30.9.15

Gaven der bliver ved

I dette mørke kapitel af Københavns historie, hvor store raske træer fældes hurtigere end vi kan nå at følge med, er der heldigvis også glimt af lys. Det nye byggeri ved Rigshospitalet ud mod Fredens Park, står nu færdigt. Hegnet er pillet ned og tilbage står de tre store træer, som Grontmij og de andre entreprenører undlod at fælde, fordi vi bad dem så mindeligt

Det er selvfølgelig for tidligt at sige, om de har fået for meget pres på rødderne, til at klare sig på sigt. Men nu har de i det mindste en chance. Se vores tre venner, man bliver så glad. Åh.





24.9.15

Skadesbegrænsningen

Det er stadig meget svært at fatte, at nogen kan prioritere 15 store og raske træer fældet for en flisebelagt plads. Men her er vi altså. Vi er nået til skadesbegrænsningen i Møllegade sagen. En sidste chance for at redde bare lidt.

5 af de store, bevaringsværdige gadetræer ryger, fordi man vil stille skure ovenpå dem. Bygge- og anlægseksperter siger, at man kan bruge skruefundamenter ved anlæg af skur, det er skånsomt mod rødderne og skaber ikke risikotræer. Rykker man skuret ved Møllegade bare et lille stykke ud fra væggen, der i forvejen bevares, kan tre store asketræer bestå. Den anbefaling videreformidlede vi til vores foretræde, og forvaltningen undersøger lige nu om det er muligt. 

https://twitter.com/mortenkabell/status/647025035316740096


Det kræver bare, at der er vilje til det, og at ønsket er stærkt nok. Vi har brug for, at Nørrebro Lokaludvalg og Miljøpunkt Nørrebro støtter os i det ønske. Politikerne ved kun hvad der står i rapporten fra forvaltningen: at følgegruppen har godkendt og er glade for den nye plads. Det fremgår ikke, at vi sammen kæmpede for at lade netop de tre træer bestå (og i øvrigt fik at vide det var muligt, hvis vi kunne rejse en million kr). At vi alle ønsker det brændende.

Vi ved at det kan lade sig gøre. Nørrebro, København, borgerne og de tre store træer fortjener den chance! 

Fotos: De tre træer i forår og sommer udgaven. Sidste omgang, hvis vi ikke råber meget højt i kor.




22.9.15

En sort dag

Fældning af Møllegades 15 store og raske træer godkendt uden afstemning

Borgernes behov betyder intet, i det regnestykke. Dem der fuldtalligt kastede sig ind i kampen for By-Oasen (og vandt øjeblikkeligt, tillykke med det, i det mindste), har overset hvad en supercykelsti lige forbi dyrefolden vil betyde. 

Og hvad vores træer betyder. En sort dag for København og Nørrebro.

http://www.kk.dk/edoc-agenda/26997/14b3204e-686e-4559-8d57-030a77d73320/a914863e-1961-481b-ba66-af4277534cb3


 Ovenpå disse tre asketræer, skal der stå et skur til byttegenstande.



Og ovenpå dette fine træ, skal der altså stå endnu et skur. Til legetøj.

Det er så ufatteligt. Og ufatteligt trist.

En lille opdatering: støtten til træerne vælter stadig ind, uagtet at underskrifterne er afleveret. Underskrifindsamlingen lever, godt hjulpet af vores venner fra By-Oasen, det er så stærkt: http://www.skrivunder.net/bevartraerne

Links til hele processen, og vores kamp for Møllegade:
Den sidste appel


21.9.15

Den sidste appel

Red Byens Træer har netop haft sit første foretræde for Teknik og Miljøudvalget. I dag beslutter politikerne de 15 træers skæbne på Møllegade, og planen om at lave en åben flisebelagt plads med cykelsti igennem. En af de ting borgere har sagt gennem hele forløbet var, at ingen der kender eller færdes i området kunne finde på at stille sådan et forslag. Derfor valgte vi at bruge vores 10 minutter på at vise dem billeder fra stedet. Børnehaven Guldsmeden, Genbrugsstationen, By-Oasen bagved, der bliver påvirket af forslaget, og selvfølgelig alle vores dejlige træer. 

Vi fortalte dem hvor glade vi alle sammen er for træerne. Vi videregav også gode råd fra fagfolk, blandt andet om rodvenlig befæstning ved anlæg af cykelstier. Og et fra en rådgiver for byggebranchen, der nævner muligheden for at stille skuret lidt ud fra de tre truede asketræer, med skruefundamenter (uden at grave i jorden, og skade rødderne), så de kan bevares i projektet.

