Showing posts with label træpolitik. Show all posts
Showing posts with label træpolitik. Show all posts

1.2.20

PFA Pension, TopDanmark, PenSam, ansvar udbedes!

Her er status på Carlsberg Byens række af bevaringsværdige træer, som TMU i mandags gav dispensation til at fælde, for at spare grundejer omkostningen ved beskyttelsen. Borgerne er i oprør, hvordan kan et nærmest enstemmigt TMU godkende endnu flere ødelæggelser i det område? Og på det grundlag? Hæng i, det er lidt tørt men meget vigtigt.

Politikerne
Vi har hørt fra politikerne, der forklarer at de har truffet beslutningen af frygt for Carlsberg Byen. I den forstand, at Carlsberg Byen har vist hvor villige de er til at smadre beskyttede træer, og hvordan et påfaldende højt antal af dem (19), er forsvundet sporløst fra området. Politikerne har fået at vide af forvaltningen, at alle 11 træer var dødsdømte, og på den baggrund føler de at de har truffet den rette beslutning. Den eneste måde at betinge sig, at der genrejses træer og på den måde undgå at “Carlsberg ville være sluppet afsted med at fælde og skamfere hele trærækken til døde.” Det tangerer afpresning.

Forvaltningen
Forvaltningen (altså kommunen) har fra start haft dette mål for øje. At give grundejeren lov til at fælde, for at optimere sin profit. Man har endda brugt det som et argument i høringsbrevet til naboerne, hvor man også har talt træerne ned og erstatningsmodellen op, og anbefalet et klart ja til dispensationen. De to lokaludvalg Vesterbro og Valby, har uden de rette forudsætninger føjet kommunens ønske. Forvaltningen (kommunen) har med sin anbefaling ikke efterlevet hverken biodiversitets strategien eller træpolitikken, i hvilken man “forpligter sig til altid at passe på, og som hovedregel, at bevare eksisterende træer i København”. Man har tjent bygherren og ikke byen.

https://www.valbylokaludvalg.kk.dk/wp-content/uploads/2019/11/H%C3%B8ringsbrev-f%C3%A6ldning-af-tr%C3%A6r%C3%A6kke-gamle-carlsberg-vej.pdf


Forstpatologen
Red Byens Træer har spurgt en uvildig fagperson med speciale i risikotræer, om træernes tilstand. Forstpatologen deler forvaltningens vurdering af rækken bag hegnet. De har fået så mange hug, og er blevet yderligere svækket med tørken oveni, at det ikke er realistisk at kæmpe for dem. Til gengæld er der dyb undren over, at man blander tre store og stærke vejtræer ind i det regnestykke. De står i afstand til byggeriet og er fuldt ud levedygtige. Vi bakkes op i, at det er dem vi skal kæmpe for.



De to store i sikker afstand til byggeriet i den ene ende.


Det store og levedygtige i sikker afstand til byggeriet, i den modsatte ende.


Ingen af træerne er syge. Det var de heller ikke i 2017, da man søgte om dispensation første gang. Men dengang var et flertal af dem ikke mishandlede og udtørrede oveni. Det er de så nu.

Carlsberg Byen
Carlsberg Byen kører spin i højeste gear. De afleder opmærksomheden fra det væsentlige, lyver raske træer syge, lyver om at der er masser af grønne åndehuller i deres bydel, taler om uvæsentlige detaljer som hvad hestekastanjer kan risikere at fejle, og hvad de vil genplante med i stedet. De minder om at dispensationen er blåstemplet af Vesterbro og Valby Lokaludvalg. De lyver overfor kommunen, når de siger at de ikke ved hvad der er sket med de 19 træer, der sporløst er forsvundet i deres varetægt. Og ikke mindst lyver de overfor deres hovedinvestorer, ved at påstå at alle træerne er syge og derfor skal skiftes ud.

PFA Pension, TopDanmark og PenSam,
Hovedinvestorerne nægter at forholde sig til, at Carlsberg Byen lyver, og henviser fortsat alle deres bekymrede kunder, til Carlsberg Byens spin maskineri. Så længe de kan påstå at de ikke ved bedre, kan de nemlig fortsætte med at bryste sig af CSR og kalde sig samfundsansvarlige. Men ansvar er ikke noget man fralægger sig. Det er på tide at ejerkredsen går i rette med Carlsberg Byen. Og de bør sætte sig ned med vores politikere og finde en god strategi for de resterende træer. For beskyttelsen, plejen og bevarelsen. Takket være kommunen, er det nu kun dem, der kan redde de tre store og raske træer. Og dem skylder de byen.

Bliv ved med at skrive til dem, bed dem om at redde træerne der står i tryg afstand til byggeriet. De to yderste på den ene side og det yderste på den modsatte. Modstå spin og bortforklaringer, vi SKAL simpelthen have reddet de tre træer!


Carlsberg Byen 2014 vs. 2018, fra Miljøportalen.



Kontaktinfo på CSR ansvarlige hos hovedaktionærerne, de tre pensionskasser:

 
Tidligere indlæg om sagen:
TMU punkt 16 på dagsorden, referat

I medierne:
Formand for Danske Landskabsarkitekter Susanne Grunkin i Politiken Byrum, 23 januar 2020 ($):
 7 beskyttede træer forsvundet på mystisk vis ved Carlsberg Byen "er det Det Vild Vesten?". 

28.9.18

Præcis sådan, København!

Frederiksberg viser os igen, hvor enkelt det kan gøres, med en handlingsplan, til opfølgning på kommunens træpolitik, 2018-2023. Indsats, opfølgning, midler. Ikke så meget plap. I modsætning til Københavns Kommune, der trods grønne løfter, ikke har sat en krone af i budgettet, til vores eksisterende træer, har Frederiksberg øremærket betydelige midler til pleje af samme. Og de har en plan, der er nøje redegjort for. 
 
