31.12.15

Året i træer

2015 har været et stort år for Red Byens Træer. Vi er efterhånden blevet så mange, at man virkelig kan høre os når vi råber højt i kor. De senest ankomne vil måske forledes til at tro, at vi er her for at flytte rundt på byens træer, men vi kæmper faktisk for det modsatte: At kommunen frem for at fælde, tænker træerne ind i nye projekter, og passer bedre på dem, vi har tilbage. 

Året i træer:
En af de helt store fællesindsatser var på Nørrebros Runddel. Var det ikke for borger alarmen, var de 5 gamle og sunde lindetræer væk i dag. I stedet lykkedes det at få vores træborgmester Kabell i dialog, og reddet de fine træer. 

Længere inde på Nørrebro har vi i to år kæmpet en sej kamp for at redde nogle af de 15 truede træer på hjørnet af Møllegade og Guldbergsgade, hvor kommunen vil lave en flisebelagt plads. Knap 3000 borgere har skrevet under for bevarelsen af træerne, uden at efterlade det ringeste indtryk på vores folkevalgte. De planlægger at fælde dem nu til foråret, men vi vil fortsætte med at kæmpe, til de kommer med saven.

2015 var også der hvor kommunen fik et ordentligt, illustreret høringssvar til deres oplæg om Bynær Natur, og hvor vi fik lov at brede os i verdens rareste radioprogram Natursyn på P1. Medierne taler om træer som aldrig før, og man hører nu politikere efterlyse en træpolitik for København.

Endelig er der Mission Ahorn, vores træ fra Krauseparken. I sidste øjeblik lykkedes det med en kraftanstrengelse borgerne at redde et metrotruet træ på Østerbro. Helst havde vi jo set det fine asketræ bestå i sin bardoms muld, men det var ikke en mulighed. Derfor stod vi sammen, og fik på rekordtid og helt mirakuløst rejst midlerne til at flytte træet over i Fælledparken. Et 14.000 kroners telegram fra borgerne til vores politikere om, at varetage opgaven med lidt større ildhu. Host.

Det næste år bliver spændende. Vi er ved at have vokset os op i foreningsstørrelsen, og flere efterlyser en måde at støtte træindsatsen på, økonomisk. Og næste år skal vi også have det trækort stablet på benene. Vi er så tæt på, hvis kommunen bare kunne holde saven i ro et øjeblik.. Det kunne vi måske aftale, Morten Kabell?

Rigtig godt nytår!

30.12.15

Kbh vs Texas

Københavns Kommune: "Flytte et 20 år gammelt træ? Det kan vi ikke, det er en dårlig ide, det går aldrig." Texas, USA: Bystyret betaler for den måneds arbejde, det tager dem at flytte et 100 år gammelt træ. For selvfølgelig kan man det.
 
(Skulle i øvrigt hilse fra flyttemanden og sige at vores træ har det godt!)




18.12.15

Missionen fuldført!

Gør plads til den helt store opdatering på det flash-crowdfundede, borgerreddede træ, bedre kendt som Mission Ahorn. Den bliver billedtung, kronologisk og detaljeorienteret. Flytningen gik som følger: Den forreste bil med den rådne banan på forsædet, blev holdende, men de afgørende to flyttede sig helt mirakuløst. Michael fra Det Grønne Team kom først, og så kom gruset. Seks ton lyder af mere end det syner. Nemgrus manden var flink “ingen opgave er for lille”. 


Der er nu 6 ton stabil grus (værdi knap 1800 kr) til fri afhentning i Krauseparken. Sig det gerne videre.

Rampen var ingen sag. Gruset blev stampet og pladerne lagt. Det var hegnet fra helvede, der voldte de største kvaler. Det havde ingen set komme.


Græsskåneplader til minigraveren. (Hegnet før vi gik til det, heldigvis ikke som nyt, så håbet er at kunne reparere det til samme eller bedre stand.)


