Showing posts with label Statens Naturhistoriske Museum. Show all posts
Showing posts with label Statens Naturhistoriske Museum. Show all posts

12.5.16

Katastrofe afværget

Så er der nyt i planen for udvidelsen af Statens Naturhistoriske Museum, på hjørnet af Øster Farimagsgade og Sølvgade. Rigtig mange borgere og lokale virksomheder nåede i sidste øjeblik at afgive høringssvar, med fokus på bevarelsen af den frodige forplads, og det har gjort en kæmpe forskel. 

Hvor det oprindelige udkast til forpladsen, var en flad, afgrønnet omgang, er der i den vedtagne lokalplan nu klare instrukser om at 5 ud af 7 bunkere skal tænkes ind i projektet, sammen med de gamle træer. Ved at bevare bunkerne, skåner man også træerne, hvis rødder er filtret ind i fundamentet. 

I materialet der nu er offentliggjort, og tilgængeligt online som pdf fil, kan man på side 14 læse om forpladsen. Der står blandt andet:

* De eksisterende træer skal bevares. 
* Hjørneafgrænsningen skal fortsat bestå af træer. 
* De eksisterende bunkere ved Sølvgade skal, med undtagelse af bunker 60 og 61, bevares. 

--------------------------------------------------------------- 

Så godt kæmpet, København! 


Udkastet til den barberede forplads, der fik alle alarmer til at ringe.



 Pladsen som den ser ud nu, i sommerhalvåret.


Udsnit af side 14, i den vedtagne lokalplan nr. 532, for Statens Naturhistoriske Museum. 


Udsnit af tegning 3, i den vedtagne lokalplan nr. 532, for Statens Naturhistoriske Museum.

Links:


25.1.16

Bolden, ingen har (høringssvar)

Så nåede vi deadline på høringssvar til Statens Naturhistoriske Museum, hvor forpladsen trues af den totale afskovning. Efter sidste indlæg, har så mange af jer skrevet så flotte høringssvar, at man helt får gåsehud. Og hvor var det godt, at vi fik gjort det. For det eneste Indre By Lokaludvalg havde at sige om træerne i deres høringssvar var: “Tænk de eksisterende træer ind i projektet.” Én sølle sætning fik træerne.

Træerne er bolden som alle tror, at alle har, og så ender den igen på gulvet. Hvis vi ikke havde fået vores svar med, havde træerne været usynlige. Det er da skræmmende? Når vi ved hvor højt borgerne vægter naturen i byen? Der er brug for en høj og klar stemme, der taler for træerne, og der er ikke længere råd til at tro på, at andre har bolden.

Hurra for borgere, der passer på byens træer. <3

Vores høringssvar:

Høringssvar på lokalplanforslag, Statens Naturhistoriske Museum.

Dette svar vedrører forpladsen til det nye Naturhistoriske Museum, hvor planerne stadig er så løst lagt, at alt angiveligt stadig kan ske. Men endnu en skitse uden træer, får alle alarmklokker til at ringe.

København er fattig på store, gamle træer, og fattig på vejtræer, generelt. Konstant fældes de for at gøre plads til det ene eller det andet projekt. Altid med et løfte om at erstatte hvad man tager. Men det kan man ikke.

Hvorfor træerne på forpladsen bør bevares:
Træerne hjælper os på så mange måder. De opsuger vand (jo større, jo mere), og aflaster både infrastruktur og kældre ved skybrud. De renser vores luft, lagrer CO2 og fanger en del af de farlige partikler, der årligt tager livet af 500 Københavnere. De dæmper larmen fra trafikken, virker fartdæmpende på bilister, og skaber tryghed for både fodgængerne og cyklister. De store træer begrænser også overophedning af byen. Træer giver borgerne ro i sjælen, vi bliver beviseligt lykkeligere af, at være i nærheden af natur og store træer.

Biodiversiteten har trange kår i København, og grønne korridorer afbrydes, når man nedlægger bynatur. Når man fælder gamle træer, forringer man også samtidig overlevelsesmulighederne for byens dyreliv. Erstatningstanken fungerer kun på papiret: En 100 gammel organisme, lader sig ikke genskabe i vores levetid.

Bunkerne:
En stor del af de gamle træer ved Naturhistorisk Museum er viklet ind i bunkeres fundament, det vil sige at bunkerne bør tænkes ind, i videst mulige udstrækning. Fjerner man bunkerne, ryger en stor del af den lille byskov også.

