1.6.17

Et sirupværn

Under sidste års Distortion mistede Nørrebro to unge træer. Det ene var brækket helt over, det andet halvt, og de blev begge erstattede af to nye. I år mindede vi kommunen om faren for netop de to yngste i epicenteret af festen, i håbet om at man klog af skade ville afskærme træerne eller træffe andre foranstaltninger. Men ak. 

Man havde det jo på fornemmelsen. Derfor fik træerne i mangel af bedre, et nødtørftigt sirupværn. Et tykt lag klister på stammen, for at gøre det mindre attraktivt at tage fat om den og brække den over.
Om det har hjulpet ved ingen, men begge træer var i dag stadig i live. Og på støttestroppen på det ene træ, var der et spor til opklaring af, hvad der tog livet af det første: et tydeligt aftryk af en sko. Folk kravler altså op på støttestammen, står på stroppen og bruger træet som støtte. Der skal ikke andet til end overbalance, før en tung person tager træet med sig i faldet, og derved knækker det. Mysteriet løst.

Hvorfor VIL kommunen ikke lære af den her adfærd? Når vi nu ved, hvor faren er størst? Dybt frustrerende!

Fotos af forrige års skader og dette års sirupværn.

No comments:

Post a Comment

Onde spam robotter ingen adgang.