Paris lige nu, er et frodigt og svalende brus af grønt. Det eneste et træ skal leve op til her, for status af bevaringsværdig, er nemlig at være i live. Det spiller ingen rolle om kronen er hel, halv eller skæv, om stammen hælder eller om der er udgåede grene. Unge som gamle træer plejes og vedligeholdes på lige fod, til de dør. Når et træ går ud eller af andre gyldige grunde fældes, erstattes det med et nyt. Store og små står side om side, her “udskifter” man ikke levedygtige træer, men genplanter i stedet løbende, når der opstår huller. Helhedsindtrykket er på ingen måde uharmonisk, men derimod frodigt.
I København skal et træ være mindst 25 år, før overhovedet at komme i betragtning som bevaringsværdigt. Og så har man ellers opfundet kriterier i stribevis. Kriterier der er svære at leve op til, under de vanskelige forhold vi byder vores træer. Senest er der investeret krudt og kugler i udvikling og implementering af nye, kriglede kriterier for “ikoniske træer”. Altså, hvad er det for noget? Alle træer er bevaringsværdige! Det eneste der skal aflives, er de håbløse kriterier.
Her er dugfriske hofteskud fra en træturist i Paris, del 1.
Gadetræer a la Paris.
Biler ingen adgang. Tiltrængte pauser med ro, ren luft, god plads og udsigt til glade gadetræer, i alle størrelser.
Respekt for alderdommen, med afhegnede bede.
To generationer, én helhed.
Langs Seinen (biler ingen adgang). Når solen bager, trækker folk ind under træernes skygge.
Størrelsesforskelle, skudt gennem en bilrude.
At være et træ i Paris, betyder at man får lov at ældes med ynde. At man bliver lidt kroget og tyndere i toppen, er jo kun naturligt. For både mennesker og træer.
♥
