Showing posts with label vi kan nå det endnu. Show all posts
Showing posts with label vi kan nå det endnu. Show all posts

3.8.21

Alarm i Vanløse!

Fire 80 år gamle robinietræer fældes lige om lidt for et klimaprojekt. Der skal stå nogle containere. Naboerne er ulykkelige og en af dem er endda en tidligere vejchef i Københavns Kommune. Han véd at det kan lade sig gøre at bevare dem. Der er udpeget alternativer og gode løsninger, det kræver bare at man gør sig umagen. 
 
Kom nu, København!
 

 

30.11.20

Dagens svigt

"Vi dropper hele 2 etape af projektet. Vi trækker stikket." Sagde de. Og vi havde en sjældent dejlig bekymringsfri weekend.

Men i dag på mødet i TMU bestemte de alligevel noget andet. Nordpolen består, men hele vejudvidelses projektet skal stadig gennemføres, bare i en ny udgave hvor det stopper lige før, ved Fensmarksgade.

Tilbage til tegnebordet med vejudvidelsesprojektet. For staten giver en del, og den vil man ikke gå glip af. Så hellere mere asfalt og færre træer. Alligevel.

Opdatering med dagens svigt i lokalavisen, og ruten med det nye planlagte stop ved den røde streg.

 
Opdatering i lokalavisen i dag og ruten hvor den stopper ved den røde streg, i Fensmarksgade lige før Nordpolen.
 
Links:
 
Sådan!, 27 nov. 20 

25.8.20

Nu udvikler det sig!

På forhånd undskyld for vandtårns træspam, men nu udvikler det sig i alle retninger.

Vi har fundet arkitektens originale tegninger af vandtårnet, der gør det tydeligt at træerne ikke er tilfældigt plantet, men sat i en Fibonacci spiral der går igen flere steder inde i tårnet. Man overså simpelthen betydningen af træerne, da man lod fredningen gælde vandtårnet alene.

Slots- og Kulturstyrelsen blev orienteret og kort efter spottet på grunden i sidste uge, og de har efter sigende i dag drøftet en evt. udvidelse af fredningen til også at gælde træerne. Men selv hvis svaret er positivt, kan det risikere det være for sent hvis vi får det i morgen, for der er lige nu lagt køreplader ud og lagt an til fældning. Det sker efter alt at dømme i morgen tidlig.

1. Er der nogen der har kontakt til Slots og Kulturstyrelsen, der kan hjælpe med at finde svar?
2. Kørepladerne er lagt under de store kroner netop hvor de skaber risikotræer, ingen lytter!
3. Borgerne kalder på hjælp til at beskytte træerne:

"Nu haster det - vi har akut brug for hjælp! - mød op i morgen kl 7 og hjælp os med at stoppe maskinerne og ødelæggelserne! Skriv til VandtaarnetsTraeer@gmail.com for koordinering."

 

OPDATERET:

Vi siger farvel til træerne søndag d 30 august kl. 16 ved Brønshøj Vandtårn. Børn er meget velkomne og der vil blive budt på en forfriskning. Der er også sørget for corona-forholdsregler og mulighed for at holde afstand. Kom og vær med.

 

 


 

Flere links til info om sagen:

Arkitektens tegninger af vandtårnet.

Børn og risikotræer i Brønshøj

 Underskriftindsamling: Stop træfældning og bebyggelse af parken ved det fredede Brønshøj Vandtårn

Dokument: Kommentar fra en ekspert i risikotræer 

Alarm i Brønshøj

 

23.8.20

Børn og risikotræer i Brønshøj


I sidste uge fældede kommunen en kæmpe bøg på en legeplads i De Gamles By, kvalt i dårligt design. Nødråbene fra borgere og trækyndige der lød i to år, druknede i forvaltningssuppen. Ingen tog nogensinde ansvar.

Nu er vi så tilbage i suppen. Kommunen, fordelt på tre forvaltninger, har givet grønt lys til at bebygge en grund med en tæt bevoksning af 100 år gamle træer. Der skal bygges både nær og under dem. En stor to etagers spejderbygning, parkeringspladser og læringscirkel, med al den tunge færdsel og gravearbejde, der følger.

Igen bygger man altså til børn på en grund med gamle træer, uden at have undersøgt følgerne. Og de er potentielt katastrofale. En ekspert i risikotræer peger på, hvor urealistisk det er at gennemføre projektet uden at fælde en stor del af træerne. Trafikken i forbindelse med anlæg og byggeri vil komprimere jorden omkring de gamle rødder, og den planlagte læringscirkel direkte under de gamle træer, kan slet ikke gennemføres uden at skade de bærende rødder. Det hele er en opskrift på risikotræer.

Ingen ønsker risikotræer i nærheden af børn. Men kommunen bliver alligevel ved med at opføre sig totalt uansvarligt. De har givet børnene en urealistisk byggegrund, uden at overholde de gældende regler og politikker (planlov, træpolitik, strategi for bynatur). Og nu hvor borgerne så er endt i en kæmpe konflikt, mødes de med en kommunal mur af tavshed. Børnene fortjener bedre. Borgerne fortjener bedre.

Status: Alle er ulykkelige og mens der ankes og knokles for bevarelsen af de gamle træer, står borgerne vagt om dem. Underskriftindsamlingen for bevarelsen af træerne har i skrivende stund nået 757.


