedeager Olsen,

Fandt I midlerne i overførselssagen i Budget 18, til den livsforlængende plejeplan for søernes kastanjetræer? Behovet er akut.

Med venlig hilsen

Sandra Høj

Red Byens Træer
***********************************************************************

23.2.18

Blegdamsvej 1967 vs. 2017

Præcis 50 år imellem de to billeder, det er her de graver lige nu. Se hvor grøn København kan være? Hvis vi bare planlægger rigtigt og passer godt på vores vejtræer. ♥



21.2.18

Blegdamsvej / Hjælp!

Blegdamsvej, tirsdag d. 20 februar 2018. Trækyndige må meget gerne hjælpe nu. Fortæl hvad det her kommer til at betyde for træets trivsel fremover. På forhånd tusind tak.

PS! Der er 14 træer mere på ruten, så det haster!




Alarm på Blegdamsvej, 13 februar 2018
Det søde og det sure, 16 februar 2018 



19.2.18

Det var dråben, Carlsberg

Carlsbergs seneste dispensation, og omstændighederne bag, har nået medierne. I Politiken i dag, kan man læse at flere politikere føler sig ført bag lyset, af forvaltningen. Sagen var nemlig fremlagt på en måde, der ikke lagde op til at der fandtes andre løsninger. Alternativet fortryder i dag sin stemme, og lover at fremover kæmpe for byens træer. Og DF siger ligeud at de som borgerrepræsentanter, ikke kan godkende at der bare i flæng hugges træer ned.

Den her sag udstiller ikke bare Carlsbergs skamløse byplanlægning, men noget langt vigtigere: at der skal ske en markant holdningsændring i forvaltningen. Dens opgave er ikke, at finde grunde til at fælde vores bytræer. Opgaven er at søge løsninger, der bevarer dem.


 Sådan, Rudaizky!



16.2.18

Det søde og det sure

Nyt om de 15 træer på Blegdamsvej, der lige nu befinder sig midt i et byggefelt, for en ny bussluse. Det søde: kommunens parkfolk er usædvaligt dedikerede, det lykkedes at få dem alarmeret og i dialog med brolæggeren. Kantstenene pilles op omkring træerne, og man udbedrer plantehullerne. I de tilfælde hvor træernes rødder er viklet ind i beton underlaget, vil man løbende tage stilling til, om den skal fjernes eller kan få lov at blive.

Det sure: det viser sig, at der allerede næste år skal graves på præcis samme sted igen. Næste gang for skybrudssikring. Nørrebro Lokaludvalg og Miljøpunkt Nørrebro har forgæves forsøgt at få de to projekter lagt sammen. Det næste hug bliver langs hele Blegdamsvej, og her skal vi igen sikre os, at der fra start er trækyndige med indover. 

Som borger er det afsindigt frustrerende at stå på sidelinjen og se træerne udsættes for så ukoordinerede og ødelæggende indgreb. Hvordan får vi det her rettet op? Det er ikke jo træerne der skal underkastes en rigid planlægning, men kommunen der skal rette sig ind, for at passe på naturen.

Nå. God weekend, derude. : )



Link:
 

13.2.18

Alarm på Blegdamsvej!

På Blegdamsvej udvides busbanen lige nu, og en brolægger har fået til opgave at grave asfalt op og flytte kantstenene. Det berører 15 vejtræer, flere med vitale rødder filtret ind i den beton som kantstenene er sat i. River man den op, slår man træerne ihjel. Kommunen har instrueret brolæggerne i at håndgrave nær træerne, så vidt så godt, men indsatsen er ikke koordineret med trækyndige. Ingen har fortalt dem hvad træerne kan tåle.

De gik i gang i dag, og er selv stoppet ved de to træer i billedet her, fordi de kan se at de ikke overlever, hvis de løser opgaven. Parkforvalteren er nu pinget, og håbet er at nogen når at koordinere den her sag, før det er for sent. Vejtræer er så svære at få op i den størrelse og nye koster 75.000 kr pr stk, at anlægge. Det er over en million kr.?!

Kan vi snart få det bygge- og anlægs- prep team prøvet af? Alternativt kunne man stoppe med, at sætte vores gartnere til at rydde skrald op, og i stedet sætte dem til at overvåge og beskytte byens udsatte vejtræer?