Det hegn lod sig bare ikke “lige trække op”. Det lod sig ikke lige noget som helst. Men vi fik vredet det fri. Reetableringshovedpinen måtte vente, for hvis det hegn ikke var fjernet, ville træflytningen være røget på gulvet, og det var ligesom ikke en mulighed.


Seneste kvalificerede bud på art, er en amerikansk ask. Men man ændrer ikke navn på en misson halvvejs, af den grund. Det er anslået 20 år gammelt, og et af natures egne træer, nemlig selvsået. Et træ der har trodset alle odds og er blevet så stort og flot, uden hjælp fra en planteskole. Det skulle bare have chancen, det træ.


Og så kom flyttevognen.


Grabseren foldede sig ud, og vores hasteindsamlede rampe gjorde sin pligt.



“Neglene” blev nedsænket en for en. Det var aldrig gået, med det hegn i vejen.


Sådan ser hegnet ud nu. Vi har ringet til Ishøj Hegn for at få et tilbud på en reparation (ikke udskiftning, for det er grotesk dyrt), det får vi onsdag d. 23 dec.


Så kom vores træ på lad, og var køreklar.

Forhindring nummer to, vi ikke havde set komme: julepynt! Lavthængende ranker med tingeltangel, fik flyttevognen på omveje, men han fandt tilsidst ud på Strandboulevarden. Vi kørte foran i Det Grønne Team’s lastbil, med nedrullede vinduer og udstrakte arme, og holdt øje med at kronen på vores træ, ikke ramlede ind i noget, eller kom for nær ledninger. Vi var så tæt på mål, da missionen strandede i et kæmpekryds på Østerbrogade.

En lavthængende ledning truede. Michael, der nu brændte lige så meget for redningsaktionen som os, sagde: det må bare ikke strande her, det løser vi! Så han sprang ud af bilen, løb ud i krydset og kravlede op i træet. Et drama bedst illustreret i sort/hvid.



Sammen fik flyttemand og gartner bundet kronen forsigtigt ned med reb. Ingen hysterisk dytten, det må man lade eftermiddagstrafikken.  Og så nåede vi i mål. En af kommunenes gartnere stod klar til at tage imod.


Mens træet stadig lå ned, beskar Michael de grene der havde fået knubs, for at undgå at der kommer råd.


Og så blev træet sat, og rettet til så det stod lige. I god leret jord, som kommunens gartner forklarede, endda er meget bedre for træet end der, hvor det kom fra.




Så stort at vi må på højkant. 


De nye naboer, med vores træ til venstre.


Vi gjorde det!

Træet står nu lige ud for Jagtvej nr 181. Det er træet der står tættest på metro hegnet, på hjørnet.


Der er forslag om at rejse en lille plakette med historien om træet og flytningen. Det må vi spørge kommunen, om er muligt. Og så skal vi selvfølgelig mødes og danse om vores fine træ. Det skal klart fejres, det her.

At vi fik flyttet det fantastiske træ, er takket være borgerne, der har bidraget så stort og så hurtigt. Uden den støtte, havde det flotte træ været fældet i dag. Det har vi sammen forhindret. Indsamlingen er jo foregået i to dele. Den første betalte for flyttemanden, anden omgang var til rampen. Her er støttelisten for anden omgang.


En stor tak til alle der har støttet!
Her er et overblik over de foreløbige udgifter:

Der løber mere på med hegnet, men der kom også lidt mere ind, før vi nåede at slutte indsamlingen, og det er svært at sige endnu, hvor dyrt det hegn bliver. Der bliver måske brug for lidt mere hjælp, den må vi prøve at finde. Penge der ikke bruges, tilbageføres selvfølgelig stadig.

Endelig har vi fået en sød mail fra Det Grønne Team, hvor ejerne siger at de selv vil donere 500 kr til Mission Ahorn. Det er så fint! Og i ekstra grad fordi, deres kæmpe indsats gjorde hele forskellen. Aldrig igen skal jeg undervurdere vigtigheden af, at have en handlekraftig og løsningsorienteret gartner med.