Link til mere om sagen i Brønshøj:

Spejderhus FAQ 

 Underskriftindsamling: Stop træfældning og bebyggelse af parken ved det fredede Brønshøj Vandtårn

Dokument: Kommentar fra en ekspert i risikotræer 

Alarm i Brønshøj

Dokument: Faktaark Spejderhusbyggeri på Vandtårnsgrunden




19.8.20

Alarm i Brønshøj!

Endnu en have bebygges! Denne gang i Brønshøj, i parken ved vandtårnet. Her har arkitekten for snart 100 år siden ladet mange forskellige træsorter plante i en særlig spiralform, i samspil med det fredede tårn. En glæde for både mennesker og dyr. Men for Københavns Kommune er det bare endnu en ledig byggegrund. Her skal der meget snart gennemtvinges et 600 m2 to etagers spejdercenter, en indre gård, læringscirkler, offentlige toiletter, seks parkeringspladser og vejareal. Der er altså ikke bare tale om en lille træhytte, men et massivt byggeri i oxideret stål.

Mindst syv af grundens gamle og fantastiske træer står til fældning, men der er åbenlyst ikke taget højde for drypzoner og hensyn til træerne under anlæg. Med det planlagte byggeri, bliver parken effektivt barberet. Det er en på alle måder grim sag, kommunen har begået grove brud på forvaltningsskikken, der alle er belyst i et overskueligt faktaark. Det er kun forventeligt at borgerne vil få medhold i deres klage, men da den ikke har opsættende virkning vil træerne være fældet før de får ret. Projektet bør derfor bremses helt, indtil klagen er behandlet.

Alle under spejderne et sted at være. Og der er mange muligheder der ligger lige for, som ikke inkluderer rydning af en sjælden oase. Kommunen har afsat knap 10 millioner kr til formålet. For dem kan man f.eks. købe det store nærliggende hus, der har stået tomt i over et år, og der er endnu flere gode alternativer til genhusning af spejderne. Men politikerne vil ikke lytte. Hverken til borgerne eller deres egne embedsmænd, der helt fra start har talt imod placeringen.

Borgernes faktaark er publiceret her (link), og det er hårrejsende læsning. De beder nu alle byens borgere om hjælp til at redde de gamle træer. Det er lige op over, men så længe træerne står, er der håb. Og det er IKKE en invitation til at få dem fældet i en fart, København. Nu stopper I!





 

Link:

Dokument: Faktaark Spejderhusbyggeri på Vandtårnsgrunden

 OPDATERET:

Så er der oprettet en underskriftindsamling for at redde træerne: skriv under her!

Spejderhus FAQ

18.8.20

Dokument: Faktaark Spejderhusbyggeri på Vandtårnsgrunden

Afsender: Udarbejdet af naboer i Brønshøj Parcelforening, august 2020

Faktaark

Omfattende og forkert dimensioneret byggeri på grunden med Brønshøj Vandtårn

  • Dimensioneringen af det planlagte byggeri passer ikke til placeringen. To samtidige projekter karambolerer

    Udgangspunktet for at anvende vandtårnsgrunden var kommunens og den lokale Bellahøj- spejdergruppes ønske om at finde en ny placering efter at deres oprindelige hytte på 210 kvm. blev nedlagt grundet opførelsen af nye boliger ved Degnemosen. Projektet har udviklet sig, så der i stedet for en tilsvarende hytte, der kunne indpasses mellem de eksisterende træer på vandtårnsgrunden, nu etableres et næsten 600 kvm. spejdercenter samt øvrige anlægsarbejder relateret hertil. Da kommunen samtidig har etableret kulturhus i vandtårnet, betyder det, at den samlede befæstning af et mindre grønt område (svarende til 4-5 parcelhusgrunde) indebærer både opførelse af spejdercenteret, en indre gård, læringscirkler, offentlige toiletter, seks parkeringspladser og anlæggelse af en vej – samt naturligvis selve vandtårnet. Indledningsvis sagde spejderne nej tak til denne placering, som man ikke fandt passende. Kommunens økonomiforvaltning fandt desuden, at løsningen var dyr og imod kommunens øvrige politikker.

  • Mangel på grønt hensyn
    Der fældes i forbindelse med opførelsen af centeret syv gamle træer af forskellige art, der er næsten 100 år gamle og 25 m høje. Dette er imod kommunens formulerede Træpolitik 2018-2025, hvor det første princip lyder: ”PRINCIP #1 Eksisterende træer i København skal som hovedregel bevares”. Tillige er formuleret et princip om, at der skal der sikres et varieret træartsudvalg i København.

    I regeringens Klimapartnerskab for Bygge- og anlægssektoren, som Københavns Kommune er underlagt, anbefales det at undgå at bygge nyt, idet nedrivning og nybyggeri er 50 gange mere klimabelastende end at benytte eksisterende bygninger. Det strider tillige imod kommunens Strategi for Bynatur at bebygge et af åndehullerne i København.

  • Der står en tom spejderhytte i Brønshøj
    Der står, mellem Brønshøj Torv og mosen, et tomt, tidligere FDF/FPF-spejderhus med 412 kvm. boligareal og 112 kvm. kælder samt udhus på en grund på 902 kvm. – således tættere på Utterslev Mose og naturområderne. Huset har stået tomt i over et år (420 dages liggetid primo august 2020). En miljø- og klimavenlig tilgang ville være genbrug af eksisterende bygninger som denne, jf. punktet ovenfor.