Den indebærer blandt andet:
* At forvaltningen stiller krav til entreprenører, som skal udføre arbejde i nærheden af træer om at overholde en række retningslinjer for at beskytte træet.
* Samlet digital registrering af bevaringsværdige private træer over 25 år i kommunen.
* Temalokalplan (!), der på tværs af skel og nabogrænser gør beskyttelsen gældende for samtlige træer i kommunen.
* Opkvalificering af driftsmedarbejdere.
* Beskyttelse af træer både over og under jorden.
* Oplysning om glatførebekæmpelse/forbud mod salt.

Og den bliver ved. Og det er så fantastisk. Hatten af for vores dejlige og ægte grønne nabo, og god weekend til alle.


Link til den fantastiske plan her.


16.9.17

0 kr. Igen.

Vores borgerrepræsentanter for København har netop fordelt 3,7 milliarder kroner i budgettet for 2018. Og hvor meget blev der sat af, til byens plagede vejtræer? 0 kr. Igen.

Alle partier går ind til budgetforhandlingerne, med deres mærkesager. Om det er cykler, parkering, erhverv, ældre eller børn. De glemmer fuldstændig, at det vi alle har tilfælles, er byens natur. Og de svigter deres opgave, med uoverskuelige konsekvenser for byens grønne infrastruktur. Et svigt der rækker langt ind, i de næste mange generationer.

Der mangler ressourcer til et bedre opsyn med vejtræerne. Flere hænder og øjne. Træerne skal kortlægges. Der skal investeres i mere af det alternative tø-middel kaliumformiat, før saltet slår alle vores vejtræer ihjel. Leveforhold for eksisterende træer skal udbedres (der er både vilje og vej, men ingen midler), og de ældste, mest plagede træer har akut brug for ekstra pleje. Udsatte vejtræer skal beskyttes, som man ser det i andre storbyer. Listen er lang.

Men vejtræerne og byens eksisterende natur er trods en ny træpolitik, stadig usynlig i budgetterne. Ikke engang de allermest nødvendige tiltag, sættes der midler af til. Heriblandt søernes plagede kastanjetræer, der endnu engang blev sprunget over, trods det at situationen nu er så kritisk, at den er uforsvarlig at ignorere (den tager vi lige i et særskilt kapitel).

I den “grønne” del af budgettet fremgår det, at der alene til renhold, festhåndtering og pæne toiletter, er sat over 40 millioner kr ekstra af. Renhold trumfer byens træer og bynatur i en grad, så man sætter gartnerne (!) til at rydde op i indre by. De fjernes simpelthen fra opgaven, de er uddannet i og ansat til. Til gengæld flytter man så ledige renholdsfolk over i naturplejen. Hvor de her kan foretage uoprettelige ødelæggelser, fordi de ikke har det faglige fundament. Sådan prioriterer man i vores by.

Kan vi ikke blive enige om, at udbede os en stramning her, af vores nye borgerrepræsentation i 2018?


Den "grønne" del.

Links:

8.7.17

Den gamle platan og den onde regning

De fleste er nok med, men for en god ordens skyld skæres den hermed i pap: sagen om den unødige fældning af den gamle platan på Nørrebro, er meget større end ét træ og én regning. Den er løftestang til en praksisændring, til bedre beskyttelse af byens gamle træer på privat grund.

Beslutningen om at betale for udsættelse af den unødvendige fældning, blev nok truffet på stedet, men den var ikke forhastet. Det var det eneste rigtige at gøre, med baggrund i:

1. Der findes et farbart alternativ, der kan løse problemet uden fældning. (Strømpeforing. Et hurtigt overslag fra en kloakmester viste, at det ikke var voldsomt meget dyrere end en fældning.)

2. Der var modstridende informationer på dagen, der indikerede at man havde misforstået kommunens holdning. (Fældning er hverken anbefalet, påbudt eller ønsket).

3. Træet stadig var levedygtigt, i tilfælde af at man valgte en anden kurs.

4. At grundejeren ikke ville tage stilling på stedet, men henviste til sine investorer FH Management.

At FH Management derpå valgte at overhøre den indtrængende bøn fra borgerne, og ignorerede den skånsomme løsning, med forslag om at finansiere differencen, udstiller et af byens største problemer for de gamle træer: at deres skæbne på privat grund alene er overladt til folk, der profiterer på at fælde dem.

Fakturaen er et æresbevis. Den er borgernes klare budskab til vores politikere om, at passe bedre på byens gamle træer. Så de kan fælde den gamle platan. Men dens skæbne skal være det eksempel, der hives frem igen og igen, til vi ser en ændring i praksis. Hvor gamle træer på privat grund beskyttes, og tegnes ind i lokalplanerne.

CC Morten Kabell, Mette Annellie Rasmussen, Tommy Petersen, Karen Melchior, Ninna Hedeager Olsen, Niko Grünfeld, Alternativet København, Lars Weiss, Frank Jensen.

(PS! Skriv handle i kommentarfeltet på de udeladte relevante politikere, så de kan tilføjes dette opråb)

Video skudt af en nabo på den forfærdelige dag, der viser hvor prægtig kronen var, og kan blive med tid igen.




Tidligere indlæg om den gamle platan, med de nyeste øverst:  


2.5.16

Nu er det nu!

I dag er et forslag til en samlet træpolitik for København, til politisk vedtagelse. Det er intet mindre end en milepæl for byens træer og de foreninger, borgere og politikere, der har kæmpet side om side for at få træerne på dagsordenen.

De fem hovedpunkter er:
1. Eksisterende træer i København skal som hovedregel bevares.
2. Særligt værdifulde træer i København skal udpeges og bevares.
3. Der skal plantes flere træer i København.
4. Der skal sikres gode vækstvilkår for både nye og eksisterende træer i København.
5. Der skal sikres et varieret artsvalg.

Flere steder understreges nødvendigheden af et trækort, det store overblik over byens træer. Det skal vi også snart tale mere om..

