30.5.13

Træpolitik

En af vores mærkesager er, at Københavns Kommune skal lave en træpolitik. Det er uforståeligt at vi ikke har en, især da København er udråbt til Europas Grønne Hovedstad 2014. På Frederiksberg giver man os baghjul, med en træpolitik, der blandt andet forbyder fældning af træer der er ældre end 25 år, private som offentlige, uden særtilladelse. Stærkt! Her er ordlyden (taget fra kommuneplanen 2010):

Træer
• Træer, der er over 25 år gamle, må på såvel offentligt som privat areal ikke fældes eller beskæres uden kommunalbestyrelsens tilladelse.
• Værdifulde privatejede træer og beplantningsstrukturer skal beskyttes gennem bevaringsbestemmelser i lokalplaner.
• Ved etablering af parkeringskældre skal det sikres, at friarealer
på terræn over parkeringskældrene kan beplantes med træer.

Grønne forhaver
• I villaområder skal præget af villakvarter med forhaver og beplantning mv. bibeholdes, ligesom hegningen skal indpasses i villakvarteret og fortrinsvis være levende hegn. Dette gælder især ved indretning af institutioner og erhvervsvirksomheder i villaområder.
• I etageboligområder, hvor der er grønne forarealer, skal disse bevares med grøn karakter.
• Inventar til affaldshåndtering skal, hvis dette placeres i forhaver eller på grønne forarealer, gives en udformning og placeres, så det grønne præg fastholdes.   

Og så kan man, med inspiration fra Berlin, gå ind på et kort og se en oversigt over alle byens træer (se under "veje og trafik"). Alle de private træer er ikke komplet optegnede endnu, men det er et stormskridt i den rigtige retning. Kom så København!

24.5.13

Må ikke fjernes

Den lille skov der omkranser det nedrivningstruede plejehjem Sølund er en oase i byen. Den frodige grund gemmer på en biodiversitet og hele økosystemer, med frugttræer, buske, urtebede, blomster, insekter og fugle, og ikke mindst de uerstattelige store, smukke træer. Kronjuvelen er selvfølgelig Dametræet, den sjældne Gingko Biloba.

Til dem der ikke kender grunden, er der en lille serie billeder her (link), man kan fryde sit øje på.  Henover sommeren, og så længe skoven står, vil jeg fotografere løs. København har ikke råd til at miste det her. Det er så åbenlyst ikke hverken et grønt forslag, eller i borgernes interesse.



Parkeringskælder Sølund


Indgangen til den underjordiske parkeringskælder, en fin kålorm af blomster og blade.
  An endangered oasis 
Untitled
  Endangered tree  
Der er også et indlæg om den lille skov på Classic Copenhagen (link)

22.5.13

Kalder alle arkitekter

Der løb et suk ind fra Carl-Fredrik Olof Vogel, efter fældning af de kun ti år gamle træer ved DR-byen og IT Universitetet ved Emil Holms Kanal i Ørestaden. Vi satte os for at opklare hvem der fældede dem, og hvorfor. I Ørestad Sekretariatet forklarede man hvordan det hang sammen, der var flere problemer. Træsorten (pil) er slet ikke egnet til den hårde belastning, med stærk vind, genspejl fra vandet og frost. De unge træer var blevet syge, de døde dele angrebet af borebiller, og man frygtede at et stormvejr kunne få dem til at vælte, og gøre skade på mennesker. 

Hvorfor blev de syge og bukkede under? Arkitekter har for vane at pynte med grønt der eksempelvis vokser hurtigt og ser godt ud (samme problem på Superkilen, hvor alle træerne også er røget). Derudover var underlaget slet ikke lavet godt nok til træer, gruset var stampet for hårdt. 

Dem, der sidder med problemerne efterfølgende, beder indtrængende om at arkitekterne samarbejder med træ-kyndige. Det gør vi også. Arkitekter må simpelthen indse at de skalter og valter med noget livsvigtigt, hver gang de slår en streg på et stykke papir, og sætter et træ.