  • Markant forringet trafiksikkerhed
    Spejdercenteret placeres som et vinkelhus med 7 meter høje, ikkegennemsigtige vægge direkte ud til skel. Dermed forringes oversigtsforholdene betydeligt i det i forvejen farlige Y-vejkryds Thurebyholmvej/Engelholmvej. Krydset er i dag risikabelt for især børn, selvom der er fuldt udsyn hen over vandtårnsgrundens ubefæstede græs, og denne risiko må vurderes at stige betydeligt, når udsynet blokeres helt ud til skel. Se plantegning med gul markering, sidste side.

  • To projekter på samme matrikel karambolerer
    Det fredede vandtårn på samme matrikel er af kommunen udnævnt til kulturhus, og kunne bruges til flere kulturelle formål hvor vandtårnsgrunden blev inddraget, såfremt der ikke også blev anlagt et stort øvrigt byggeri. Noget kan tyde på, at to større projekter på én mindre matrikel ikke er tænkt sammen.

    Kommunen har udøvet dårlig forvaltningsskik

  • Lokalplanspligten ikke opfyldt
    Ift. planlovens §13 er der lokalplanspligt ved væsentlige og indgribende ændringer i et miljø – i denne sammenhæng, at en overvejende grøn matrikel bliver tæt på 50 procent befæstet. Spejdercenteret har sammen med kommunes planer om tilhørende indre gård, læringscirkler, offentlige toiletter, parkeringspladser, vejanlæg og etablering af kulturhus så gennemgribende indvirkning på et grønt område og matriklens omgivelser, at kommunen har pligt til at inddrage de omkringboende naboer i udarbejdelsen af en lokalplan for området. Kommunen har undladt at opfylde denne forpligtelse.

  • Tallene tilpasses løbende
    Kommunen har omgået lokalplanspligten ved at opdele befæstningen på vandtårns-matriklen i flere mindre dele, som en ’omvendt salami-metode’ i stedet for at se på den samlede ændring af området. Aflukkelige overdækkede terrasser i relation til spejdercenteret er ikke talt med i etagearealet, og vandtårnsarealet blev først kun medregnet som grundareal og ikke etageareal. Kommunen videregav i den forbindelse forkerte oplysninger til klageinstanser.

  • Omgåelse af ny kommuneplan
    Kommunen valgte at trække tilladelserne tilbage og tildele ny byggetilladelse samme dag med den konsekvens, at naboernes klageproces skulle starte forfra. Pga. denne ’finte’, er klagerne efter mere end 18 mdr. fortsat ikke behandlet. Dette er ifølge Folketingets Ombudsmand brud på god forvaltningsskik. Samtidig har kommunen benyttet ovennævnte finte til at forlænge byggetilladelsen, der ellers i februar 2020 skulle have været genbehandlet efter reglerne i et nyt bygningsreglement og de nye bestemmelser i Kommuneplan 2019. Byggeriet strider nemlig mod den nye kommuneplan.

Brud på gensidig aftale
  • Byggeriet af spejdercenteret strider imod en gældende gensidig aftale, der i 1913 blev indgået mellem kommunen og ejerne af nabogrundene om anvendelsen af vandtårnsgrunden og etableringen af parkanlægget med offentlig adgang.

  • Brug af borgernes skattekroner
    Kommunen bruger – udover køb og vedligehold af vandtårnet – knap 10 mio. kr. på spejderbyggeriet. Det svarer til ca. 40.000 kr. pr. spejder. Prisen svarer desuden cirka til den pris, det tomme spejderhus tæt på mosen koster, nemlig pt. 10,99 mio. kr., men formentlig lavere grundet de pt. 420 dages liggetid.

  • Lokaludvalgets rolle
    Der er sammenfaldende kasketter mellem repræsentanter i Brønshøj Lokaludvalg og spejdergruppen, der har søgt om tilladelse samt penge til byggeriet. Desuden er der sammenfaldende interesser imellem lokaludvalget og Brønshøj-Husum Lokalavis, der gennem en årrække har promoveret byggeriet og spejdergruppen.

• Man er gået videre, trods en række forbehold
I en mail den 23. september 2015 skrev en embedsmand fra Overborgmesterens kontor til Kultur- og Fritidsforvaltningen følgende: ”Jeg ved godt at du allernådigst bad mig om ikke at grave mere i det med placeringen af spejderhytten, men vi savner de gode argumenter for placeringen herinde på Rådhuset udover at der er brugt meget tid på det, der er politisk opbakning til denne løsning og andre alternative placeringer ikke er mulig. Vi finder at det er en dårlig løsning af flere årsager: 1. Det er dyrt for KK ifm. vedligeholdelsen af vandtårnet. 2. Man fjerner et grønt område fra byen og giver det til nogle spejdere hvilket clasher med vores fokus på offentlig adgang til grønne arealer. 3. Der er super meget fokus på borgerinddragelse i KK lige nu, og dette vil være en dårlig sag, da der er stor modstand mod projektet – hvor mange bliver egentlig glade for løsningen kontra dem, der er kede af den? 4. Hvorfor lægger man ikke spejdergruppen sammen med andre spejdergrupper i nærområdet? Har læst noget med nogle afstandsproblematikker ifm. hermed, men drejede det sig ikke kun om 2,5 km eller sådan noget? Jeg bliver nødt til at kunne give nogle bedre begrundelser i min OB orientering for ikke at overvejelserne herover kommer til at skygge for det man vinder ved at søsætte projektet.”