8.2.18

Endnu en dispensation til Carlsberg

København har fået nyt Teknik- og Miljøudvalg. Venstre, der konsekvent stemte imod træerne er ikke længere med, men det er DF og Alternativet som noget nyt. I det seneste møde, har man truffet en beslutning om træer. Som lovet holder vi øje med hvordan partierne stemmer, som her i mandags, hvor Carlsberg endnu engang søgte dispensation til at fælde bevaringsværdige træer. Syv bad de om denne gang.

For:
Socialdemokratiet, Konservative, Liberal Alliance, SF og Alternativet.

Imod:
Radikale, Dansk Folkeparti og Enhedslisten.

Indstillingen blev altså godkendt. Det kommer til at koste yderligere 7 bevaringsværdige træer, hvoraf det ene kan reddes hvis, og kun hvis, naboerne kæmper for det når der kommer en naboorientering. Den holder vi et knivskarpt øje med!

Adspurgt begrundede Alternativet sin godkendelse med, at man havde vurderet at tabet af biodiversitet ikke var nævneværdigt, i dette tilfælde. Hertil må vi bare sige, at bytræer og især vejtræer som her, bidrager med så meget mere end biodiversitet. Det kommer vi til at tale meget mere om.

https://www.kk.dk/indhold/teknik-og-miljoudvalgets-modemateriale/05022018/edoc-agenda/f0f14325-3d6c-48e6-8a6b-f1d89a984717/cc31d6e9-2517-4de2-96bd-7be0521abce7



Københavns Teknik- og Miljøudvalg pr. 1 januar 2018:



Opdateret: Seneste satellit skud af Carlsberg. Og det var endda før Klatreskoven blev fældet.


Over 300 træer fældet.


Dansk Folkeparti

Dansk Folkeparti, ord og handling.

Dansk Folkeparti ønsker ikke at forholde sig til byens natur/har ikke svaret på de 5 spørgsmål om bynaturen, op til kommunalvalg 2017.
*******************************************************************************
Ord:
Kommentar: I sidste periode havde DF ikke et medlem i Teknik- og Miljøudvalget, men det har de i denne. Herunder noteres hvordan de har stemt i spørgsmål om bynaturen, fra Januar 2018.

*******************************************************************************
Handling:

Hvordan stemte Dansk Folkeparti i TMU, da det gjaldt? Eksempler fra sager, vi har fulgt.

Dispensation til at fælde 7 bevaringsværdige træer på Carlsberg (5 februar 2018)

IMOD



26.1.18

Status over Carlsberg Byens ødelæggelser

Kommunen har netop offentliggjort en status over de fældede træer i Carlsberg Byen. Hvis det føles som om der har været meget snak om Carlsbergs træer, så er det fordi at ødelæggelserne er enorme. 

Fældede træer på Carlsberg: 313
Fældede bevaringsværdige træer på Carlsberg pr. maj 2016: 130
Fældede bevaringsværdige træer på Carlsberg *uden* tilladelse: 25
Forvaltningen har dertil ændret 3 til ikke-bevaringsværdige. (???) 

Link til kommunens status: her. 


21.1.18

Kærlighed på tryk

Politiken har dedikeret et helt dobbeltopslag i dagens avis, til byens træer. Fotograferet af Miriam Dalsgaard, der også elsker træer, og ledsaget af en kort, fin og poetisk tekst. Og så har Red Byens Træer endda fået det sidste ord:

“Ofte er det først når træerne forsvinder, at folk forstår hvor meget de betød. Så er det for sent. Sådan er det tit med det, man elsker.” ♥


Og tryksværten trænger sig på, fra den næste side. En ægte tryk-oplevelse. :D


17.1.18

København vs. Frederiksberg

I Københavns Kommunes husstandsomdelte nyhedsbrev instrueres borgerne denne gang i at salte i vintermånederne. De strækker sig til at sige at man også kan bruge grus, og det er det.

På Frederiksberg har man derimod lavet en lille animeret video, hvor man lægger ud med at fortælle borgeren: du må ALDRIG bruge salt til glatførebekæmpelse. Og så fortæller de hvorfor. Og hvilke alternativer der findes, og hvor man kan købe dem. For træernes, grundvandets, belægningens, bilernes, cyklernes, hundepoternes og fremtidens skyld.