En træsort der egner sig bedre til de forhold skal findes blandt de Nordiske. Der var tale om at erstatte piletræerne med eg fra Norge. Før de kommer op, skal de resterende træer langs kanalen fjernes, og bunden skal udbedres. Det kommer til at ske til efteråret. De næste træer bliver små og kommer til at vokse langsomt, men forhåbentlig bliver de så stående.


(foto: Carl-Fredrik Olof Vogel)

20.5.13

Vigtige, vigtige bytræer

Hver gang vi slår noget op på gruppens væg på facebook, spejles det her. Bare fordi man har valgt facebook fra, skal man ikke hægtes af. Jennie har lagt et spændende link, med en lille følgetekst:

Linket her er en lille guldgrubbe for folk med interesse i bytræer og -skov. Fakta om hvor meget træerne arbejder gratis for os, og ligefrem sparer os penge og ressourcer i det lange løb. Løvkærlighed i Pinsen til alle. 

15.5.13

Den lille treehugger

Vores Dametræ har fået en lille treehugger. Den 150 år gamle Gingko Biloba på plejehjemsgrunden Sølund er stadig fældningstruet, sammen med 100 andre store, flotte og raske træer. Kommunen planlægger at rive de 390 kun 32 år gamle boliger ned. 390 gange søudsigt skal erstattes med en kolos til en milliard. De nye lejligheder henligger i skygge og har udsigt mod gård og gade. Hvilket spild.

Sølund kunne være byens mest attraktive ungdomsboliger, studerende kunne få søudsigt og tag over hovedet. Kolossen kunne bygges et hvilketsomhelst andet sted. Og i det allermindste kunne den flytte sig de femten meter fra kantstenen, og lade det historiske gamle træ stå. Vi slås for den lille skov og vores Dametræ, til sidste dråbe!

Den lille treehugger

3.5.13

Sådan redder man gadetræer i Aarhus

Ovre på Twitter fortalte AnneMette Schjoedt-Pedersen at det var lykkedes hende at redde en hel stribe fældningstruede, raske gadetræer. Her er historien i sin fulde udstrækning, til inspiration for os allesammen:

Århus er en halvmåneformet by. Derfor har vi to trafik-halvcirkler. Den ældste hedder Ringgaden og dér bor jeg. Lige her på mit stykke er der store flotte popler i midterrabatten og kastanjer, der får røde lys til kr. Himmelfartsdag. Jeg blev opmærksom på, at træerne på stykket syd for "mit" var ved at blive fældet. Fik en snak med skovarbejderen, der sagde, at Poplerne skulle vige for Plataner, fordi Poplerne var så gamle, at det var svært at forhindre, at der af og til faldt en gren ned på bilerne. (WHO cares? - Især når man tænker på, hvor fede og dermed fedtede platanblade er). Desuden skulle alle træer i siderne (mellem cykelsti & vej) fjernes.
 Jeg skrev et "hulk" til Natur & Miljø i Aarhus.

Jeg roste dem af et ærligt hjerte for eksempler på deres fine arbejde for og rundt omkring i byen og spurgte så, hvordan de kunne nænne at fjerne de sjældne røde kastanjer? Og henledte opmærksomheden på, at vi i forvejen er voldsomt generet af bilstøjen, og at nye, små træer ville være længe om at komme op i en skærmende højde. Efter en korrespondance frem og tilbage, hvor andre beboere på strækningen også gik ind, blev resultatet, at poplerne står her endnu med mange reder i og de fleste kastanjer er her også stadigvæk.

De kom ud og mærkede de syge/visne træer af, så det kun blev dem, der blev fældet. Og jeg har siden hvert år skrevet TAK til dem og husket dem på, at det er NU, de kan komme forbi og nyde de røde lys! Min erfaring er, at man får ikke andre menneskers ører, hvis man starter med at skælde dem ud. De er medmennesker. De gør deres arbejde. De har intentioner om at gøre deres arbejde godt. Vi er bare ikke enige om, hvad det godt er. Så jeg er venlig! Men insisterende. En kærlig hilsen fra Smilets by. (@amspbch på twitter)

Hvor er det godt gået, AnneMette! Og tusinde tak fordi du delte historien med os.