• Plantegning (se næste side)
Det samlede byggeri bliver nu anslået 3-4 gange så stort som spejdernes oprindelige hytte i Bellahøj. Kommunens opdaterede matrikelkort viser, hvor stor en del af vandtårnsgrunden, spejderhuset kommer til at råde over. Herunder er med gult indsat det planlagte byggeri/anlægsarbejde-. 


Kontakt, dialog og mere info: VandtaarnetsTraeer@gmail.com

 

4.2.20

En skruppelløs og magtfuld elite

Pensionsselskaberne er i en rus, og har forlængst tabt syne af grænsen for al rimelighed og det samfundsansvar de markedsfører sig på. I Carlsberg Byen beskrives de som tørstende efter at opkøbe og udvikle. Og de er ekstremt magtfulde. Når det kommer til pensionsselskaberne, er demokratiet sat helt ud af spil. Ansøgninger om dispensationer er en formalitet, der er ikke noget der hedder nej, man retter ind og giver dispensation på dispensation. Kommunen er nu gået helt bort fra at pakke budskabet ind: det handler alene om hvad der tjener den magtfulde grundejer bedst.

Pensionsselskaberne står heller ikke til ansvar overfor deres kunder. PFA og Topdanmark fylder dem med aftalt spin og PenSam har bare valgt at ignorere det ihjel. Der er ingen svar, ingen ansvarlig kontaktperson, alle veje ender blindt. Man bliver i tvivl om de overhovedet findes?

Ingen ønsker at tage ansvaret for de tre store og raske træer på Gl Carlsberg Vej. Som altså står til en fældning, direkte finansieret af danskernes egen pensionsopsparing.

Carlsberg Byen fra Miljøportalen:






Tidligere indlæg om sagen:
TMU punkt 16 på dagsorden, referat

I medierne:
Formand for Danske Landskabsarkitekter Susanne Grunkin i Politiken Byrum, 23 januar 2020 ($):
 7 beskyttede træer forsvundet på mystisk vis ved Carlsberg Byen "er det Det Vild Vesten?". 
 

1.2.20

PFA Pension, TopDanmark, PenSam, ansvar udbedes!

Her er status på Carlsberg Byens række af bevaringsværdige træer, som TMU i mandags gav dispensation til at fælde, for at spare grundejer omkostningen ved beskyttelsen. Borgerne er i oprør, hvordan kan et nærmest enstemmigt TMU godkende endnu flere ødelæggelser i det område? Og på det grundlag? Hæng i, det er lidt tørt men meget vigtigt.

Politikerne
Vi har hørt fra politikerne, der forklarer at de har truffet beslutningen af frygt for Carlsberg Byen. I den forstand, at Carlsberg Byen har vist hvor villige de er til at smadre beskyttede træer, og hvordan et påfaldende højt antal af dem (19), er forsvundet sporløst fra området. Politikerne har fået at vide af forvaltningen, at alle 11 træer var dødsdømte, og på den baggrund føler de at de har truffet den rette beslutning. Den eneste måde at betinge sig, at der genrejses træer og på den måde undgå at “Carlsberg ville være sluppet afsted med at fælde og skamfere hele trærækken til døde.” Det tangerer afpresning.

Forvaltningen
Forvaltningen (altså kommunen) har fra start haft dette mål for øje. At give grundejeren lov til at fælde, for at optimere sin profit. Man har endda brugt det som et argument i høringsbrevet til naboerne, hvor man også har talt træerne ned og erstatningsmodellen op, og anbefalet et klart ja til dispensationen. De to lokaludvalg Vesterbro og Valby, har uden de rette forudsætninger føjet kommunens ønske. Forvaltningen (kommunen) har med sin anbefaling ikke efterlevet hverken biodiversitets strategien eller træpolitikken, i hvilken man “forpligter sig til altid at passe på, og som hovedregel, at bevare eksisterende træer i København”. Man har tjent bygherren og ikke byen.

https://www.valbylokaludvalg.kk.dk/wp-content/uploads/2019/11/H%C3%B8ringsbrev-f%C3%A6ldning-af-tr%C3%A6r%C3%A6kke-gamle-carlsberg-vej.pdf


Forstpatologen
Red Byens Træer har spurgt en uvildig fagperson med speciale i risikotræer, om træernes tilstand. Forstpatologen deler forvaltningens vurdering af rækken bag hegnet. De har fået så mange hug, og er blevet yderligere svækket med tørken oveni, at det ikke er realistisk at kæmpe for dem. Til gengæld er der dyb undren over, at man blander tre store og stærke vejtræer ind i det regnestykke. De står i afstand til byggeriet og er fuldt ud levedygtige. Vi bakkes op i, at det er dem vi skal kæmpe for.



De to store i sikker afstand til byggeriet i den ene ende.


Det store og levedygtige i sikker afstand til byggeriet, i den modsatte ende.


Ingen af træerne er syge. Det var de heller ikke i 2017, da man søgte om dispensation første gang. Men dengang var et flertal af dem ikke mishandlede og udtørrede oveni. Det er de så nu.

