30.5.16

Klatreskoven opdatering

Dispensationen givet med seks stemmer for - ACV - og fem imod (ØBF).

Det vil sige: tilladelse til fældning af en hel byskov, givet af følgende partier:
Socialdemokratiet, Konservative og Venstre.
Imod: Enhedslisten, Radikale og SF.

En katastrofe for København.

Bevar Klatreskoven på Carlsberg. Vi kan nå det endnu. (TIL POLITISK VEDTAGELSE I DAG)

I en spritny pressemeddelse fra kommunen, fremgår det at der stadig er mulighed for, at afvise ønsket om dispensation til fældning af Klatreskoven på Carlsberg grunden. I forvejen har de fået dispensation til at fælde 27 bevaringsværdige træer, men nu mener kommunen altså at grænsen er nået. 

Morten Kabell siger:
"..det nytter ikke noget, at Carlsberg bliver ved med at gå på strandhugst blandt Københavns træer for at få plads til nye indtægtskilder. I stedet burde Carlsberg tænke et så værdifuldt område for mange ind i deres arkitektur, så Klatreskoven fortsat kunne trække besøgende til området og vække glæde for mange."

Hermed en bøn til alle vores politikere, om at bevare Klatreskoven!


Carlsbergs nymassakrerede allé, juli 2015.

Link til kommunens PR meddelelse: her.


12.5.16

Katastrofe afværget

Så er der nyt i planen for udvidelsen af Statens Naturhistoriske Museum, på hjørnet af Øster Farimagsgade og Sølvgade. Rigtig mange borgere og lokale virksomheder nåede i sidste øjeblik at afgive høringssvar, med fokus på bevarelsen af den frodige forplads, og det har gjort en kæmpe forskel. 

Hvor det oprindelige udkast til forpladsen, var en flad, afgrønnet omgang, er der i den vedtagne lokalplan nu klare instrukser om at 5 ud af 7 bunkere skal tænkes ind i projektet, sammen med de gamle træer. Ved at bevare bunkerne, skåner man også træerne, hvis rødder er filtret ind i fundamentet. 

I materialet der nu er offentliggjort, og tilgængeligt online som pdf fil, kan man på side 14 læse om forpladsen. Der står blandt andet:

* De eksisterende træer skal bevares. 
* Hjørneafgrænsningen skal fortsat bestå af træer. 
* De eksisterende bunkere ved Sølvgade skal, med undtagelse af bunker 60 og 61, bevares. 

--------------------------------------------------------------- 

Så godt kæmpet, København! 


Udkastet til den barberede forplads, der fik alle alarmer til at ringe.



 Pladsen som den ser ud nu, i sommerhalvåret.


Udsnit af side 14, i den vedtagne lokalplan nr. 532, for Statens Naturhistoriske Museum. 


Udsnit af tegning 3, i den vedtagne lokalplan nr. 532, for Statens Naturhistoriske Museum.

Links:


10.5.16

Endelig fri!

Det er sådan en fantastisk dag! Dametræet, Sølunds gamle ginkgo er endelig befriet af mere end 40 års vedbend, der bare havde vokset sig så stor, at den truede med at omslutte træet. Flere trækyndige vurderede på stedet, at vi max. havde haft to år mere, før det gamle træ var gået ud og efterfølgende måtte fældes. 

Fem mænd knoklede en hel dag, nænsomt og stædigt lirkede de årtiers tentakler af, og blottede det smukkeste træ nedenunder. Sikke en gave! 

Det viste sig at der slet ikke var aktive fuglereder i træet, kun to gamle kragereder i kronen. Naboer der kiggede forbi, sagde at der ikke havde lydt fuglepip derfra længe. Der er dem der har følt sig knyttet til den gamle vedbend, og ment at den sagtens kunne blive siddende. Ingen af dem har været trækyndige. Dem der lever af at værne om træer, har enstemmigt udtrykt stor taknemmelighed over, at vedbenden endelig er væk. 

Af hjertet tak til Morten & Rødderne, og vennerne fra Iclimb, for den kæmpestore gave til København, borgerne og Red Byens Træer.

Her er billeder fra den store dag.





 





 Vedbenden.


Fri!


Vedbenden kom i en flismaskine, og bliver til kompost. En del af den gratis vækstmuld, som vi alle kan hente på genbrugsstationerne når det bliver sæson for det.
 



9.5.16

Dametræets befrielse

Så er Dametræets store dag kommet! Den majestætiske ginkgo på Sølund grunden, er så tæt på at være omsluttet af vedbend, at den er i fare for at gå ud. Hvis vedbend får omsluttet et træ helt, lukker det for lys og næring, og vil på den måde slå træet ihjel. Trækyndige har i årevis forgæves ringet kommunen ned, for at finde nogen der ville tage ansvar for at befri det gamle træ.

Da træet optrådte i Natursyn på P1, i en fin lille video, skete det fantastiske at de certificerede træplejere Morten & Rødderne tilbød at fjerne vedbenden, som en gave til borgerne og Red Byens Træer. De nye Sølund ejere var begejsterede og gav grønt lys, og i morgen går det så løs. Alle kan komme og kigge på fra kl. 11, hvis man skulle have lyst til at se et helt hold mænd klatre seks etager op og møjsommeligt lirke sådan en anaconda af. Det bliver helt vildt. 



PS! Til dem der måtte være bekymrede for det: De har lovet at arbejde udenom eventuelle fuglereder.


PPS! Det foregår ud for Læssøesgade nr. 3, her på google maps




2.5.16

Nu er det nu!

I dag er et forslag til en samlet træpolitik for København, til politisk vedtagelse. Det er intet mindre end en milepæl for byens træer og de foreninger, borgere og politikere, der har kæmpet side om side for at få træerne på dagsordenen.

De fem hovedpunkter er:
1. Eksisterende træer i København skal som hovedregel bevares.
2. Særligt værdifulde træer i København skal udpeges og bevares.
3. Der skal plantes flere træer i København.
4. Der skal sikres gode vækstvilkår for både nye og eksisterende træer i København.
5. Der skal sikres et varieret artsvalg.

Flere steder understreges nødvendigheden af et trækort, det store overblik over byens træer. Det skal vi også snart tale mere om..

Alle krydser fingre for at den vedtages. Det ville være så fantastisk!


(Reddede træer på bunkerne ved Dr. Louises Bro)

OPDATERING:
Så er der netop kommet en opdatering fra en af forslagsstillerne Tommy Petersen (B): træpolitikken er vedtaget!

Hurra, hurra, hurra!

Links: