Med kurs mod katastrofen

Godt nyt: et medie vil gerne publicere et debatindlæg fra Red Byens Træer.
Dårligt nyt: kun på betingelse af, at de får lov til at ændre budskabet.

Pointen i indlægget:
Byplanlægning uden træer, er ikke et isoleret træ-problem. Det er et byplanlægnings problem. Og København har det.

Godt nyt: alle kan hermed læse det gratis.

Med kurs mod katastrofen.
I de seneste år har storbyer over hele verden optrappet indsatsen for udviklingen af den grønne infrastruktur. Et betydeligt kronedække er et ufravigeligt element, i fremtidsikringen af byerne. Voksne træer og deres store kroner er blandt andet med til at nedbringe temperaturen under hedebølger, opsuge vandmasser ved oversvømmelser, rense luften, filtrere partikelforurening og binde CO2. Træer er hjem for insekter og dyr, og har en afstressende effekt på mennesker. 

I New York City har man plantet 1 million nye træer, og i Paris planlægger man blandt andet, at begrønne de store åbne pladser og nedlægge parkeringspladser for træer. Alle større byer har selvfølgelig også et trækort, så man har tal på træerne, og kender både placering, art og alder. Ud fra det, kan man med stor præcision beregne de mange fordele og dermed synliggøre træernes store værdi. Med den voksende globale forståelse af bytræers afgørende rolle, skulle man tro at København omsider var vågnet op. At man endelig forstod alvoren og satte ambitiøse mål, tæt fulgt af midlerne. I stedet går vi i stik modsat retning. 

Den målrettede afvikling.


I 2014 lod man konsulenter omlægge hele kommunens struktur. Bag et skrivebord nedlagde man Center for Park og Natur og lod resterne sejle, som en underafdeling i “driften”. Lige siden, har har ledelsen målrettet afviklet de sidste funktionelle rester. Videnstabet er massivt, faglighed og maskinel spredt for alle vinde, mens opgaver i stigende grad udliciteres til lavest bydende. Det betyder i praksis at de ofte udføres af ufaglærte, der intet forudgående kendskab har, til den natur de arbejder med. De gartnere vi har tilbage, hører nu under “driften” hvor man sætter dem til at løse opgaver i renhold. Vores uddannede gartnere tages altså regelmæssigt fra opgaven med at pleje byens natur, og sendes i stedet ud og samle skrald op i byens gader. 

For konsulenter og ledelse, hvis anbefalinger man tilsyneladende følger ukritisk, er et højt fagligt niveau i naturplejen, spild af penge. Det er her man sætter ind, hver gang der skal spares. Ingen har fortalt dem, at naturen repræsenterer både en stor værdi og - investering. Eller at den overhovedet er prioriteret. Lige før sommerferien besluttede politikerne så at sidde en advarsel fra egen forvaltning overhørig, og vedtog på anbefaling af E&Y, at lade plejen af flere parker overgå til Kultur- og Fritidsforvaltningen. 

Vi har ikke noget trækort i København. Intet samlet overblik, over alle byens træer: de kommunale, på tværs af forvaltninger, statsejede og private. Uden det overblik, kan man ikke beskytte, planlægge og udbygge byens grønne infrastruktur. Man ser med længsel mod Frederiksberg, hvor de har det hele: viljen, visionen, handlingsplanen og midlerne afsat, til at gennemføre den. På Frederiksberg har man naturligvis også en stadsgartner. 

Men sådan en har vi heller ikke i København. Spørgsmålet er, hvordan man overhovedet kan forsvare, at drive en storby uden en stadsgartner? Man mærker i hver detalje og læser på hvert udpint træ, at der ikke er én person, med ansvaret for og overblikket over den store opgave. Der er heller ikke afsat midler, til at hverken vedligeholde, beskytte eller overvåge eksisterende træer, og man overvejer lige nu, om man helt skal droppe at plante vejtræer i København, da det er for dyrt. Men samtidig gør man absolut intet, for at beskytte de eksisterende. 

Træerne har ingen selvstændig post i budgetterne, og er de nævnt med et ord, er de gidsler i større projekter. Fravælges de, er der heller ikke noget til træerne, hvor meget de end måtte trænge. Et aktuelt eksempel finder vi langs søerne, hvor de gamle kastanjetræer, fortsat nægtes en tre-årig livsforlængende plejeplan. Udebliver den indsats meget længere, kan vi snart sige farvel, til et af byens smukkeste åndehuller. Plejeplanen, som forvaltningen selv i klare vendinger kalder akut og nødvendig, udgør et ubetydeligt beløb i et kommunalt budget. Men træerne er ved selve fremgangsmåden, dømt til at tabe. Og sådan kan man fortsætte over hele byen, med resterne af byens natur. 

Det hele udstiller et massivt ledelses svigt og en total mangel på forståelse af opgaven. Vi har direkte kurs mod en byplanlægnings katastrofe, og ingen kan længere påstå, at man ikke ved bedre.