Carlsberg Byen
Carlsberg Byen kører spin i højeste gear. De afleder opmærksomheden fra det væsentlige, lyver raske træer syge, lyver om at der er masser af grønne åndehuller i deres bydel, taler om uvæsentlige detaljer som hvad hestekastanjer kan risikere at fejle, og hvad de vil genplante med i stedet. De minder om at dispensationen er blåstemplet af Vesterbro og Valby Lokaludvalg. De lyver overfor kommunen, når de siger at de ikke ved hvad der er sket med de 19 træer, der sporløst er forsvundet i deres varetægt. Og ikke mindst lyver de overfor deres hovedinvestorer, ved at påstå at alle træerne er syge og derfor skal skiftes ud.

PFA Pension, TopDanmark og PenSam,
Hovedinvestorerne nægter at forholde sig til, at Carlsberg Byen lyver, og henviser fortsat alle deres bekymrede kunder, til Carlsberg Byens spin maskineri. Så længe de kan påstå at de ikke ved bedre, kan de nemlig fortsætte med at bryste sig af CSR og kalde sig samfundsansvarlige. Men ansvar er ikke noget man fralægger sig. Det er på tide at ejerkredsen går i rette med Carlsberg Byen. Og de bør sætte sig ned med vores politikere og finde en god strategi for de resterende træer. For beskyttelsen, plejen og bevarelsen. Takket være kommunen, er det nu kun dem, der kan redde de tre store og raske træer. Og dem skylder de byen.

Bliv ved med at skrive til dem, bed dem om at redde træerne der står i tryg afstand til byggeriet. De to yderste på den ene side og det yderste på den modsatte. Modstå spin og bortforklaringer, vi SKAL simpelthen have reddet de tre træer!


Carlsberg Byen 2014 vs. 2018, fra Miljøportalen.



Kontaktinfo på CSR ansvarlige hos hovedaktionærerne, de tre pensionskasser:

 
Tidligere indlæg om sagen:
TMU punkt 16 på dagsorden, referat

I medierne:
Formand for Danske Landskabsarkitekter Susanne Grunkin i Politiken Byrum, 23 januar 2020 ($):
 7 beskyttede træer forsvundet på mystisk vis ved Carlsberg Byen "er det Det Vild Vesten?". 

30.1.20

Det virker!

PFA har som hovedinvestor været de første til at tage kontakt til Carlsberg Byen, for at høre om man unødigt vil fælde raske træer. Og som svar får de en løgn. Det er uvirkeligt, det her. Carlsberg Byen har nu skiftet argument fra at de vil spare penge, til at træerne er syge.

Lad os lige få på det rene: træerne er ikke syge. Ud af de 18, er der nu kun 11 tilbage (ja, hovsa?). Ud af de 11 har de skåret og skadet 5 træer i forskellig grad. Men mindst 6 af de store træer, er stærke og raske og fyldt med liv og dyr. Her er en serie af de dejlige træer som de ser ud lige nu. Knopper på vej for måske sidste gang. De største og stærkeste træer står endda i afstand fra byggeriet, det er gratis at bevare dem!

(Sidste foto er mail adr. til de ansvarlige investorer i Carlsberg Byen, skriv, kæmp, red de dejlige træer!!!)

***** Er der en journalist til stede? *****




Tidligere indlæg om sagen:
TMU punkt 16 på dagsorden, referat

I medierne:
Formand for Danske Landskabsarkitekter Susanne Grunkin i Politiken Byrum, 23 januar 2020 ($):
 7 beskyttede træer forsvundet på mystisk vis ved Carlsberg Byen "er det Det Vild Vesten?". 

28.1.20

Svigt og handling!

Carlsberg Byen P/S har af kommunen fået et rungende ja, til fældning af den bevaringsværdige række af træer på Gl. Carlsberg Vej. Sådan kan Carlsberg Byen P/S nemlig spare omkostningen ved at pakke dem forsvarligt ind, når de bygger. For: A, B, C, F, Ø og Å. Kun DF stemte imod.

Et massivt svigt af byen og træerne, der er blandt de under 1000 i hele København, der overhovedet nyder den beskyttede titel af bevaringsværdig. For at blive det skal et træ skal leve op til strenge krav, og bevaringsværdig er det tætteste vi kommer en fredning. Man erstatter ikke bevaringsværdige træer.

Der er ingen hjælp at hente hos kommunen, men der alligevel håb endnu. For aktiemajoriteten af Carlsberg Byen P/S er ejet af danskerne selv, fordelt på de tre pensionskasser PFA, TopDanmark og PenSam. Alle har de en afdeling for CSR (Corporate Social Responsibility), og det er dem, vi skal have i tale.

Carlsberg Byen P/S
PFA er hovedaktionær (30%). Ejet af deres 1,3 millioner kunder, “en del af vores DNA er at bidrage til en positiv samfundsudvikling”.

TopDanmark (22,5 %) støtter FNs verdensmål, der også omfatter miljø. “Samfundsansvar er grundstenen i vores kerneforretning.”

PenSam (22,5 %) investerer for 400.000 danskere. “Vi ønsker at tage samfundsansvar og bidrage til at skabe et godt afkast på et ansvarligt grundlag.”