Alle krydser fingre for at den vedtages. Det ville være så fantastisk!


(Reddede træer på bunkerne ved Dr. Louises Bro)

OPDATERING:
Så er der netop kommet en opdatering fra en af forslagsstillerne Tommy Petersen (B): træpolitikken er vedtaget!

Hurra, hurra, hurra!

Links:

5.4.16

Kalder alle øjne

Der er mange gode grunde til at holde øje med vores træer, råbe alarm og følge sagerne tæt. Først og fremmest gælder det selvfølgelig om at redde, hvad reddes kan. Dernæst er det vigtigt at få belyst hvor det går galt og give bud på hvor man kan sætte ind, så det ikke gentager sig.

Hvad kan vi selv gøre?
Af alle byens træer, er dem langs vejene de mest udsatte, men da det er også dem vi ser hver dag, er det oplagt at vi som borgere hjælper til med at passe på dem. Vi kan holde et vågent øje med dem, og anmelde problemer til vores lokale parkforvalter.

Der er flere gode eksempler på, at den slags henvendelser har gjort en øjeblikkelig forskel (dem tager vi en anden gang), men der er også sager, der udstiller større problemer. Sådan et sindssygt frustrererende tilfælde har vi lige nu, med et stakkels udsat vejtræ på Blegdamsvej, lige ved Sankt Hans Torv. Her er man i gang med at istandsætte en hel ejendom, og der er en konstant aflæsning af store og tunge leverancer.

Den 9 marts blev hele den ene side af træet, i første sals højde, flået op. Flere grene blev skrabet slemt, nogle revet helt af, mens en stor gren blev efterlandt dinglende, bristefærdig af nye forårsberedte skud. Jeg anmeldte skaden til parkforvaltningen, med fotos og kontaktinfo på den byggeansvarlige, og en beskæring blev bestilt. Fik jeg at vide.


Hvor hensynsløst har man lov at opføre sig? Der skal virkelig noget til, for at få et træ til at se sådan ud.


Afvredet forårsklar gren. Ak.

Men her 4 uger senere, er der stadig intet sket. Udover at nogen har flået den store, dinglende gren af i en nedadgående bevægelse, og dermed gjort såret større, og sværere at beskære. Man fristes til at starte en indsamling, og få løst opgaven selv, men da træet er kommunens ejendom, må ingen andre røre det.


Der er bred enighed blandt trækyndige om, at en skade skal beskæres så hurtigt som muligt. Her formuleret af en anlægsgartner: “..der bør omgående gribes ind med beskæring, reparation af opbinding og evt. afskærmning.” Kommunens egne folk, mener dog ikke at det er en hastesag, entreprenøren er bestilt, så det bliver gjort. På et tidspunkt. Vi kan genkende tempoet fra det Rockwool påkørte træ ved søerne, hvor det tog tre rykkere og seks uger at få behandlet den voldsomme skade.

Træet på Blegdamsvej skulle have jo have været tilset forlængst. Alene hvis den dinglende gren straks havde været beskåret rent, havde skaden i dag været mindre. Fordi nogen har trukket den af, er der nu et stort og ujævnt sår, med en større overflade, der gør det mere modtageligt for svamp og råd.

Hvad kan gøres bedre?
Hensynsløs omgang med træer, skal have en konsekvens. Det er et oplagt punkt, til den kommende træpolitik. Og så bør kommunen have et akut-team, der tager sig af den slags opståede skader, og lignende sager der kræver en hurtig indsats. Det kan ikke passe, at åbne sår og store afvredede grene skal hænge og dingle i vinden i ugevis, i afventen på en entreprenør. Det er bare ikke godt nok! Derudover skal vejtræer på de mest udsatte positioner, have et trafikværn, som det er praksis i andre europæiske storbyer, og endda på Frederiksberg.


Inspiration til København: Et godt Pariser værn.


Vores udsatte, ubeskyttede træ på Blegdamsvej.

Ser du skadede træer på din vej, så sig endelig til. Hvis vi alle sammen holder øje med vores træer, kan vi gøre en forskel. Kontaktinfo på Københavns parkforvaltere findes her (link), de træer der er dine, må du selv vælge.

18.3.16

Hug you very much

Det forlyder nu fra TM borgmester Kabell, at vores Træpolitik er udsat til en gang før sommerferien. Vild jubelfest altså aflyst d. 29 marts, vi tager den på en græsplæne under et stort bytræ til sommer. Skal vi ikke det?

Indtil da gør vi som August Keil foreslog, på Stauning monumentet allerede i 1964: 


Hug you very much. : )


4.3.16

Borgerne er blevet hørt og København får en træpolitik

Hvad gør kommunen helt præcist for byens træer? Sker der noget? Jeg spurgte vores træ borgmester Morten Kabell om han kunne tænke sig at opdatere os på sagen, og det ville han gerne. Vi satte os ned med Jon Pape, chef i Byens Drift, der har styr på alt det praktiske.

Vi bekymrer os primært om byens gadetræer, der har svære overlevelsesbetingelser, og vores fokus er på at bedre dem. De største fjender er salt, trængsel, anlæg og byggeri, med utilstrækkelig planlægning. Til mødet fik borgmesteren overrakt en oversigt over de værste synder, med mulige løsninger, og et enkelt konkret forslag.

(Hvis du ikke orker at læse det hele, så bare spol ned til de sidste to linjer)

Bygge og anlæg
Forslag: at kommunen nedsætter et træbeskyttelse-team, der tager ud på byggepladser og forbereder træerne, før entreprenøren går i gang. Folk der ved hvordan man afskærmer korrekt, så der ikke opstår unødvendige og uoprettelige skader på træerne.
Svar: De synes de umiddelbart lød som en god ide, som de ville undersøge nærmere.