Vi kan godt være stolte af den her massive borgerindsats. Vi har gjort en kæmpe forskel, og det skal vi fortsætte med. Det kan vi godt blive enige om, ikke?


16.12.15

Så langt, så godt

Torsdag: Alt er gået godt. Fuld opdatering følger i morgen. Er så kvast lige nu. <3

En Mission Ahorn opdatering, aftenen før. Rampen er markeret, til grusmand og anlægsfolk. Der er spærret af, men holder stadig tre biler der S K A L være væk i morgen klokken ni, hvor grusmandens 6 ton er rykket til. Den ene bil blev parkeret midt i vores afspærring, men han lovede at være væk i morgen, den anden ejer kom tilfældigvis forbi og lovede det samme, men den sidste kan vælte hele læsset, hvis den bliver holdende..
Går alt som planlagt, henter flyttemanden træet kl. 13.

 Vores træ spejler sig i ruden på den bil, der står i vejen for dets redning. Pretty please...

15.12.15

Vi har gjort det igen!

Rampen er i hus, grusmand leverer seks ton grus på torsdag kl. 7, så kommer anlægsgartneren og stabiliserer det, og dækker det til med jernplader. Så fjernes hegnet bag træet, og så kommer flyttemanden. Var forbi og hilse på træet i dag, det havde to spraypletter: en rød og en grøn. Hurra for grøn!

Og hurra for en så imponerende borgerindsats. Det er SÅ sejt. <3


Se lige en krone. 




PS! Støtte listen kommer på sammen med flytterapporten på torsdag. Nu skal der koordineres. INGEN biler må spærre torsdag morgen, aftale?
 

En krone til forskel

Vi er så tæt på at have finansieret anden del af redningsmissionen for Krauseparkens ahorntræ.
Mission Ahorn handler jo om mere end et enkelt træ. Det er borgerne der sender en klar besked til politikerne om, at vi ikke mener at der bliver gjort nok for byens træer. Vi er nu der, hvor vi selv må handle.

Der er dem, der finder det pebret at betale 14000 kroner for et træ. Det er også mange penge, men ikke i samme grad, når vi løfter opgaven sammen. Og det er ikke meget, sammenlignet med kommunens anlægsomkostninger på 75.000 kr, for et nyt gadetræ. De nyplantede træer kæmper en ulige kamp i vores gader, og de fleste dør unge. 

Vi skal værne om de store træer vi har tilbage i byen. Vi har brug for den kronefylde et voksent træ kan bidrage med. Og naturen har brug for dets biodiversitet. Ting man ikke kan købe, men bare vente- og håbe på.

Planen:
Bestille (og afregne) stabilgrus.
Bestille (og afregne) anlægsgartner til stabilisering af rampe.
Sørge for at stabilgrus og anlægsgartner kommer samtidig.
Koordinere med flyttemand (er betalt).
Sikre at der ikke holder biler parkerede i den ende (afgørende!).

Alle står klar, vi mangler kun de sidste 1900 kr. Og at sikre, at parkerede biler ikke sænker hele projektet. Vi skal bare have reddet det træ.

Fotos: vores træ, og et af de fine nyplantede på Nørrebros Runddel. En krone til forskel.


14.12.15

Opdatering på Mission Ahorn

Vores borgerredning af Krauseparkens ahorntræ, har gjort stort indtryk på alle fra politikere til presse. Måske er det ved at gå op for dem, hvor vigtige træerne er for os. TV Lorry glæder sig til at dokumentere rejsen og flere journalister rykker for opdateringer.

Det var planen at flytte vores ahorntræ i dag, men så let skulle det ikke være. Det viser sig at den grusrampe der skal til for at flyttevognen kan komme op over den høje kant, ikke var med i prisen som først antaget. Og Metroselskabet vil ikke involveres i at lave en, heller ikke selvom vi tilbyder at betale for det. 

