31.12.15

Året i træer

2015 har været et stort år for Red Byens Træer. Vi er efterhånden blevet så mange, at man virkelig kan høre os når vi råber højt i kor. De senest ankomne vil måske forledes til at tro, at vi er her for at flytte rundt på byens træer, men vi kæmper faktisk for det modsatte: At kommunen frem for at fælde, tænker træerne ind i nye projekter, og passer bedre på dem, vi har tilbage. 

Året i træer:
En af de helt store fællesindsatser var på Nørrebros Runddel. Var det ikke for borger alarmen, var de 5 gamle og sunde lindetræer væk i dag. I stedet lykkedes det at få vores træborgmester Kabell i dialog, og reddet de fine træer. 

Længere inde på Nørrebro har vi i to år kæmpet en sej kamp for at redde nogle af de 15 truede træer på hjørnet af Møllegade og Guldbergsgade, hvor kommunen vil lave en flisebelagt plads. Knap 3000 borgere har skrevet under for bevarelsen af træerne, uden at efterlade det ringeste indtryk på vores folkevalgte. De planlægger at fælde dem nu til foråret, men vi vil fortsætte med at kæmpe, til de kommer med saven.

2015 var også der hvor kommunen fik et ordentligt, illustreret høringssvar til deres oplæg om Bynær Natur, og hvor vi fik lov at brede os i verdens rareste radioprogram Natursyn på P1. Medierne taler om træer som aldrig før, og man hører nu politikere efterlyse en træpolitik for København.

Endelig er der Mission Ahorn, vores træ fra Krauseparken. I sidste øjeblik lykkedes det med en kraftanstrengelse borgerne at redde et metrotruet træ på Østerbro. Helst havde vi jo set det fine asketræ bestå i sin bardoms muld, men det var ikke en mulighed. Derfor stod vi sammen, og fik på rekordtid og helt mirakuløst rejst midlerne til at flytte træet over i Fælledparken. Et 14.000 kroners telegram fra borgerne til vores politikere om, at varetage opgaven med lidt større ildhu. Host.

Det næste år bliver spændende. Vi er ved at have vokset os op i foreningsstørrelsen, og flere efterlyser en måde at støtte træindsatsen på, økonomisk. Og næste år skal vi også have det trækort stablet på benene. Vi er så tæt på, hvis kommunen bare kunne holde saven i ro et øjeblik.. Det kunne vi måske aftale, Morten Kabell?

Rigtig godt nytår!

No comments:

Post a Comment

Onde spam robotter ingen adgang.