Salt
Så er der salt, den helt store dræber. Hvad gør kommunen her?
Der er afsat midler til at bruge det mere skånsomme kaliumformiat, i de grønne områder, men der er ikke fundet penge til resten af byen. Der bliver borgerne nødt til at hjælpe med at presse på, og fortælle vores politikere at det er sådan vi skal prioritere. Mere om det senere.

Strategi
Kommunen har netop lavet en tiårig Strategi for Bynatur i København. Den har til opgave at sikre og øge biodiversiteten i byens natur. En hensigtserklæring med nogle langsigtede mål, men altså ikke en konkret handlingsplan. “Hensigter er fine, men hvor er handlingen?” spurgte jeg. Handlingen sker ikke uden en forudgående strategi, var svaret. Det er en ordentlig moppedreng (link til pdf), der primært omhandler parkområder, med input fra alle naturens beskyttere, og spækket med vigtige pointer.

100.000 nye træer
Fra vandrehistorie til virkelighed. Der er vedtaget en målsætning om at plante 100.000 nye træer i København, i løbet af de næste ti år. Det er godt med flere træer. Bekymringen er selvfølgelig om de bliver en blåstempling af at fælde de eksisterende, og dernæst om de overhovedet vil overleve? Og hvor vil man klemme dem ind? Der er hørt tale om, at placere dem i yderområder og eksisterende grønne områder. Missionen kun bekræftet: Vi må af alle kræfter værne om hvert gadetræ, vi har tilbage. 

Borgernes påvirkning
Kommunen har justeret sine kriterier for fældning af træer, på baggrund af borgernes kraftige reaktioner, når der fældes. Man har simpelthen ikke før været bevidst om, hvor mange følelser der er involveret i de gamle træer. Hvor man for ikke så længe siden (under gældene kriterier) ville fælde et træ der måske havde under 20 år tilbage at leve i, tager man nu højde for “herlighedsværdien”, sagde Jon Pape.

Og så den helt store: København får en træpolitik!

Træpolitik
Nu sker det simpelthen: København får sin første træpolitik, der offentliggøres den 29 marts 2016. Det bliver så spændende at se hvad den indeholder, og hvor bindende den bliver. Vi skal selvfølgelig også holde et skarpt øje med, om den overholdes (det stopper aldrig).

En træpolitik er især vigtig fordi de forskellige forvaltninger indimellem har indbyrdes modstridende interesser, der ofte går ud over træerne. Med klart udstukne retningsliner, har man langt bedre mulighed for at værne om dem. Det er så godt!

Hvad har vi lært?
Det nytter at engagere sig. Borgerne er blevet bedre til at larme når træerne trues, og det har gjort en kæmpe forskel i forvaltningen af byens træer. Vi skal bare blive ved: Fuld kraft frem!


Forårskriller på Assistensen

♥

Links:

1.11.15

Red Byens Træer i Natursyn på P1

Red Byens Træer får taletid på DR P1 radio i morgen, i det dejlige dokumentar program Natursyn. Det sendes kl. 13.03, og bliver efterfølgende tilgængeligt som podcast. Vi tog en god, lang gåtur med vært Dorte Dalgaard, og hilste både på truede, pinte og reddede træer.


Introduceret på P1s facebookside med disse ord:

Her kan du se ’Dametræet’. Et seks etager højt, raskt tempeltræ (Ginkgo biloba) på cirka 154 år, der står midt i København. Det er i fare for at blive fældet, men det må ikke ske, hvis du spørger Sandra Høj (t.v.) og Jennie Kaae Ferrara. For godt tre år siden stiftede de borgergruppen Red Byens Træer og begyndte aktivt at modsætte sig, at gamle, sunde træer fældes uden anden grund end, at de er i vejen for nye tiltag i hovedstadens byrum. De håber, at deres arbejde vil inspirere borgere i andre byer til at passe på deres bynatur, for det mener de, at der er et stort behov for. Du kan høre et portræt af træaktivisterne i NATURSYN, mandag kl. 13.03

OPDATERING:

Så er der link til P1's Natursyn, i Red Byens Træer udgaven: her.

28.10.15

Carlsbergs ødelæggelser

Ødelæggelserne på Carlsberg grunden er ubærlige, selv Klatreskoven fældes. Lorry havde et indslag om det i går, hvor vores lokalpolitikere taler om træpolitik, og erkender at der ikke har været nok fokus på at bevare byens gamle træer. 

En god lokalplan havde betinget bygherre at bevare flere af de gamle træer, og lade et sted som Klatreskoven bestå. Her er inspiration at hente fra San Francisco, med POPOS (privately owned public open spaces), der kun giver tilladelse til byggeri, hvis der stilles offentligt tilgængelige, grønne arealer til rådighed.

http://www.tv2lorry.dk/arkiv/2015/10/27?video_id=108124

Her er et skærmskud om POPOS og et link til mere: her. 

Vi skal have tænkt de gamle træer vi har tilbage, ind i byens planlægning. Det haster!

Links:

8.10.15

Hvem, hvor, hvorfor? Mening søges!

En borger alarm er gået ind. Anslået 10 store træer er netop fældede, og de er ikke færdige endnu. 

Hvor? På hjørnet af Nørre Alle og Tagensvej, hvor partikelforureningen voldsomt overstiger grænseværdien. På modsatte hjørne af, hvor kommunen fældede en række 80 årige lindetræer.

Hvem? (hold nu fast) Det Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakultetsbibliotek. 

Hvorfor? For at lave cykelparkering (!?).

Ingen af disse svar giver mening. Det er helt sort. Og hvis de her folk ikke engang fatter alvoren, og omfanget af den partikelforurening, der nu øjeblikkeligt stiger endnu mere, hvem gør så? København er en lille skov af magnolie- og æbletræer fattigere. Igen noget, en træpolitik kunne have forhindret. Nogen med det større overblik, kunne for eksempel have set på iltmålinger i området, og lagt to og to sammen. Det er jo ikke raketvidenskab. Det er Natur- og Sundhedsvidenskab. Vent..