Det, de kan gøre er at give os en sidste frist, til at få lavet den rampe selv. Vi har altså til fredag, og så er det slut. Vi er kommet så langt, og har kæmpet så hårdt for at redde det træ, så det gør vi selvfølgelig. Vi bygger vores egen rampe!

Målet er at gøre det onsdag. Vi skal bruge en dags varsel til grus og maskineri, og alle skal betales forud, så det haster.

Jeg har talt med et firma der vil levere og bagefter bortskaffe stabilgrus. Og jeg har talt med anlægsgartneriet Det Grønne Team, der vil stabilisere gruset og give os gratis jernplader til at smide ovenpå (og fjerne dem igen bagefter). De vil nøjes med at fakturere os for arbejdstid, og låner os maskineriet uden beregning. I alt vil den rampe (og bortskaffelse af den bagefter) koste os 6500 kr.

Spørgsmålet er, om borgerne har mod på at give den en indsamlingsskalle mere? Flere har skrevet bagefter, at de var kede af at de ikke nåede at støtte Mission Ahorn. Det er nu muligt. Alle indbetalinger fremlægges til sidst (du bestemmer selv, om du vil være anonym). Hvis du vil støtte, så skriv en direkte besked (via Twitter, Facebook eller mail her), så får du mit nummer og kan overføre via mobilepay. Det er den bedste måde at holde styr på hvor meget der går ind, og fra hvem. Når vi ikke målet, bliver pengene selvfølgelig returneret.

Vel er det bøvlet, det her. Men det er muligt. Og hvis Metroselskabet kan bygge tunneller under hele byen, kan vi også bygge en rampe og flytte det træ. Vi kan nå det endnu.


Fra en forårsflytning i De Gamles By. Se mere her: At flytte et træ

13.12.15

Forvaltningen anbefaler...

I morgen er der møde i Teknik- og Miljøudvalget for Københavns Kommune. På dagsordenen er en anbefaling fra forvaltningen, om at fælde en 20 år gammel kejserlind på Frederiksholms Kanal, og genplante en ny, fem meter længere henne ad gaden. Hvorfor? For udsigtens skyld. 


Rød cirkel: "forstyrrende" træ. Gul cirkel: ny holdeplads for et erstatningstræ.

Forvaltningen mener, at træet forstyrrer udsynet ved Marmorbroen, og at det ville være nemmere for fodgængere, hvis der ikke stod et træ lige der. 

Udsnit af forvaltningens oplæg:



Det er ikke en vittighed. Det er ikke engang sjovt, for forvaltningens anbefalinger bliver som regel fulgt. Som borger kan man kun håbe, at der er nogen i udvalget der får nærlæst det her punkt, og afviser den ide. feberredder vi et træ i Krauseparken, så længe. 


Projektet i sin helhed beskrevet i punkt 3: Byrumsforbedringer ved Frederiksholms Kanal, Indre By (2015-0021252)
Bilag 5 (hvor udsnit ovenfra er taget) Træ ved Marmorbroen.

OPDATERING: De valgte at lade træet stå. Hurra!  

 

12.12.15

Vi gjorde det!

Borgerne har splejset om en redningsaktion for det fældningstruede ahorntræ i Krauseparken. På to dage har vi indsamlet de 7500 kr, endda med flere bidrag helt fra Jylland. Jeg har talt med Jørgen Dahl Madsen, der koordinerer flytningen og med Jesper fra Nordisk Træflyt, og på mandag løfter de træet og kører det til sin nye plads i Fælledparken.

Det er altså et stykke Københavns historie, det her: borgerne redder et bytræ. Vi følger selvfølgelig træets rejse på mandag, og senere, når det er kommet godt på plads, skal vi danse om det, og fejre den store begivenhed.