Vi understregede også at erstatningstanken kun fungerer på papiret. Nyplantede gadetræer lever ikke længe, og de store der fjernes fra gaden, kommer aldrig igen. Nu ved de det.
Tilsidst overleverede vi underskrifterne for træernes bevarelse. 2475 digitale og 23 manuelle, fra de internet-afkoblede ældre i De Gamles By. Åh.

Her er et udpluk af de gode kommentarer fra underskriftindsamlingen. 

******
“Jeg bor her og det fungerer fantastisk som et åndehul for alle aldre. At fælde træerne vil fuldstændig ødelægge stedet ! Det er tydeligt et forslag fra folk der ikke bruger og opholder sig i området.”

“Der er alt for få Grønne områder på Nørrebro - derfor er det vigtigt at man tænker grønt når man planlægger bydelens fremtid.”

“De smukke træer er lige ud for mine stuevinduer, og er grunden til at mine børn har kunnet følge årstidernes skiften fra vores hjem, selv om de har haft en barndom midt på Nørrebro. Jeg håber at det lykkes at råbe politikerne op før det er for sent.”

“Jeg vil gerne cykle en omvej for at bibeholde et gammelt træ.”

“Fordi jeg cykler på Møllegade og drejer til højre ned ad Guldbergsgade HVER DAG og jeg har altså på ingen måde brug for en smutvej! Træer før mere fjollet asfalt!!!”
“Hvis vi fjerner træerne i byen, fjerner vi mulighederne for at rense den partikelforurenende luft som har sundhedsskadelige følgevirkninger.”

“Mine fire børnebørn er flyttet til Møllegade og parken er deres daglige legeplads og 'åndehul' - takket været træer og dyr.”

“Vi har brug for alle de træer vi kan have på trafikerede Nørrebro ....lad os beholde det åndehul.........”
“Absolut nej til at fælde disse store og smukke træer i vores kvarter. Kommunen bedes ændre sine planer, så træerne ikke røres.”

“Fordi vi skal bevare vores grønne områder og især når træerne er levedygtige. Det er heller ikke godt for de ældre i de gamles by, med en cykelrytter.”

“Nye træer bliver heller aldrig voksne nu om dage på grund af spredning af salt om vinteren der synker ned i jorden og ødelægger deres vækst. De træer man ser i byerne nu er ret gamle og man vil om nogle årtier ikke se dem blive så høje.”

“Jeg holder meget af at cykle i min by, og jeg kan godt tåle en omvej for at bevare træerne. De styrker vores sundhed, fysisk og psykisk, og det samme gør et par omgange mere i pedalerne. En sikrere cykelvej (for jeg går ud fra, at det er formålet) må kunne findes ved en bedre løsning.”

“Jeg skrev under fordi vi igen og igen ser fældning af gamle flotte træer, og til gengæld udplantes der så for hvert fældet træ10 pinde-træer, hvor halvdelen er døde året efter........... og så fremdeles.”

“Fordi manglen på små, grønne børneoaser i Kbh var grunden til vi flyttede på landet...”

“Byen har brug for alle de træer der er. De laver ilt og skaber miljø. Hvis man fælder de store træer og planter nye, vil det tage 30-50 år før de er store som dem man fældede. Det giver et fattigere bybillede og langt mindre miljø. En by som består af fliser og asfalt er kold, og folk har langt større tendens til at behandle den og hinanden dårligt.”

*****
Vi krydser fingre for, at politikerne vælger at skåne vores træer.


Tidligere indlæg om Møllegade, med de nyeste øverst:

16.9.15

Tiden er kommet

Tiden er kommet. På mandag afgør politikerne de 15 træers skæbne, på hjørnet af Møllegade og Guldbergsgade. Det ser sort ud, man har “forpligtet sig politisk” til at lave den åbning, og det kan åbenbart ikke gennemføres uden at fælde 15 af vores træer. 

Vi kæmper til det sidste. Underskriftindsamlingen afleveres til kommunen på fredag. Lige over 2400 er det blevet til. Der er langt flere end det, der ønsker træerne bevaret, men de fleste jeg har talt med, har opgivet troen på at politikerne overhovedet lytter til borgerne. 

Vi har fået foretræde før mødet, og vil bruge vores 10 dyrebare minutter på at vise udvalget billeder fra det sted, de er ved at ødelægge: den dejlige børnehave, som ingen ønsker at miste, de store træer på pladsen og hjørnet, som naboer og forbipasserende nyder hver dag. By-Oasen med sine geder, høns og kaniner, lige på den anden side, der får en trafikeret vej langs hegnet. Et sted hvor små børn og svagelige ældre lige nu er trygge. Roen, som man vil ødelægge på grund af en plan, ingen ønsker eller har brug for.

Det kan stadig stoppes, men det kræver at politikerne har modet til at erkende, at planen ikke fungerer i praksis. Fra politkere der støtter op om fældningerne, hører vi at der slet ikke er et problem, idet man jo “erstatter” træerne. På den måde mener man, at regnestykket går op. Det er op ad bakke, men vi giver ikke op!