Read this post in English here. 
 

11.8.15

Et høringssvar for byens natur

Strategi for bynatur i København.

Kommunen har lavet en tiårig strategi for bynatur (link til pdf), med fine ord som tema, pejlemærker og handlingsorienteret indsats. Den er lige nu i høring, og alle med kommentarer og gode forslag til byens natur, har muligheden for at dele dem på høringsportalen, indtil den 28 august.

Det bliver spændende at se om de lytter, og tager nogle af vores ideer til sig. De har fået hele armen. Læs Red Byens Træer's høringssvar på kommunens portal, eller se den herunder. Du kan bidrage med dit eget her: bliv hørt.

Høringssvar vedr. Strategi for bynatur i København.

Indsendt af: Sandra Høj , Red Byens Træer
Dato: 10.08.15

Jeg har brugt de sidste par år på at følge, forstå og identificere de alvorligste problemer for byens natur, med fokus på byens vejtræer. I den forbindelse har jeg talt med alt fra entreprenører, arbejdsmænd og projektledere, til biologer og parkforvaltere. Følgende er punkter, der kritisk trænger til at blive adresseret. Hvis det har interesse, står jeg gerne til rådighed for uddybelse.

TRÆER VED GADER OG VEJE

Vejtræer bør have værn mod trafikken, i form af jern. Barkskaden på et påkørt træ, er et åbent sår, og en invitation til råd og svamp, der på sigt betyder at store dele af træet går ud, taber grene, og efterfølgende må fældes. En bilist vil i højere grad vogte sig for jern, end træ, når der navigeres. Forbillede: Frederiksberg. (Vedhæftet eksempel fra Paris, foto A)


Foto A, vejværn Paris.

Vejvæsen må ophøre med at asfaltere helt op til stammen, det får træet til at gå ud. En bedre dialog med parkforvaltningen er ønskelig. (Vedhæftet 2 fotos fra Nørre Voldgade, B & C)


Foto B, Nørre Voldgade asfaltering.


Foto C, Nørre Voldgade asfaltering.

Vejvæsen må i planlægningsfasen indskærpes (forpligtes til) at bevare eksisterende og indtænke nye træer. (Vedhæftet foto af 80 år gamle lindetræer hugget unødigt ned, på Tagensvej i forbindelse med projekt “Bedre Bus”, foto D)


Foto D, skamfældning Tagensvej.

Vejsalt er den store dræber. Der skal afsættes midler til afskærmning af vejtræer mod salt, og allerhelst findes et alternativ (se under Træpolitik/Berlin). Det haster. (Vedhæftet foto af saltskadede træer på Sankt Hans Torv, foto E)(Vedhæftet foto skridsikkert, tilsneet fortorv i Berlin, foto F)


Foto E, saltskadet træ på Sankt Hans Torv.


Foto F, skridsikkert, tilsneet fortorv i Berlin.

Beskadigelse af offentlige træer skal straffes. Vi ser utallige eksempler på, at byens træer påkøres og skades, uden at det har nogen konsekvens. Byen bør sende et klart signal om, at træernes sundhedstilstand tages alvorligt. (Eksempel: lastvogn tager cykelstien, og smadrer et stort træ, der efterfølgende angribes af skimmelsvamp, og står med åbent sår i 6 uger, før det beskæres. Det havde ingen konsekvens. Beskrevet her)

BYGGE OG ANLÆG

Ved anlægsarbejde og byggeri bør der instrueres i hvordan træerne beskyttes. Drypzonen (området lige under kronen) skal være fri, og der må ikke lænes ting op ad stammen. Lige nu er der ikke fastlagt særlige regler, og de entreprenører jeg har talt med, er frustrerede over at den ene bruger mængder af energi på at bevare og beskytte træer på byggepladser, blot for at se dem fældet når den næste tager over. Klare regler og håndhævelse deraf, efterlyses. (Vedhæftet foto af skånet træ ved Rigshospitalet byggeri, og foto af ubeskyttet træ på byggeplads, foto G og H)


Foto G, beskyttet træ på entreprenørens eget initiativ.


Foto H, ubeskyttet træ på byggeplads.

Ved kommunale projekter, bør det betinges, at eksisterende bevaringsværdige træer i videst mulige omfang tænkes ind i oplægget fra start, og ikke blot erstattes. Også selvom det er en meromkostning.

Private skal ikke uden særlig tilladelse kunne fælde gamle træer i byen, for at lave ex. parkeringspladser. Det kan forhindres ved at træer i langt højere grad nævnes i lokalplaner og byplanvedtægter. Forbillede: Frederiksberg. Se under Træpolitik.

Amsterdam har i samarbejde med parkfolk udviklet en særlig belægning til cykelstier, der er som en drøm at køre på, og samtidig skånsom mod træernes rødder. Ligesom den er mere fleksibel og mindre porøs end almindelig asfalt. (kontakt til relevante personer kan formidles)(vedhæftet hel- plus nærfoto af trævenlig belægning fra Amsterdam, foto I og J)


 Foto I, Rod- og cykelvenlig cykelsti belægning.


Foto J, Nærfoto rod- og cykelvenlig cykelsti belægning.

BYPLANLÆGNING

Der skal være en forståelse for at “åndehuller”, lommer mellem huse, og evt. offentligt utilgængelige, grønne områder (som børnehaver og genbrugsstation, og en ubebygget grund mellem to huse), ikke er uudnyttede arealer. Byens Udvikling er hurtig til at se disse steder som udviklingsmodne, fordi de ikke anerkender deres store værdi og betydning for borgerne. Åndehuller er belægningsfri zoner, hvor træer og natur får lov at blive stående. Deres funktion er blandt andet at nedbringe temperaturen, bevare biodiversitet, aflede regnvand, rense luften og jorden, fange skadelige partikler fra trafik, dæmpe støj og skabe ro og livskvalitet for borgerne. (Vedhæftet aktuelt eksempel på et truet åndehul i Nansensgade, foto K)


Foto K, Nansensgade åndehul.