Vores reddede ahorntræ, i sommerbetræk.

Bidrags oversigt, mission ahorn:


Tak til alle der støttede, og delte nødråbet. Sammen har vi reddet et træ, hurra!


11.12.15

Mission ahorn

Status lørdag: vi er så tæt på, 6400 kr er indsamlet, nu mangler vi kun 1100 kr, for at have reddet ahorntræet. Det er så fantastisk!

*******

Så har vi lige stoppet en sav. I dette øjeblik skulle ahorntræet i Krauseparken have været under saven, men vi er så tæt på at redde det, at vi har fået udsættelse til mandag.

Sent i går fik vi lov til at sætte træet i Fælledparken, men der skal stadig betales for flytningen. Rampen som Metroselskabet laver til flyttevognen, fakturerer de os også for. I alt kommer det til at koste 7500 kr at redde træet, og det skal afregnes forud.

Vi laver en lyn-indsamling, måske lykkes det! Alle indbetalinger fremlægges her på bloggen (du bestemmer selv, om du vil være anonym). Hvis du vil støtte, så skriv en direkte besked (link til min mail: her), så får du mit nummer og kan overføre via mobilepay. På den måde er der styr på hvor meget der går ind, og fra hvem, og hvis vi ikke når målet, kan pengene komme retur igen. Men det gør vi. Vi SKAL redde det træ. /Sandra

PS! Bonus ved at træet kommer til at stå på kommunens grund, er at de får prøvet konceptet af. De er skeptiske, men med på forsøget. 


PPS! Østerbro Avisen skriver om vores redningsaktion, og har et billede fra parken (nu: grunden). Totalt barberet, alt er væk undtagen vores lille ahorn. Åh.

http://minby.dk/oes…/redningsaktion-for-trae-i-krauseparken/

Links:

Følg Red Byens Træer på Facebook: her.
Read this post in English on Save the Urban Trees.

9.12.15

Red et træ!

I denne uge påbegynder Metroselskabet forarbejdet til den nye Nordhavnslinje, og det kommer til at koste træer i Krauseparken, på Østerbro. Det er jo ikke en af de uforståelige designbeslutninger, som kommunens i Møllegade, hvor man fælder 15 træer for at lægge fliser, her skal bygges en nødskakt og graves dybt. Det gør ondt, men sådan er det.

Vi spurgte om der var mulighed for at flytte nogen af de ni truede træer, og mødtes med træflyttefolket og Metroselskabet. Det er en sær park, med mange sten og flere niveauer, og i en arkitektonisk hjerneprut, har man lagt lamper *lige* i træernes rodzone. Det gør fem af dem uflytbare. Derudover er tre kirsebærtræer ud til gaden, for store til at flytte.

Men ET kan reddes (foto med pil). Et fint, rankt (vistnok) ahorn træ, der med en ekstra indsats kan flyttes. Det står på et hævet niveau, så Metroselskabet laver en rampe af grus til flyttevognen, og et hegn skal lirkes væk, så grabberen kan komme til. Nu afhænger alt af, om vi kan få nogen til at aftage det fine træ. Det koster kun flytteomkostningerne (der afhænger af, hvor langt træet skal flyttes), ca. 5000 kr i København, hvis det sker samme dag.

En aftager efterlyses i dag i Østerbro Avisen. Tiden er knap, det skal flyttes fredag. Hvis vi ikke får det afsat inden da, bliver træet fældet. Det kan vi ikke lade ske. Alternativt må vi skillinge sammen til, at det bliver opbevaret på træbørsen, indtil en ny ejer melder sig.

Det flytbare træ. Så fint!


Overblik over ledninger.


Fældningsmarkerede træer. Vi må redde det ene, vi kan.


Fældningstruede kirsebærtræer, der er for store til at flytte. Ak.


Krauseparken.


Og mens vi stod der, gav himmelen en regnbue. Hvis man lige stod og havde brug for et tegn.

