23.6.20

En opdatering

Mon københavnerne helt fatter hvor tæt vi lige kom, på at miste store dele af vores nære bynatur? Det vanvittige forslag om at omdanne grønt til gråt areal og nedlægge dyr og besværlig natur, blev nedstemt, andre dele ændret og vedtaget og et enkelt af punkterne sendt til omformulering.

Men hele udgangspunktet for kommunens “harmoniseringsplan” består. En  69 sider lang rapport, der helt har udeladt bynaturens og især træers værdi. Mere end herlighedsværdi udgør træer også en målbar økonomisk og miljømæssig værdi. Netop den arbejder man med i byplanlægning i resten af verden. Men for EY og forvaltningen tæller naturen alene som en udgift, og det gør hele regnestykket værdiløst.

Derudover brydes løftet fra den gældende træpolitik, punkt 4: “at sikre træer en høj faglig pleje på alle kommunale arealer” med det foreslåede fokus på pris i licitation. Kvalitet må her max veje 30% og pris 70%.

Og måske værst af alt, så er begreber som gartner, naturpleje og træer helt fjernet fra kommunens ordforråd. Nu hedder det “driften”, natur er byrumsinventar og gartnere renholds arbejdere. I medierne rapporteres udfaldet som en sejr for skraldesituationen. At vi på et hængende hår slap for en “standardisering af grønne byrum” (afvikling) og fyring af endnu flere gartnere, registreres ikke engang. Nu bruger vi bare “grøn”, og det er jo et ord med en dejlig elastik.

Så man kan godt sige at konsulenterne har vundet. Vi er stadig en storby uden en parkforvaltning, stadsgartner og øremærkede budgetter til byens træer og natur. Uden et fuldt overblik over eller samlet plan for den grønne infrastruktur. Det kommer til at koste fremtidens København dyrt, at rette op på vores ødelæggelser. I den udstrækning det overhovedet lader sig gøre.

Men et hurra fordi der denne ene gang blev sagt stop for forringelser og tak for den intense deling og omtale af det seneste farlige forslag. Det gør en kæmpe forskel, at så mange siger fra nu.

(Foto: dugfrisk hilsen fra en reddet oase, en daglig glæde <3)



Et udsnit fra side 32, af den 69 lange sider rapport fra YE og forvaltningen:

https://www.kk.dk/sites/default/files/edoc/Attachments/25713726-36904059-1.pdf

https://www.dec.ny.gov/lands/40243.html

Det burde være fast pensum for både politikere, forvaltning og EY.

21.6.20

En ferie afbrydelse med noget vigtigt

I morgen præsenteres TMU (Teknik og Miljøudvalget) for en rent ud sagt vanvittig plan fra de eksterne konsulenter Ernst & Young. De anbefaler blandt andet at man fælder træer, fjerner buske og andet grønt og omdanner det til gråt areal, der er billigere i drift.

Samme står bag en afvikling af foreløbigt 30 årsværk i naturplejen, foruden omdannelsen af de resterende til renholds arbejdere. Ernst & Young står for en systematisk ødelæggelse af København, der for alvor tog fart i 2014 da de nedlagde Center for Park & Natur. Nu kommer de så efter resterne.

De burde fyres på gråt papir og alle deres ødelæggelser rulles tilbage. 

(Foto: Skærmskud fra mødematerialet for i morgen.)
Link til punktet på dagsordenen i TMU 22 juni 2020: 
2. Harmoniserede serviceniveauer for grøn pleje og kirkegårdsdrift og gaderenholdelse samt plan for driftsudbud i to bydele (2020-0062249). (Det virker kun indtil de flytter det til referat)

Opdateret: linket herover er nu dødt, her er det nye: referat.

9.6.20

Haver er ikke byggegrunde! (Alarm)

Københavns kommune er nu gået over til at nedlægge hele haver, for at få plads til nyt byggeri. På Amager vil man bygge og lave parkeringspladser i Sundparkens haveanlæg Karolinelunden, og i den modsatte ende af byen vil man bebygge de to gamle haver Emdrup Søgårds Have og Emdrupborgs Have. Et åndehul for de tilstødende fire afdelinger af socialt boligbyggeri.
Kommunen vil placere 12 skæve boliger og nogle midlertidige ungdomsboliger i de to gamle haver, og har ikke vist sig lydhøre overfor konstruktive forslag til en alternativ placering. Det er helt sort. Man bygger ikke i det grønne fællesareal, og man fælder ikke store og historiske træer for at klappe midlertidige boliger op! Der er simpelthen ingen respekt for naturen i den her by? Hvis ingen stopper dem, bliver de ved til der ikke er mere tilbage. De sidste haver må bevares. 

Hjælp borgerne med at bremse kommunens vanvittige planer, skriv under for bevarelsen af de to gamle haver Emdrup Søgårds Have og Emdrupborgs Have.


Foto af Emdrupborgs Have og Emdrup Søgårds Have fra underskriftindsamlingen.

Skriv under her: Stands planlagt byggeri i Emdrupborgs Have og Emdrup Søgårds Have.
Sagen omtalt af Danmarks Naturfredningsforening Kbh: Emdrup-haverne

7.6.20

En grå by

Politiken kigger lidt på vores grå by. Altså den hvor vi fælder træer for vej og parkering, og hvor gartnere er nogen der skrubber offentlige toiletter. Anledningen er at TMU i morgen skal kigge på hvordan vi når målet om de 100.000 træer. Skal vi tælle lidt mere fleksibelt? Kan vi gå på kompromis med kvaliteten? Rykke fristen?

Vejtræer som vi især har brug for, har svære betingelser, de fleste går ud før de overhovedet kommer i gang. Endnu en grund til øget fokus på at bevare dem vi har tilbage og øremærkning af midler til både beskyttelse og pleje. Og behøver man at sige: gartnerne tilbage i naturplejen på fuld tid? Nu må alvoren da snart gå op for dem?

https://politiken.dk/ibyen/art7809678/

Kviste, tørke, ukrudt og fiasko er selvfølgelig "byskoven" på Selinevej, hvor man plantede de stakkels små træer i affaldsjord fra metrobyggeriet. Og ikke gjorde yderligere ved den sag. Da de gik ud blev de hakket til flis* og kastet over drypzonen på de voksne træer der stod der i forvejen. Med sikker død til følge. Det strider mod al fornuft.


nettet ($) og på tryk i dag i Politiken.

*OPDATERING/rettelse : Kommunen siger at flisbunken placeret i drypzonen på træerne, altså ikke består af døde træer fra byskoven, men nogle andre fældet i en anden forbindelse. De har ikke nogen kommentar til placeringen eller konsekvensen.