Bydele burde opdeles i zoner, hvor bydele med meget lidt natur, skal behandles ekstra nænsomt når man planlægger. Der burde være en bundgrænse for natur pr. m2. Kommunen har selv foretaget opmålinger i 2009, og har dermed allerede overblik over de mest udsatte områder. (Vedhæftet måltal af natur i m2, pr bydel, foto L)

Foto L,  Grønt pr indbygger KK 2009.

VÆRDISÆTTELSE/ANERKENDELSE AF VÆRDI.

Træer skal værdisættes, og deres mange kvaliteter anerkendes. Der eksisterer retningslinier, og inspiration at hente i følgende:

Center for Urban Forest Research, New York City, analyse og værdisætning af bytræer (April 2007)
 
Og fra nationalarkiverne i UK, CABE, Benefits of Urban Trees

The National Archives (UK) Does money grow on trees? (publikation downloades her)

Blandt andet skal værdien af træers evne til at filtrere partikler på stærkt forurenede strækninger anerkendes, og indgå i planlægningen. Gamle, levedygtige vejtræer på strækninger der ex. overstiger grænseværdierne for luftforurening, burde under ingen omstændigheder overvejes fældet. Det skete på Tagensvej med projekt “Bedre Bus”, og kunne være undgået med et bedre overblik, og en anerkendelse af hvilken uerstattelig funktion træerne havde netop der. (Se foto D)

MÅLESTOK FOR ERSTATNING AF TRÆER

Målestok 1:1 er ugyldig. Hvis der tales om at erstatte et rask træ, bør det i højere grad være i løvmasse/krone m2. Et hundrede år gammelt træ er ikke det samme som en kvist. Ikke for vores livs- og luftkvalitet, og ikke for biodiversitet og dyreliv.

En anden grund til at 1:1 er ugyldig: Nyplantede vejtræer har meget ringe overlevelsesmuligheder. De har dårligere vækstbetingelser end dem der blev plantet for bare 30 år siden, jorden er mere komprimeret og fyldt med kabler, fibre og rør, og træerne saltes og påkøres før de når at udvikle modstandskraft. (Vedhæftet foto af udpint erstatningstræ på Ny Nørreport Station, præcis på det sted, hvor man fældede et sundt træ, der selv efter at det blev fældet, ikke ville dø, foto M og N)


 Foto M, Nørreport Station levedygtigt, fældet træ, der ikke vil dø.


Foto N, Nørreport Station, døende erstatningstræ, for træ på foto M.

Raske bytræer er uerstattelige og burde ikke fældes. Under nogen omstændigheder. Foreløbige erfaringer viser at der ikke kommer til at vokse store træer på samme sted igen. Kommunen bør sætte alt ind på at værne om den kæmpe investering de eksisterende bytræer udgør. Lige nu er der ikke afsat midler til at værne om de voksne vejtræer, man prioriterer med det begrænsede budget at få de nyplantede til at overleve de første år.

OVERBLIK

Der skal være et sted hvor alle informationer om byens træer samles, og hver gang et træ berøres af planer, skal det godkendes fra dette sted.

Alle byens træer skal kortlægges, så man ved præcis hvilke der berøres ved anlægsarbejde og gerne: bør tænkes ind nye projekter. Det er også vigtigt at vide hvor mange der fældes, og hvorfor. Netop for at vide hvordan vi forebygger det uerstattelige men ofte undgåelige trætab.

ÆNDREDE KRITERIER

Kriterier for hvad man vurderer som bevaringsværdigt træ bør revideres. Gældende regler for et bevaringsværdigt træ, hedder bl.a. at kraftig kronereduktion ikke godtages. Men hvis en kraftig kronebeskæring er nok til at et gammelt træ overlever, bør det indgå som mulighed. Den måde man behandler gadetræerne på i dag, gør at de færreste lever op til nuværende kriterier for bevaringsværdige træer.

Ny formulering af kriterier for bevaringsværdige træer bør også indeholde input fra biologer, der blandt andet fremhæver døde dele på et træ (i den udstrækning de ikke udgør personfare), som nyttige for dyreliv og biodiversiteten.

København bør have flere trækyndige involveret i byens drift. Som et supplement til landskabsarkitekt uddannede, bør der også være en høj andel af biologer og forstkandidater. Når et træ skal vurderes som bevaringsværdigt, bør det som krav inspiceres af en biolog eller en forstkandidat.

Alle træer bør have en sundhedsattest, og som et minimum burde intet træ i byen kunne fældes uden en sådan.

Træer skal kunne fredes.

TRÆPOLITIK

Københavns Kommune bør have en træpolitik. Forbilleder: Frederiksberg, Malmö, Berlin.

På Frederiksberg er det ganske enkelt forbudt, også på privat grund, at fælde et træ der er over 25 år gammelt, uden kommunens tilladelse.
I hovedtræk oversat her : Malmø's træplan.

Berlin er jo en liga for sig. De har kortlagt, arts- og aldersbestemt hvert et bytræ, der er nummereret, og bliver inspiceret med 18 måneders mellemrum. Fældes et uden tilladelse, eller salter en grundejer, vanker der massive bøder. I Berlin har vej- og parkvæsen også i fællesskab udviklet et alternativ til salt, som de er villige til at fortælle mere om. (kontakt kan formidles, hvis I ikke allerede har den)

Hvis I kan bruge det til noget, har jeg opbygget et arkiv af observationer og fotos fra andre europæiske storbyer, med inspiration til praktiske løsninger for træer og bynatur.

Tak for et tiltrængt fokus på byens natur.