Mindst et af selskaberne var ikke klar over hvor grelt deres investering forvaltes i Carlsberg Byen. Som borger og som kunde er det ekstremt vigtigt at kontakte dem, og sige fra. Og bede specifikt om at man lader de 11 træer på Gl. Carlsberg Vej stå. Vi ved at de handler hurtigt, efter dispensationerne, så det skal gå stærkt.

Skriv eller ring til pensionskasserne, og del info med venner og familie der er kunder i PFA, TopDanmark og PenSam. Vi kan nå det endnu!

PS: Hvis man som borger vil gøre noget for at hjælpe kampen for byens træer, så er det lige nu og her. Tanken er ved at være tom, efter syv års kamp mod en kommunal kæmpeblæksprutte, der ikke bare fortsætter sine ødelæggelser men ligefrem eskalerer dem.

26.1.20

Sidste chance for Carlsbergs træer!

I morgen (d. 27 jan.) beslutter vores politikere om Carlsberg skal have dispensation til at fælde resten af de gamle træer på Gl. Carlsberg Vej. De har allerede fældet 7 af dem ulovligt, men beder altså om lov til at fælde resten af den bevaringsværdige trærække, for at spare omkostningen ved at skåne dem. Det er en på alle måder beskidt sag. Forvaltningen har manipuleret naboerne i høringsbrevet, og anbefalet at man lader hensynet til bygherren stå over byens og træernes.

Derfor lyder de tre høringssvar:
Metroselskabet: ingen bemærkninger.
Valby Lokaludvalg: synes at det virker som en god idé at skifte rækken ud med en ny.
Vesterbro Lokaludvalg: dårlig idé at fælde, men gør det bare alligevel da træerne er "skamferede".

Borgerne er rygende uenige! Alle opslag her og på lokaludvalgenes sider har været et råb om at bevare. Skriv til din politiker lige nu. Lad dem vide at de skal sige nej til Carlsberg i morgen. Det er sidste chance.

(Overblik over Carlsberg Byens grund. Så meget har de taget. Dyrelivet er fortrængt, biodiversiteten lider, det er ubegribeligt at de har fået lov.)


Tidligere indlæg om sagen:

TMU punkt 16 på dagsorden 27.1 2020

I medierne:
Formand for Danske Landskabsarkitekter Susanne Grunkin i Politiken Byrum, 23 januar 2020 ($):
 7 beskyttede træer forsvundet på mystisk vis ved Carlsberg Byen "er det Det Vild Vesten?". 

24.12.19

Årets julehilsen

En lille julehilsen fra træerne. Som traditionen byder, skal det være en god nyhed, og dem skal man altså grave dybt efter. Men her er en: flere borgere har skrevet med bekymring om et stort projekt på Bispebjerg Kirkegård, hvor man allerede har sat de onde fældeprikker på omkring 70 store og raske træer. Her skal nemlig gøres plads til en ny urnekirkegård. Det var lige op over, men vi nåede at få dem i tale, og fik en rundvisning i området. Sammen fandt vi frem til et kompromis, der sender planen tilbage på tegnebordet, hvor de vil se om de ikke kan tænke nogle flere af de eksisterende træer ind.

Så det gør virkelig en kæmpe forskel, at vi hjælpes om at holde øje, og holde hinanden informeret. Bliv ved! Det hjælper. Mere om sagen, når vi mødes igen sidst i januar. Rigtig god jul. ♥



24.11.19

Ulovlige fældninger og forfejlet forvaltning

Carlsberg og pensionskasserne har ulovligt fældet 7 træer i rækken på Gamle Carlsberg Vej, og nu bruges udtyndingen til at bagatellisere værdien af de resterende.

I høringsbrevet til Valby Lokaludvalg, går forvaltningen åbenlyst grundejers ærinde. Tydeligst at læse i deres formulering om, hvordan ansøger ved en dispensation, kan maksimere sin profit: “Ved at give grundejeren mulighed for at fælde træerne nu, undgås bekostelige hensyn til træerne under byggeaktivitet langs vejen.” Sort på hvidt.


Vi ser politikere gøre det samme. Men det er bare ikke kommunens opgave. Opgaven er at skåne borgerne mod spekulanter og sikre at lokalplaner respekteres. Det sidste har de også opgivet i denne sag, ved slet ikke at forholde sig til, at grundejer har forbrudt sig mod reglerne og allerede fældet 7 træer uden tilladelse. 


Træerne Carlsberg og pensionskasserne ønsker fældet, er bevaringsværdige. Det vil sige at de lever op til kommunens egne rigide kriterier, hvoraf flere skal være opfyldt samtidigt. Herunder at de har over 25 år tilbage i levetid. Men høringsbrevet formulerer det helt anderledes. Og når et magtfuldt apparat som kommunen siger, at den bedste løsning er at fælde alt og begynde forfra. Og ovenikøbet får det til at lyde som en gave. Så har de på forhånd sikret det høringssvar, de fik fra Valby Lokaludvalg.

Dispensationen er ikke politisk godkendt endnu.

Carlsberg Byen P/S er et selvstændigt selskab, der ejes af:
Carlsberg (25%),
PFA (30%),
Topdanmark (22,5%)
PenSam (22,5%).
Links:

19.2.19

Nordpolen og De Gamles By del 2, naturplejen

Naturplejen i Nørrebros gamle oase sejler. Der er intet samlet overblik, ingen plejeplan og ansvaret for området, er fordelt på flere forvaltninger. * Der fældes i flæng træer og nedlægges karaktergivende beplantning, også af ugyldige grunde og folk uden forstand på naturpleje. Ovenikøbet er den måde man vedligeholder naturen på, flere steder så direkte skadelig at træerne enten går ud, eller risikerer at udvikle sig til risikotræer.


