24.3.21

Blomsterbede i træbede? Spørgsmål til kommunen/OPDATERES

For at imødekomme borgernes sult efter bynatur, biodiversitet og bare noget grønt, har kommunen lavet en biopulje. Her har man afsat hvad der i et kommunalt budget udgør de rene pebernødder, til at støtte forskellige tiltag. Et af dem er, overfladisk beskrevet: "planter og frø til at etablere bede omkring gadetræer".

Gadetræer har ekstremt trange kår og i forvejen alt for små plantehuller. Finrødderne som de får næring igennem, bor i overfladen af jorden. Hvis man graver dem over, graver for tæt på stammen, graver for dybt eller skovler for meget jord på bagefter, så rødderne ikke får ilt, så er der overhængende fare for at træet tager skade eller ligefrem går ud. Det er ingen jo interesserede i. Så for at ingen gør skade på vores dejlige bytræer, er spørgsmålene til kommunen nu: 
 
Hvordan graver man korrekt i et gadetræs bed, uden at skade træet? Afstand til stammen, dybde og max jordlag? Er der en grænse for, hvor gamle træerne må være, når man graver under dem? Hvilke instruktioner gives? Er retningslinjerne udarbejdet med en arborist?

Dette indlæg opdateres når der kommer konkrete svar (udenomssvar deles ikke). Og når vi får svar, så skal de bare deles så vidt og bredt som muligt, så vi ikke får gjort skade i vores forsøg på at gøre noget godt.
 
Opdateret: Der er ikke kommet svar på de konkrete spørgsmål, vi er blevet anbefalet at læse en bog om emnet, og at "eventuelle instrukser udarbejdes ...målrettet et konkret projekt og fremsendes sammen med tilsagnet om støtte – naturligvis såfremt der er opnået støtte og såfremt det vurderes, at en instruks er påkrævet."

Ved en gentagelse af spørgsmålet er seneste svar pr. 24 marts: "du får alene svar, hvis jeg vurderer, at henvendelsen tilfører væsentligt nyt med henblik på en eventuel videre dialog."

Altså ingen svar på vores spørgsmål. Men det er også en slags svar: Man har ikke tænkt planen igennem og udarbejdet kriterier for forstyrrelse af træbede. Fortsættelse følger.
 
 

 

21.3.21

Hjørnebøgen opdatering

Så skete det omsider: Hjørnebøgen fik sin beskyttelse! Sikker (hvis respekteret) under de næste 3+ års megabyggeri af Sølund. Hurra!


 

12.3.21

Sølund Hjørnebøgen i fare!

Hjørnebøgen på Sølund grunden ved søerne er lige nu i overhængende fare! Alle de andre træer der skal bevares i byggeriet har fået fine afspærringer, men den 150 år gamle bøg på hjørnet fik bare et stykke plastik bånd og en formaning med på vejen. Og nu sker ulykkerne hurtigere end nogen kan nå at bremse dem.

Hele området under bøgen skulle jo være spærret helt af. Den har kun det lille lod jord at gro på, og bøgetræer er særligt følsomme med deres jord og rødder. Især de gamle. I dag er der så smidt byggeaffald under det og der er dybe spor efter tung trafik med larvefødder, der komprimerer rødderne netop som de gør sig klar til foråret. De har gravet alt for tæt på, knækket grene af og fjernet hele den naturlige beskyttelse som busken og hegnet ud mod søerne gav. Og den sølle "beskyttelse" af et plastikbånd er pillet af.

Det er en katastrofe. Én ulykke var ellers allerede afværget på grunden for nylig, men fordi der *stadig ikke* er sat den fjerneste form for beskyttelse op udefra, anser de forskellige arbejdshold området som ubenyttet. Seniorprojektlederen og kommunikations afdelingen er orienteret og håbet er at der nu endelig bliver sat ordentlig beskyttelse op.

Vores dejlige hjørnebøg! Åhnej.
 
 

 (Fortsættelse følger)
 
 
 

6.3.21

46 vejtræer fældes, 2 min og 44 sek spares

Så er der revideret forslag til Tagensvej udvidelse, "for bedre bus og cykelfremkommelighed". Hvor 46 træer fældes, 2 stoppesteder nedlægges og cykelsti og fortov flere steder indsnævres. Gevinst: anslået tidsbesparelse på 2.44 min. morgen/1.35 min. eftermiddag.

Hvor meget af den gevinst kunne man opnå ved at nøjes med at nedlægge de to stoppesteder og lade resten være? Eller måske reducere plads til biler på strækningen? Det er som om vi ligefrem søger efter grunde til at fælde vejtræer i Kbh.
 
Fra mødematerialet, linket flyttes straks efter mødet til referat, i skrivende stund virker det.


 Bilag til mødematerialet, med fuld oversigt over alle træer der fældes. (Linket ændres efter mødet)

OPDATERING:
 
Sagen blev udsat.
 
ENDELIG OPDATERING, 16 marts 2021:
 

(Tak til Å for forslag om at redde 18 vejtræer i projektet)

Ændringsforslaget (ÆF1) blev godkendt med 10 stemmer mod 1. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, B, C, F, O, V og Ø. Imod stemte: Å.