"Selvom det kan virke uskyldigt, er det langt mere skadeligt end man lige skulle tro". Sådan siger Frederiksberg om salt. Det samme kan man sige om manglende oplysning. Det er bare ikke grønt nok, København! Det bliver vi simpelthen nødt til at have lavet om på, til næste vinter. Argh!

København vs. Frederiksberg:



Se hele den fantastiske film fra Frederiksberg til borgerne, her (link).

Og husk at du stadig kan skrive under for at hjælpe søkastanjerne, så de bevilges den livsforlængende plejeplan og skånes for salt. Skriv under her (link).

 

10.1.18

Om Formel 1 i København

Hvis Formel 1 skal afvikles i København, skal der nedlægges infrastruktur som midterheller og lyssignaler, og så skal der fældes træer. Det sidste er uopretteligt. Vi ved hvor svært det er, at få nye vejtræer til at overleve, de gamle skal vi værne om med næb og kløer.

Citat Konservatives Jacob Næsager, fra artiklen på dr.dk.

Radikale, Alternativet, Enhedslisten og Red Byens Træer siger et rent og rungende nej, til Formel 1 i København. Prisen er for høj.

Om Formel 1 i København


Link til omtale på DR.dk her.

24.12.17

En julegave der ikke skal byttes

For nyligt forbarmede Vintertjenesten sig over de 7 store træer på sløjfen ved Fredensbro, og tog dem af salt ruten. Men det store hjørnetræ var stadig udsat, fra de massive mængder salt fra kørebanen, så vi sendte et nødråb ud til kommunen. Og det blev hørt: parkforvalteren for søerne fandt plads i det stramme træbudget, til at saltafskærme det fine hjørnetræ.

Vi smækker en sløjfe på, og kalder det en julegave. Og den skal ikke byttes!


En rigtig glædelig jul til og fra byens træer.

♥

20.12.17

Der sker noget nu!

Københavns Kommune har lige annonceret at de erstatter salt med det skånsomme og trævenlige kaliumformiat, på tre grønne cykelruter. Det vedhæftede kort med de tilføjede ruter viser en betydelig udvidelse af areal, noget der kommer til at påvirke virkelig mange træer. Og skåne grundvand, hundepoter, belægning, fodtøj og cykler. Til næste år føjes der yderligere tre års data til undersøgelsen af det alternative tømiddel, og med det bliver argumentet for at prioritere kaliumformiat kun endnu stærkere.

Det er en rigtig fin afskedsgave fra vores afgående træborgmester, tusind tak. ♥

Foto fra Rådhuset, hvor jeg lige nåede forbi og sige farvel og tak for træer. Og på vejen ud fandt en fantastisk byskov med et låg af måger.


Links:
Rutekortet (pdf)
Saltfri zone på Frederiksberg
En myte får klask (kommunen indrømmer, at salt skader træerne)
Salt vs. Kaliumformiat, Red Byens Træer 2017

8.12.17

Saltfri zone

Frederiksberg har lavet en helt enkel instruktion til, hvordan man holder fortorvet skridsikkert i frostvejr. Uden salt! Det er SÅ cool, og så ansvarligt og sympatisk. ♥♥ 

6.12.17

Vejsalt spolerer klimatilpasningstiltag

Spændende læsning i Ingeniøren i dag: “brugen af vejsalt kan spolere ­gevinsten ved klimatilpasningstiltag.” Klimatilpasningsprojekter går jo ud på, at aflaste kloaksystemer ved at lade naturen håndtere de stigende mængder regnvand, og her er det selvfølgelig afgørende, at vandet ikke slår naturen ihjel. Og det gør salt.

I artiklen taler man om at kaliumformiat er op til 18 gange dyrere i brug, end salt, men det er stærkt misvisende. Måske har journalisten medregnet engangsudgiften ved omstilling, som indkøb af materiel og opbevaring? Den reelle pris er meget lavere: ifølge både producenten og Vintertjenesten er kaliumformiat dobbelt så dyrt i brug som salt, og kaliumformiat er f.eks. også meget drøjere, ved frost uden nedbør.

Mere om kaliumformiat og historien bag, følger i løbet af vinteren, hvor vi kommer til at køre salt tema. Det bliver ikke kedeligt, lover det. : )

https://ing.dk/artikel/vejsalt-sender-regnvandsprojekter-pa-glatis-208996

Links:
Salt vs. Kaliumformiat, Red Byens Træer 2017