5.10.15

Om dagens fældninger på Åboulevarden

Lige nu fælder kommunen træer på begge sider af Åboulevarden, fra søerne og op mod Blågårdsgade. De har været på radaren i længere tid, og jeg har ved flere lejligheder skrevet til parkforvalteren om påkørte og udpinte træer på den strækning. 

Træerne er budt helt umulige forhold: plantehullerne er betonbadekar så begrænsende for væksten, at stammerne på de største er firkantede(!). De er saltskadede, står i næringsfattig jord, og bliver konstant påkørt af busser, der med deres højde river stamme og grene i stykker. Det er jo håbløst at få noget til at leve under de forhold. Alligevel står der stadig en række træer, der får en chance for at overleve. Lad os kæmpe for, at de i det mindste bliver beskyttede mod salt til vinter. 

Det fantastiske er, at borgerne holder et vågent øje med byens træer, og ringer og skriver til kommunen. Det er præcis sådan det skal være! De skal vide at træerne betyder noget for os, og at vi ikke vil af med dem uden vægtige grunde.

Sidst i august skrev parkforvalteren for området, og fortalte om de forestående planer. Her er indholdet af mail, delt med tilladelse:

*****
Kære Sandra

Du har tidligere skrevet og spurgt til nogle døde/døende træer på Nørrebro, du har blandt andet spurgt til nogle træer som du havde set på Åboulevarden og på Nørre Allé.
I år har vi heldigvis en fin mulighed for at prioritere at få udskiftet de ringeste af dem og plantet nogle grønne nye træer til at tage over.

På Åboulevarden vil der blive skiftet 9 udgåede lindetræer, her vil der blive plantet elmetræer i stedet, dem har vi ikke så mange af da der jo var elmesyge for nogle år siden, hvor de alle sammen gik ud, men nu er der en ny elm, som ikke angribes af den dødelige svamp og erfaringen fra blandt andet Amager er, at de klarer sig rigtigt godt også ved trafikerede veje som Åboulevarden.

Heldigvis er der også nogen af træerne på Åboulevarden der klarer sig hæderligt, og dem vil vi selvfølgelig gerne bevare. Der skal skæres nogle døde grene i nogen af dem, det vil gjort henover efterår/vinter som almindelig træpleje, og så kan de forhåbentligt klare sig et godt stykke tid.

På Nørre Allé (strækningen mellem Skt Hans Torv og Frederiks Bajers Plads) vil der blive skiftet 5 udgåede lindetræer, her vil der blive plantet lindetræer igen. Der er også nogen af træerne der har døde grene, som vi bortskærer henover efterår/vinter med håbet om at træerne så kan blive pæne og grønne igen næste år på resten af kronen.

Du er velkommen til at skrive til mig, hvis du har nogen spørgsmål i den forbindelse.

*******
(slut på mail uddrag)

Fotos fra i dag, de to sidste er fra parkforvalteren, af træer hun har vurderet fældningsmodne.




Man kan lige ane en firkantet stamme. Helt flad ud mod cykelstien, en kamp for overlevelse.


 Fældningsmarkeret træ, uden blade, på Åboulevarden. Med nul plantehul!


 Parkforvalterens foto af udpint Åboulevard træ.


Parkforvalterens foto.

No comments:

Post a Comment

Onde spam robotter ingen adgang.