Med venlig hilsen

Sandra Høj

Red Byens Træer

Facebook: Red Byens Træer


4.8.15

Trækort, træpolitik og borgere på DR P1

Danmarks Radio P1 taler om træpolitik, trækort og Red Byens Træer, med Danmarks Naturfredningsforening. Der sker altså noget. Hør det online, følg link og klik på boksen ude til højre "Radikale foreslår træpolitik". Så godt!



Link: her. 

29.7.15

Træer i Lorry

Rigtig godt indslag på TV Lorry i aften, hvor vi kommer hele vejen rundt. Vi taler træpolitik, Møllegade og Carlsberg massakre, og får gode råd fra Frederiksberg. Endelig kommer træerne på dagsordenen, tak for initiativet Tommy Petersen!

http://www.tv2lorry.dk/arkiv/2015/07/29?video_id=105328

Link til indslaget: her.
 

11.5.15

Dagen før dagen

Vi har med klar borgerstemme tilkæmpet os en chance for, at bevare nogle af vores fældningstruede træer på hjørnet af Møllegade og Guldbergsgade, i morgen. Men hvilke? Det er givet, at vi skal vælge vores kamp.

De 14 truede træer i ombygningssagen, udstiller kernen i problemet: nemlig at der ikke er nogen overordnet plan, for byens træer. Den ene afdeling skal løse én slags opgave, her med cykelsti, og så må en anden bagefter prøve at få de resterende træer til at overleve, så godt de kan. Med en klart formuleret plan for byens træer, kunne anlægsarbejde koordineres. Så mange træer kunne skånes, og afsatte midler bruges bedre.

Anlægsomkostningerne for et nyt Københavner træ er 75.000 kr, med udbedring af jord. Alligevel dør de fleste vejtræer før de fylder 7 år. Vækstbetingelserne er for hårde, med saltning, påkørsler og tætstampet jord, delt med kabler og rør. Derfor er det så uhyre vigtigt, at værne om de vejtræer, der er tilbage.

På Ove Løbner fra Danmarks Naturfredningsforening’s anbefaling, vil vi kæmpe for at bevare dem langs muren, på begge sider. Her har træerne været skånede for salt og påkørsler, og haft ro til at rodfæste sig. De har nået en modstandsdygtig størrelse, og kan med en smule planlægning overleve i de næste 80 år, som vejtræer. Hvis vi derimod fjerner dem nu, kommer der aldrig til at vokse træer der igen. Det alene, burde være grund nok til, at kommunen besinder sig.

Foto fra kommunens eget dispositionsforslag fra 2013, se en frodighed!

PS! Banneret blev tungt af regn og klappede sammen, men nu er det oppe igen. Det er nemlig vigtigt, at vi alle sammen holder øje med træerne, og larmer når de er truede.



Link til mere Møllegade, med de nyeste indlæg først:
Seneste udvikling i sagen om de 14 truede Nørrebro træer

Find os på Facebook: her.

4.5.15

Opdatering på Nørrebros 14 truede træer

Vi står med ombygningen af genbrugsstationen i Møllegade/Guldbergsgade, i en situation der kunne være undgået, hvis kommunen havde haft en træpolitik. Hvis de blot fra start havde orienteret projektleder om, at det er politisk prioriteret at bevare de eksisterende træer, i videst mulige omfang. I stedet har den opgave været op til borgerne, repræsenteret af lokaludvalg og miljøpunkt, der ikke har haft den ringeste indflydelse på det endelige resultat.

Så her står vi. Med en usand tilstandsrapport på de 17 træer og en endelig, flisefikseret plan, der ligger så fjernt fra den første og borgernes behov, som man kan forestille sig. Vi fik at vide af projektlederen, at det ved politisk godkendelse planlægges gennemført i start 2016, men nu forlyder det, at entreprenørerne allerede er bestilt til august. Intet kan vi regne med. Andet end at de planlægger at fælde mindst 14 store, raske træer, i et nabolag der har så lidt i forvejen.

Vi har skrevet til vores Teknik og Miljøborgmester Morten Kabell, fortalt ham om forløbet og vedlagt den sande evaluering af træerne, som er raske og levedygtige. Vi har gjort det klart, at borgerne SKAL høres i den her sag, og at vi under ingen omstændigheder vil acceptere at man fælder 14 ud af 17 store og raske træer på Nørrebro.

Hvad kan vi gøre?
Vi har sat bannere op ved pladsen, for at oplyse borgerne om, hvad der er ved at ske. Der er foreslået en underskriftindsamling. Vi skal have det spredt på de sociale medier, og i pressen.

Hvis vi som borgere ikke gør noget, mister vi vores træer. Så enkelt er det.

Husk at vi også er på Facebook, find os: her.


21.6.14

To gode nyheder

Løb ind i vores Teknik og Miljø borgmester Morten Kabell i dag, og fik et par gode nyheder med på vejen. Den ene er at København langsomt er ved at stable en træpolitik på benene. “Det går langsomt fordi det er et stort apparat, og det tager tid, men vi arbejder på det” sagde han.

Den anden gode nyhed er, at 20 af de projekt “Bedre Bus” truede træer på Nørre Allé får lov at stå alligevel. Ingeniørerne havde lagt hovederne i blød, og fundet en bedre løsning. Altså en, hvor vi bevarer vores træer.

Det er ikke noget de er vant til at prioritere, men hvis vi kan få dem til at passe på træerne i planlægningsfasen, er meget vundet. Vi er på rette spor. : )

6.3.14

Lidt Lorry

Det fremgår måske ikke altid, men den her gruppe, alle jer der bakker op herinde, har været med til at få en træpolitik på programmet. Jo flere vi er, jo mere lytter man til os, det nytter noget at stå sammen. Aldrig glemme det.

I dag var vores samarbejdspartner Danmarks Naturfredningsforening København, repræsenteret af Rune Kjærgaard Lange, i Lorry's studie, og uddybe hvad vi ønsker os af en træpolitik, og hvorfor vi mener at der er brug for en.