Vores grønne gruppe for DGB, har i detaljer dokumenteret skaderne. Konsekvenserne af det manglende overblik og den ødelæggende drift. Vi har fået udarbejdet en rapport fra KU, der klart viser problemet. Men til trods for den omfattende og stærkt belastende dokumentation, afviser kommunen blankt behovet for, at lade naturplejen varetage af faglærte. Som foreslået, at lade opgaven overgå samlet til Teknik og Miljøforvaltningen. Det er der slet ikke behov for, mener man. At vanrøgte naturen og under forskellige påskud nedlægge den for befæstning, har jo også vist sig en effektiv måde at skabe attraktive byggegrunde på.

Der er behov for, at borgerne melder meget klart ud, at det stopper nu. At vi ønsker naturen i vores gamle oase behandlet med respekt, og i videst mulige omfang bevaret, i den nye helhedsplan.


Sådan her ser alle de unge træer ud i området. Slået ihjel med en plæneklipper, der effektivt har "ringet" dem, og forhindret at de kan sende vand op i kronen. Flere fotos i sæt på flickr her: Misligholdte træer.

*Det fremgik af det oprindelige indlæg, at det *alene* var ufaglærte der forestod driften i De Gamles By, det viser sig at der faktisk også er faglærte tilknyttet. Om ulykkerne er sket på deres vagt, vides ikke.

Links: 
Unødvendige fældninger langs Nordpolen 2013:
Hovsa-vedligeholdelse:
De Gamles By i dag, 27 feb. 2018

Træskadelig planlægning:
Livsfarlig administration, 26 sept. 2018

Man "åbner op"
Møllegade. (3 års kamp for et hjørne)

27.1.19

Nordpolen og De Gamles By, del 1

Nu går det løs. Kommunen er gået i gang med at byudvikle i Nørrebros grønne oase, De Gamles By. Det er nu at slaget står, og lige nu at vi skal have fredet de grønne arealer i helhedsplanen. Det er allerede besluttet, at bygge en trefaget skole og et diabetes center, begge med tilhørende parkering. P-kældre er dyre at anlægge, så der er en mulighed for at det bliver på terræn.

Forvaltningen
Økonomiforvaltningen har ansvaret for en del af den unikke natur, og det fremgår både af den hast de nedlægger den i, og den måde de behandler den på. Vores dyrebare natur optager attraktive byggegrunde. Man må vælge sine kampe, og lige nu er det Nordpolen. Sammen med Danmarks Naturfredningsforening Kbh, Miljøpunkt Nørrebro, Dansk Dendrologisk Forening og stærke lokale kræfter, har vi taget kampen op.

Nordpolen
Nordpolen er det vilde og frodige hjørne ud mod Tagensvej, og hjem for den magiske hvidtjørn, ældre end selve Nørrebro. I 2012 foretog biolog og borger Mogens Hansen en registrering af alle træerne i området. Kort efter fældede kommunen en hel række gamle træer langs Nordpolen, i forbindelse med udvidelsen af busbanen (en unødvendig manøvre, som senere indrømmet). Den tilstødende børnehave brændte ned, og man lod den tomme grund stå ubebygget. På samme tid bakkede man på den anden side en container plads ind, i den vilde natur. Salami metoden, som vi kender den.


I 2015 så området markant anderledes ud og man begyndte at omtale det som en byggegrund. Mogens Hansen kortlagde det igen og udfærdigede en rapport. Senest i december 2018 blev kortet igen opdateret, og alle træer registreret. Dokumentation på en rivende afvikling, og en mangelfuld naturpleje, med uoverskuelige konsekvenser for naturen, biodiversiteten og dyrelivet.

Helhedsplanen
Sidste år besluttede man i sidste øjeblik *ikke* at anlægge diabetes centeret på selve Nordpolen, men den er stadig i spil som byggegrund, sammen med resten af De Gamles By. Red Byens Træer er inviteret med i Følgegruppen for De Gamles By, og ved intro mødet lagde alle fremmødte vægt på, at naturen i området var vigtig. Ikke de friserede græsplæner, men den vilde natur, de afskærmede kroge og gamle træer.

Kampen er langvarig og omfattende med sin dokumentation, så den bliver delt op i bidder. Dette er del 1. Al dokumentation lægges løbende frem her på bloggen, så interesserede borgere, politikere og journalister kan danne sig et overblik. Første del indeholder dokument, optælling og kort fra 2012 og 2015, og registreringen fra dec. 2018.

Links: 

Unødvendige fældninger langs Nordpolen 2013:

Hovsa-vedligeholdelse:
De Gamles By i dag, 27 feb. 2018

Træskadelig planlægning:
Livsfarlig administration, 26 sept. 2018

Man "åbner op"
Møllegade. (3 års kamp for et hjørne)




26.9.18

Livsfarlig administration

Der pukles på højtryk i kulissen lige nu, for at forhindre massive ødelæggelser i De Gamles By. Sammen med Dansk Naturfredningsforening Kbh, Miljøpunkt Nørrebro, og andre stærke lokale kræfter, knokler vi for at begrænse både planlagte og aktuelle overgreb på naturen.
Det mest akutte er ubetinget de kæmpe træer, på en kommunal legeplads, hvor man har designet sig til, at slå træerne ihjel. For den store bøg, er løbet nok kørt, men det gamle egetræ står til at redde, med en øjeblikkelig indsats. Landets førende ekspert i risikotræer, har utvetydigt sagt, at man er i færd med at strangulere træet, og at det straks bør udbedres. Designet skaber et højrisikotræ, der uundgåeligt vil begæres fældet, før det når at gøre skade på børnene.

Økonomiforvaltningen, der har ansvaret for ulykken og muligheden for at afværge katastrofen, kan bare ikke få øje på problemet. En kommunal jurist, afviser en målrettet indsats med ordene: “..der er blevet udøvet tiltag i forbindelse med legepladsens etablering, som objektivt har forbedret forholdende for træerne. Disse tiltag er blevet foretaget under hensyntagen til træpolitikken og derfor vil der på nuværende tidspunkt ikke blive foretaget yderligere.”

Det bliver vi nu flere om at bestemme.



6.9.18

De Gamles By, oase eller byggefelt?

Vores politikere planlægger i disse dage, at bebygge De Gamles By med parkeringspladser, skole, erhverv og diabetescenter. Sidstnævnte endda på Nordpolen, den sidste rest af den gamle fælled, og hjem for den magiske gamle hvidtjørn, ældre end selve Nørrebro. Det vildeste, vi har. Det politiske flertal har enten ikke forstået, hvor vigtig historien og naturen er for byen, eller også er de bare ligeglade. 
Nørrebro er Københavns tættest befolkede bydel, og samtidig den absolutte bundskraber i m2 grønt pr borger. Roen, den vilde natur og de gamle træer, ses ikke som et helligt aktiv, men en attraktiv byggegrund. Nu giver det mening, hvorfor de unødigt har fældet så mange træer og “åbnet op” til byens oase på alle sider. En effektiv måde at minimere modstanden på, når tiden kom. 

De store beslutninger træffes bag skrivebordene i disse dage. Red Byens Træer vil i forening med byens grønne kræfter, kæmpe for at Nordpolen ikke bebygges, men skrives ind som et fredet område. Gruppen Forsvar De Gamles By, holder os opdateret på udviklingen, og det går stærkt lige nu.

Fotos af Nørrebros stamfader, den gamle hvidtjørn, der både har arme, ben, ansigt og en stærk personlighed.




6.7.18

Carlsberg vil fælde igen.

Carlsberg vil fælde igen. Denne gang alle de gamle platantræer på Vesterfælledvej. Formanden for Danske Landskabsarkitekter, Susanne Renée Grunkin, råber alarm: Kommunen bør respektere lokalplaner og de træer de selv har udnævnt som bevaringsværdige.

Adspurgt af Politiken, siger Niels Bjerrum (S) at lokalplaner kan ændres og titlen af bevaringsværdig er "en retning og en pejling" for bygherre. Og han kan ikke garantere, at den gamle trærække overlever byggeplanerne.

Men der er heller ingen der kan garantere, at de træer de planter i deres sted, vil overleve. Dertil er byen simpelthen blevet for tæt og presset. Som Grunkin siger: "Det er ikke alle træer, der kan overleve det, og derfor skal vi passe på de lidt ældre træer, der har vist, at de kan."

Borgerrepræsentationen og resten af landet, er taget på sommerferie. Men når de vender tilbage, har vi ikke glemt de gamle træer. Vi bør alle gøre alt for, at den gamle trærække bevares. Mere på den anden side, nyd pausen så længe...

https://politikenbyrum.dk/Nyheder/art6613484/Socialdemokratiet-og-Carlsberg-Byen-vil-ikke-garantere-bevaring-af-platantræer-på-Vesterfælledvej


Debatindlæg fra Danske Landskabsarkitekter: Har lokalplanerne mistet deres troværdighed? 

Flere blogindlæg om Carlsbergs ødelæggelser: her.

OPDATERET:

Niels E. Bjerrum, der er citeret i artiklen, har på Facebook lagt et svar, i kommentarfeltet på indlægget her. Copy/paste:

Kan godt se at dommen allerede er afsagt med sådan et opslag - men det er ikke rigtigt hvad der står! Jeg har ikke kaldt lokalplaner vejledende - men jeg har sagt - og er citeret for - at lokalplaner og politikker jo altid kan laves om af et flertal - det er jo spillereglerne i politik og i et demokrati!

Jeg har desuden kritiseret rammelokalplaner som styringsværktøj i udviklingsområder - da de er for lidt styrende udviklingsmæssigt over tid - det er jeg citeret for.

Og ift de konkrete træer - så bevare jeg dem meget gerne - naturligvis - men jeg har tilladt mig at sige, at det ikke er for en hver pris - in all fairness - og at der skal plantes 3 nye store træer for hvert andet der fælles - hvis det altså ender der (hvilket intet tyder på lige nu - men garantier er jo idiotisk og utroværdigt at arbejde med i et demokrati)!

Og så hopper jeg retur til ferie med min familie - god sommer allesammen


OPDATERET:

Nils Bjerrum følte sig fejlciteret, så teksten ud for hans navn, er rettet.