Skurbyen:
En del af forpladsen forventes at bruges som skurby til arbejderne. Her er kutyme at jævne hele området med jorden, og fælde alle træer, men vi har set nye måder at indrette sådanne områder på, hvor træerne får lov at blive stående. De minimale gener det måtte give, opvejes af den glæde træerne dagligt giver borgerne de næste 50+ år. Pak stammerne ind og giv træerne en chance for at overleve, hvor det overhovedet kan lade sig gøre. En sådan instruks bør indgå i den endelige tilladelse.
Link: eksempel fra Rigshospitalets byggeri/entreprenører Grontmij og MT Højgaard.

Glastilbygningen:
Den store glastilbygning er til fare for fuglene. Erfaringerne fra et tilsvarende design ved det Naturhistoriske Museum i Los Angeles (vedhæftet link), viser at det er en (døds)magnet for de fugle, som området netop prøver at tiltrække. Fuglene kan ikke skelne glas fra luft, og flyver direkte i døden. Alene i USA dør mellem 100 millioner og 1 milliard fugle om året, ved at flyve ind i glasfacader. Kender vi de tilsvarende tal i København/DK? Det bør undersøges, og der bør træffes forebyggende foranstaltninger. Link: Natural History Museum not for the birds.

Endelig er det håbet, at kommune og bygherre vil tage ved lære af skrækeksemplet ved Statens Museum for Kunst, på modsatte hjørne (vedhæftet før/efter satellit foto). 


Tabet af det frodige, grønne hjørne, er noget Københavnerne stadig taler om med sorg i hjertet. Det må simpelthen ikke gentage sig her. Bevar træerne og byens resterende natur.

med venlig hilsen
Sandra Høj
Red Byens Træer

******
Link overblik:

21.1.16

Potentiel katastrofe lurer

Statens Naturhistoriske Museum, på hjørnet af Øster Farimagsgade og Sølvgade, skal udvides. Tirsdag var der borgermøde, hvor projektet blev fremlagt med en efterfølgende spørgerunde.

Arkitekten havde en masse at sige om den del af projektet der bygges i haven bagved, men intet om forpladsen, med bunker-bakkelandskabet og sin frodige skov af store, gamle træer. På tegningen af forpladsen, er alt barberet væk. Jeg spurgte arkitekten hvad planen er, og fik til svar at den del ikke er færdiggjort endnu. Men der skal med sikkerhed anlægges lidt over 150 cykel parkeringspladser. Vi skal dog ikke fortvivle, forsikrede han mig, for hvis de fælder de gamle træer, genplanter de selvfølgelig.

Og så ved vi allerede hvor det bærer hen. Man behøver bare at se over på modsatte hjørne, og det skambarberede Statens Museum for Kunst...

Spørgerunden blandt de fremmødte var en beskæmmende, parkeringsfikseret omgang. Træerne var kun en fodnote. Ingen står frem og kæmper for dem, og derfor er der heller ingen på det niveau, der overhovedet har dem med i beregningerne. Kan vi ikke blive bedre til at råbe op? Alle sammen? Det er alvor, det her. Vi mister vores uerstattelige gadetræer i en svimlende fart.

Bunkerne på forpladsen bruges som øvelokaler, og der er en bevægelse i gang for at bevare dem, og tænke dem ind i projektet. Den støtter vi selvfølgelig, for uden bunkerne ryger størstedelen af træere også, da deres rødder er filtret ind i fundamentet. Det kan være at man ikke kan bevare alle bunkere og træer, men nogen må tænkes ind. Det må vi insistere på.

Høringsfristen udløber lige om lidt (d. 25 januar). Både vi og Lokaludvalg Indre By vil i vores respektive høringssvar understrege træernes store betydning. Alle kan skrive på portalen, gør det endelig. Fortæl dem, at vi prioriterer andet end parkeringspladser. De har ikke besluttet skrækscenariet nedenfor endeligt endnu, lad os kæmpe for, at de besinder sig!

 Sommer 2015 vs. arkitektens vision. 

Fotos af den truede oase, fra en frodig august dag sidste år: 




 

Udsnit af to lysbilleder fra præsentationen. Forpladsens bevaringsværdige træer optalt (14 stk). Og ovenpå dem (?), cykelparkering.

Link overblik: