26.11.14

Der afgrønnes

Noget af det bedste ved Red Byens Træer, er at vi som borgere har en måde at holde hinanden opdateret på. Vi får et fantastisk overblik over hvad der sker i byen, hvor og hvor meget der fældes, og hvor grelt det står til med saltskader m.m. 

 I dag er der post fra Anders Kristensen, der skriver:

Nu hives de sidste træer op på Teglholmen i dag den 26.nov. Det foregår på Teglholmsgade lige over for nr. 28. Alle træerne ville uden tvivl kunne flyttes og overleve.

Der skal opføres nogle boliger på et grønt område hvor der står en del birketræer og andre træer som jeg ikke kender navnet på.
Det er ikke gamle træer, men alligevel synd de bare bliver trukket op med rod.


Google streetview afslører, at det er den sidste grønne plet i området. Hvorfor er der ikke et minimumskrav til grønne arealer i beboelsesområder? Vi ser jo ex. det nye Nordhavn, barberet for grønt. Når et grønt areal først er inddraget til andet formål, kommer det aldrig tilbage. Der foregår en systematisk afgrønning af vores by, og det er vigtigt at vi får sat ord og billeder på.








Fotos: Anders Kristensen og Google streetview.