Skriv under her (link)



Guldsmeden børnehave, en lille børneskov på Nørrebro.


De tre flotte asketræer, som man vil fælde for at gøre plads til et skur til byttegenstande. Ironien. Føl på den.


Gederne i By-Oasen, der får en trafikeret vej lige ud for deres hegn.


Eksempel på et kommunalt regnestykke der går op, her ved bagindgangen til den planlagte plads på hjørnet: et træ er et træ. I forgrunden noget der kunne blive et stort flot kirsebærtræ en dag, hvis det bare fik chancen.

3.9.15

Høringssvar på konkurrence udkast til det Nye Sølund, vedr. træerne på Sølund.

Høringssvar på konkurrence udkast til det Nye Sølund, vedr. træerne på Sølund., indsendt 3 september 2015.

Af høringsmaterialet fremgår det, at Nørrebros måske mest værdifulde og sjældne gadetræ, nemlig den 153 år gamle ginkgo biloba (f. 1862), trods sin yderligstående position ved Læssøesgade, *ikke* er markeret som bevaringsværdig/sjælden. Ginkgoen, af Københavnerne kaldet Dametræet, er et tempeltræ, der tilhører verdens ældste træart. De kan blive op til 1000 år gamle og er utrolig resistente overfor alle de påvirkninger, der får andre træer til at bukke under. Heriblandt minérmøllet, der langsomt er ved at tage livet af alle de store hestekastanjer, langs søerne. I planlægningsfasen er det afgørende at forstå, at byens store træer i disse år forsvinder med alarmerende hast.

En del af historien.
Denne ginkgo er en del af Nørrebros og dermed Københavns historie. Gennem tiderne har alle fra borgere, arkitekter og bygherrer, ja selv byens tidligere stadsarkitekt, værnet om det gamle træ, og sørget for at nye planer blev lagt med omtanke. Kommunens egen landskabsarkitekt har netop markeret ginkgoen som både værdifuld og bevaringsværdig, da det på alle punkter lever op til kravene for bevaringsværdige træer i lokalplanen. Derfor er det uforståeligt, at man fra projektleders side, har valgt at ignorere denne status.

Kommunens ansvar.
Det er helt afgørende, at ginkgoen markeres som værdifuld og bevaringsværdig, og at arkitekter fra start instrueres i at tænke den ind, og udvise nænsomhed i planlægningsfasen. Den beslutning skal træffes politisk, og ikke overlades til arkitekter som en valgmulighed. Omkostninger ved træbevarelse bør være en særlig post i budgettet, da man ofte ser det sparet væk, når det indgår i andre poster.

Nørrebro.
Nørrebro er den bydel med mindst grønt målt i m2 pr indbygger (6m2 mod et gennemsnit på 35m2, ifølge kommunens egen opgørelse fra 2009), og biodiversiteten lider. Ved en optælling i forbindelse med Københavns kommende trækort, talte vi 73 træer på Sølund grunden, hvoraf det kan undre, at kun knap halvdelen optræder på træoversigten i høringsmaterialet. 

Biodiversitet.
Grunden udgør hjem for et dyre- og planteliv, der ikke lader sig erstatte på mindre end 50-150 år, hvis overhovedet. Som et minimum bør de ældste og mest yderliggstående træer søges bevaret, heriblandt som markeret det gamle bøgetræ på hjørnet, det store midt for ud mod søerne, og den umistelige ginkgo.

Flytning og genanvendelse.
Derudover bør de træer der kan, flyttes. I en træfattig bydel kan selv et enkelt træ gøre en stor forskel for mange mennesker. Træer lader sig også opbevare, det kunne være en mulighed at sætte nogle af træerne tilbage, og lade dem indgå i den nye begrønning. Ved en gennemgang med træflyttemanden, har vi fundet cirka 40 træer, der lader sig flytte. Finansieringen af denne ekstraudgift, kan eventuelt crowdfundes. Borgerinitiativet Red Byens Træer stiller sig gerne til rådighed, med hjælp til det praktiske i den forbindelse.

Yderligere materiale om Dametræet, Læssøesgades 153 år gamle ginkgo træ:
Tempeltræet er oprettet i Dansk Dendrologisk Forening.
Omtalt i Politiken 31 oktober 1967 (vedhæftet)
Omtalt i Politiken 14 september 2013
Bekymret landskabsarkitekt på nuværende Sølund byggeri.
Omtalt i Ekstra Bladet 26 marts 2013.
Brev fra Københavns Stadsarkitekt (vedhæftet) Eiv. Lorenzen til borger, vedr. ginkgoen, 13 august 1979:


Med venlig hilsen
Sandra Høj
Red Byens Træer