26.9.13

Skammens dag

København har i dag mistet et stykke uerstatteligt natur: hele forhaven til Statens Museum for Kunst er væk. De smukke, tunge syrener og alle de gamle træer er revet op med rode, og pladsen er forvandlet til en flået græsplæne. Hvorfor? Fordi man vil anlægge en ny “museumshave”, med vandspejl og græs. Med udsigt til et stærkt befærdet kryds og en motorvej, der tæller 8 spor. 



Igen har man ladet en arkitekt slippe afsted med et uvirkeligt scenarie. En fantasi om én bil og én cykel. Uagtet at haven ligger ud til et af byens mest trafikerede kryds. 





Hvordan kan der på nogen måde gives tilladelse til det? Og hvorfor hørte vi først om det, når det er forsent? Hvorfor kæmpede ingen for det historiske stykke Københavner natur? København burde indføre totalt fælde-stop, og påtænker man at fælde store, uerstattelige og sunde bytræer, burde der, som på Frederiksberg, ansøges om dispensation. Lige nu sidder man tilbage med en følelse af, at ingen tager vare på træerne i den her by.

Det sidste træ.



Det sidste træ var en kæmpe, ligesom alle de andre. Se den lille mand i nederste højre hjørne, for at få en idé om hvor store og fantastiske de træer var.


Sunde og raske træer.

De gamle træer lige på den anden siden af der-var-engang-en-have. En påmindelse om hvad vi lige har mistet. Det er en skammens dag for København. 
 

20.9.13

Dette budget indeholder ikke træ

Vores borgmester er på twitter, og det er Red Byens Træer også. Vi spurgte ham om der var gjort plads til byens træer i det netop aftalte budget14. Svaret var: "Vi har afsat 48 mio kr. til Harrestrup Å-projektet. Det giver et stort løft til naturen ved Vanløse og Valby".

Hvorfor får man en fornemmelse af at træerne slet ikke har været i fokus? Specifikt vores træer i byen lider hårdt. Der er ikke råd til at genplante i det tempo man fælder, vi salter stadig vores træer ihjel og der er ikke taget stilling til en egentlig træpolitik.

Vi har lang vej igen, men vi giver ikke op!
 
 
 
 
 

16.9.13

En beskytter fra Dametræets fortid, melder alarm

Vi nytter noget! Jeg har lige haft en god samtale med landskabsarkitekten for det eksisterende Sølund. “Straks jeg slog op i Politikens Lørdagsliv, kunne jeg kende træet fra dengang”, sagde han. Og han var meget forfærdet over at vedbenden havde fået lov at nå så højt. Det er til decideret fare for træet på nuværende tidspunkt, og skal hurtigst muligt fjernes, før det omslutter og kvæler det gamle træ. Dengang de byggede Sølund sidst i 1970erne, lå der klare ordrer fra den daværende stadsarkitekt: den gamle Gingko skulle bevares, og hvis den ikke overlevede byggeriet, var det fyringsgrund. Det var selvfølgelig sagt med et glimt i øjet, men illustrerede hvordan alle stod sammen om at bevare det historiske træ.

"Vi brugte mange kræfter på at holde kranerne ude af kronen, og passe på at det ikke kom til skade." "Hvis man skal bygge på grunden igen, må det stadig kunne bevares, så den store indsats vi gjorde dengang, ikke skal være forgæves." Vi er ubestridt enige.

Nu tager den tidligere landskabsarkitekt kontakt til John Pape, leder af Center for Park og Natur, for at høre hvad de vil gøre med den truende vedbend. Opdateringer på udviklingen følger naturligvis her.

14.9.13

Godt nyt og en byge løvkærlighed fra Politiken

Vores Dametræ, Gingkoen ved plejehjemmet Sølund har i dag fået føste parket i Politikens tillæg Lørdagsliv. Annemette Grundtvig sætter et fint fokus på byens træer og hvad de betyder for os: “Når man bor i en by med alt hvad den indeholder af trafik, støj, glas, stål, sten, beton og kunstigt lys er træer måske det mest iøjnefaldende eksempel på, at naturen er omkring os alligevel. “ Man lunes langt ind i sit træelskende hjerte!

Og der er flere gode nyheder: I stedet for at rive et velfungerende byggeri ned næste år, og destruere en oase, har kommunen indset det fornuftige i at tænke sig om en ekstra gang, og i mellemtiden leje de tomme lejligheder ud. Det giver os indtil videre tre år til at kæmpe for Dametræet og de hundrede andre træer og buske på grunden.

Løvkærlighed i stride strømme, til alle.


4.9.13

Opdatering på Willemoesgade træerne

En opdatering fra Bjørn Westerbeek Dahl, på træerne i Willemoesgade på Østerbro:

***
I juni kom jeg med en meddelelser om, at to træer i Willemoesgade var fældet, og - hvad værre var - at de ikke ville blive genplantet, så nye træer kunne indgå i den allébeplantning, som gaden er kendt for. I stedet var stedet, hvor træerne stod, blevet asfalteret over og indrettet til parkering.

Siden har der været arbejet hårdt på at få de to træer - ud for nr. 55 og 61 tilbage: Der har været afholdt et møde med Center for Park og Natur og en andelsboligforening har skrevet til borgmesteren. Alle sejl har således været sat til, og i det har vi så fået den glædelige meddelelse, at de to træer vil blive genplantet, når plantningssæsonen begynder igen til efteråret.

Det gode budskab er dog krydret med oplysningen om, at andre og lignende genplantninger har måttet udskydes som følge af mangel på penge, og undervejs har vi fået fornemmelsen af, at Center for Park og Natur er underlagt Center for Trafik og Center for Parkering, forstået på den måde, at Center for Park og Natur hver gang skal argumentere for genplantning - og at argumenterne skal sættes op mod trafikale og parkeringsmæssige hensyn.
Så meget for et "grønt København"! Som borgere og gruppe bør vi kræve, at der lægges midler til ordene om den grønne by, og at træer prioriteres højere end parkering og trafik, når der er tale om genplantninger!

Bjørn Westerbeek Dahl

***

Når en parkeringsplads nedlægges i København siger loven at den skal genoprettes et andet sted. Hvorfor gør det samme ikke sig gældende for træer?

Det skal vi have rettet op på. Tak for opdatering, Bjørn.