14.12.15

Opdatering på Mission Ahorn

Vores borgerredning af Krauseparkens ahorntræ, har gjort stort indtryk på alle fra politikere til presse. Måske er det ved at gå op for dem, hvor vigtige træerne er for os. TV Lorry glæder sig til at dokumentere rejsen og flere journalister rykker for opdateringer.

Det var planen at flytte vores ahorntræ i dag, men så let skulle det ikke være. Det viser sig at den grusrampe der skal til for at flyttevognen kan komme op over den høje kant, ikke var med i prisen som først antaget. Og Metroselskabet vil ikke involveres i at lave en, heller ikke selvom vi tilbyder at betale for det. 

Det, de kan gøre er at give os en sidste frist, til at få lavet den rampe selv. Vi har altså til fredag, og så er det slut. Vi er kommet så langt, og har kæmpet så hårdt for at redde det træ, så det gør vi selvfølgelig. Vi bygger vores egen rampe!

Målet er at gøre det onsdag. Vi skal bruge en dags varsel til grus og maskineri, og alle skal betales forud, så det haster.

Jeg har talt med et firma der vil levere og bagefter bortskaffe stabilgrus. Og jeg har talt med anlægsgartneriet Det Grønne Team, der vil stabilisere gruset og give os gratis jernplader til at smide ovenpå (og fjerne dem igen bagefter). De vil nøjes med at fakturere os for arbejdstid, og låner os maskineriet uden beregning. I alt vil den rampe (og bortskaffelse af den bagefter) koste os 6500 kr.

Spørgsmålet er, om borgerne har mod på at give den en indsamlingsskalle mere? Flere har skrevet bagefter, at de var kede af at de ikke nåede at støtte Mission Ahorn. Det er nu muligt. Alle indbetalinger fremlægges til sidst (du bestemmer selv, om du vil være anonym). Hvis du vil støtte, så skriv en direkte besked (via Twitter, Facebook eller mail her), så får du mit nummer og kan overføre via mobilepay. Det er den bedste måde at holde styr på hvor meget der går ind, og fra hvem. Når vi ikke målet, bliver pengene selvfølgelig returneret.

Vel er det bøvlet, det her. Men det er muligt. Og hvis Metroselskabet kan bygge tunneller under hele byen, kan vi også bygge en rampe og flytte det træ. Vi kan nå det endnu.


Fra en forårsflytning i De Gamles By. Se mere her: At flytte et træ

2 comments:

  1. hvad med at plante en masse nye træer for pengene i stedet...?!
    mvh maria, silkeborggade

    ReplyDelete
    Replies
    1. Hej Maria,

      Anlægsomkostningerne for et nyplantet gadetræ I København, er 75000 kroner. Så kan du selv regne på hvor mange, vi kan få for 14000 kroner.

      Læg dertil at de færreste nyplantede gadetræer i København bliver ældre end syv år. Vi er rigtig mange der synes at det er kampen værd, at slås for det her store fine træ, med sådan en kronefylde. Og selvom du ikke gør, så får du alligevel glæde af det.



      Delete

Onde spam robotter ingen adgang.