20.2.14

Malmö's Træplan

Red Byens Træer er sammen med Danmarks Naturfredningsforening København lige nu i fuld gang med at indsamle punkter og inspiration til en Københavnsk træpolitik. Vores nye Teknik og Miljøborgmester Morten Kabell skrev et uddybende brev til os før valget, hvor han viste forståelse af byens store træproblemer, og erklærede sig villig til at se på en træpolitik for København. Flere byer i Danmark har allerede en, Berlinerne er legendarisk dygtige til at passe på deres træer, og lige på den anden side af sundet, trækker Malmö stikket helt hjem.

Malmö lavede deres omfattende træplan i 2005, og lige fra de indledende ord, føler man sig forstået. Det er præcis det her, vi efterlyser i København. Sådan indleder Malmö’s stadsgartner Gunnar Ericson den store træplan:

En kommune har et stort ansvar for at værne om, vedligeholde og udvikle sin træbestand. Beslutninger som giver bedre eller værre overlevelsesbetingelser for træerne, træffes på mange planlægnings- og forvaltningsniveauer. Alle spørgsmål skal samles i et fælles beslutnings- og styredokument. Denne “Træplan for Malmö” er sådan en handling - og skal ses som en tydelig markering og vejledning der tilstræber at opretholde og udvikle Malmö’s identitet som en grøn by.

Træplanen er iværksat af Teknik og Miljø Forvaltningen. Initiativtager på Træplanen har været økolog Mats Wirën. Arbejdet har været ledet af en styregruppe bestående af Arne Mattson, Maria Sundell-Isling og undertegnede.

Gunnar Ericson
Stadsgartner

Et udsnit af Træplanen der på skræmmende vis er som skræddersyet til København. Alt er oversat fra Svensk, så der kan være enkelte svipsere (forlät):

Desværre er en del af de ældre træmiljøer forsvundet uden at blive erstattede. Et resultat af manglende resourcer, -interesse eller uagtsomhed. I dag står Malmö overfor store problemer med forringet vitalitet hos træer med for dårligt rodmiljø og en kraftig nedgang på grund af elmesygens hærgen.

Træer og træmiljøer i Malmö er en umistelig resource som alle berørte bør værne om og udvikle. Dette indebærer at Træplanen bliver et vigtigt redskab ved planlægning og som grundlag for beslutninger. Andre vigtige grunde til at Træplanen er iværksat er det store behov for styrkelse af svækkede træer, behovet for strategier for genplantning efter forsvundne og udgåede træmiljøer, samt behovet for udviklingsplaner og nye ideer.

Hovedmål for Malmö kommune:

Bevare betydningsfulde træer og træmiljøer
Styrke træerne
Genoprette af tabte træmiljøer
Kompensere for mistede træer
Øge træernes antal
Øge variation af karakterskabende træmiljøer
Forstærke og berige Malmö som aboretum (trægrupper)
Øge viden om og interesse for træer hos Malmö’s indbyggere og besøgende

Under de seneste år har man opdaget at mange træer i hårdføre miljøer er blevet svækkede. Først og fremmeste grundet oversete vækstbetingelser og skader ved grave- og ledningsarbejde. For trang plads til rødder, vandmangel, næringsfattig jord og/eller dårlig adgang til syre i jorden er eksempler på de begrænsende faktorer. Et konstant men betydningsfuldt arbejde med rodvitalisering er indledt. Andre faktorer som forurenet luft, saltning, anvendelse af giftstoffer og mekaniske skader kan gøre betydelig skade på træer. For at undgå fremtidige problemer og omkostninger ved nyplantninger er det af største vigtighed at vælge træsort efter vækspladsens egenskaber. Desuden må planlægningen være langsigtet og forudsætninger tilpasses derefter. Træer, som er svækkede efter angreb, dårlige vækstbetingelser eller andre skader har mindre modstandskraft og angribes lettere af sygdomme, svamp og skadedyr. Syge og døene træer kan forårsage skader på personer og ejendom gennem nedfaldende grene og træer.

Træerne i parkerne og langs gaderne, aleerne og i byen, klatretræer, private frugttræer og så videre er alle påskønnede af offentligheden. Trods denne påskønnelse behandles træer ofte stedmoderligt både af kommune og private grundejere, og det ofte uden større protest. Dette bunder sikkert i uvidenhed om de forskellige træernes værdi og pleje. “Hvad sker der når et træ fældes?” “Hvordan reagerer de forskellige trætyper på hård beskæring?” eller “Hvor følsomme er de overfor rødder der beskadiges?” er blandt de vigtige spørgsmål. Uvidenheden leder ofte til manglende interesse og ubetænksom behandling.

Nogle forslag som gælder vurdering og planlægning er:

* At informere beslutningstagere, planlæggere, grundejere og offentligheden om træers vedligehold, funktion og vækstbetingelser.

* At iværksætte uddannelse og vejledning for planlæggere

* At på forskellige måder at give Malmö’s indbyggere en mulighed for at medvirke til styrkelsen af byens træbestand

* At omlægge de kommunale planlægnings- og beslutningsprocesser så alle spørgsmål om træer behandles allerede i den indledende fase (undersøgelse foreslås)

* At følge balancerings princippet

* At være forudseende med tidsaspekter og gennemføre forebyggende plantninger

* At Malmö by prioriterer træ og træmiljøer højere både økonomisk og funktionelt


Nye træer kan ikke erstatte gamle træers aldersbetingede kvaliteter - det tager tid. Det er netop i de gamle og modstandsdygtige træer at sjældne og udrydningstruede arter er størst. Godt og vel halvdelen af alle udrydningstruede arter i Sverige og Skåne er knyttede til træ og skovsbiotoper. Mængden af udrydningstruede arter fundet i bymiljøerne er ikke ubetydelige, hvilket skærper grundene til at udvise agtpågivenhed, selv i byen.

*********************

Vil du nærstudere træplanen, kan den downloades som pdf fil her: Trädplan för Malmö 2005.