Det ville være så fantastisk at redde det her træ, og følge det i de næste mange år. Er der nogen, der har plads til et træ?


2.12.15

To alarmer

På Østerbro i Krauseparken vil Metroselskabet i næste uge fælde ni træer, for at gøre plads til måleudstyr, der skal bruges til den nye Nordhavnslinje. Resten af parkens træer, tager de så til næste forår. Det er lige om lidt, men træerne står endnu, og vi kæmper sammen med træflyttefolket, for at få dem til at flytte de ni træer i stedet for at fælde dem.

Og nu er der så løbet endnu en alarm ind, fra Vigerslev Alle, hvor kommunen vil udvide vej og “udskifte” de eksisterende træer. Også i næste uge.

Det er helt vanvittigt, som de bliver ved. Vi SKAL simpelthen have flyttet de metrotruede træer.

Read this post in English here: A double alarm.

 

27.11.15

Trækærlighed

Lidt trækærlighed fra et truet træ på Sølund grunden. Et hjerteformet træ?! Magisk.


20.11.15

Hærværk i Valbyparken

En syg person (eller flere) er gået amok i Valbyparken, og har i nattens mulm og mørke, begået systematisk hærværk mod 45 træer. De er blevet *ringede* ligesom det skete med det gamle kastanjetræ i Skaterparken

Barken er livsvigtig for et træ, det er der næring transporteres op i kronen. Uden bark, dør træet. Og træer er livsvigtige for mennesker, det er dem der skaber vores ilt. Uden træer, dør mennesker. Så enkelt er det.


Ak, altså.
Link til Lorry TV indslag: her.

Tilføjelse: En borger har linket til en metode, der måske kan genoprette barkforbindelsen: How To Fix Girdled Trees. Måske er der Valby naboer eller andre i gruppen der har lyst til at følge op på den ide, eller prøve at redde et par træer med den metode? 
 

OPDATERING:

Han bliver ved! Ifølge Politiken er der hærget 20 mere i dag, vi er oppe på 70-80 birketræer. Ubegribeligt!


18.11.15

Vi kæmper til det sidste

Vi er stadig mange, der ikke har opgivet at redde træer i Møllegade. Hvor Lokaludvalg- og Miljøpunkt Nørrebro forlængst har erklæret sig tilfredse med kun 3 bevarede træer ud af 18, kæmper Tommy Petersen fra de Radikale og borgerne stadig med næb og kløer for de sidste. Og Nørrebro Nordvest Bladet hjælper os trofast med at holde fokus på sagen, det er så stærkt!


Ved vores foretræde før det skæbnesvangre møde, hvor man altså uden afstemning vedtog at gennemføre den flisebelagte plads der koster os 15 træer, videreformidlede vi fagfolks anbefaling om, at bruge skruefundering ved bytteskuret. Et skur, der efter forvaltningens planer, skal stå lige ovenpå de tre store asketræer ud mod Møllegade. Ved skruefundering kan man skånsomt placere skuret et lille stykke fra væggen, og dermed bevare tre store træer.

De Radikale greb den sidste chance, og bad forvaltningen om at undersøge muligheden: Er skruefundering et trævenligt alternativ? Svaret fra forvaltningen er et utvetydigt ja. 
Det er jo fantastisk. Men betyder det så, at de vil rykke skuret det lille stykke, og lade træerne stå? Tusindvis af borgere har tilkendegivet deres ønske om at bevare så mange træer som muligt på den nye plads, spørgsmålet er, om der er nogen der lytter til os?

Der er altså 15 store træer på spil, snedigt delt op i to sager: 2 ved børnehaven og 13 på selve pladsen.


Dagens artikel i Nørrebro Nordvest Bladet: Træernes overlevelse svæver fortsat i det uvisse.

Tidligere indlæg om Møllegades træer, to års kamp. De nyeste først: