16.4.18

Den Gamle Platan i Politiken

Løftet til Den Gamle Platan, der blev fældet helt unødigt sidste sommer, var at den ikke skulle dø forgæves. At vi ville bruge tragedien til at hjælpe andre træer i samme situation. Og nu hjælper Politiken med at indfri det løfte. Søren Astrup har skrevet fortællingen og talt med alle fra professoren, den kyniske investor og borgeren, til VVSeren og Red Byens Træer. Det er simpelthen så godt! Og så er det selvfølgelig for abonnenter. Er man sådan en, kan man mæske sig her.

https://politiken.dk/indland/kobenhavn/art6107235/S%C3%A5dan-mistede-N%C3%B8rrebro-et-af-sine-sj%C3%A6ldne-tr%C3%A6er

Man kan fælde et gammelt bytræ, men man kan aldrig fjerne det fra byens hjerte.

Tidligere indlæg om kampen for den gamle platan:

14.4.18

Judi Dench og træerne

Åh, så kan vi endelig se den! BBC's fantastiske time med Judi Dench og træerne. Tak til vores generøse naboer i nord, for at lægge udsendelsen ud til alle. Og gid at alle ville se den. <3

https://urplay.se/program/205167-judi-denchs-passion-for-trad

(screendump) Klik her for at se hele udsendelsen.
 

12.4.18

Bilag, Rådmandsgade træer

Email korrespondance om de fældede træer. (Opdateres)


Email afs. 12 april 2018 af RBT til øverst ansvarlige for driften i den almene boligforening 3B Jesper Bremholm. 3b@3b.dk, jbre@3b.dk

Klage over Driftschef Rasmus Milling, vedr. fældning af to store træer, Rådmandsgade 2

I går blev to store træer fældede på Rådmandsgade 2, på initiativ af Rasmus Milling. Der var ikke udarbejdet en tilstandsrapport på træerne, angiveligt baserede beslutningen sig på en kommentar fra en gartner. En beboer tilbød at betale for en tilstandsrapport af en certificeret træplejer, men det afviste Rasmus Milling. Bestyrelsen der skulle godkende fældningerne fik som begrundelse, at træerne var farlige og måtte fældes straks. Det er der intet der tyder på, ifølge flere trækyndige der efterfølgende har kommenteret på sagen. De kalder fældningerne unødvendige. Bestyrelsen fik af Rasmus Milling også forelagt argumentet, at der var penge at spare på en lift, der skulle bruges, ved at fælde begge træer samtidig. Dette argument viste sig også at være falsk: der blev slet ikke brugt lift.

Bestyrelsen er altså ført bag lyset. Da bestyrelsen blev bekendt med muligheden for en ekstern og professionel evaluering, ønskede de at udsætte fældningerne. Dette ignorerede Rasmus Milling. Det viser sig ydermere, at træerne er omfattet af lokalplan 062 Rådmandsgade. Her fremgår det “at træerne ikke må fældes eller beskæres uden Teknik- og Miljøforvaltningens godkendelse”.

Vi har fra flere instanser prøvet at forhindre den ulykke, der nu er sket. Jeg kontaktede den 9 april Anders Rosendahl om sagen, men blev henvist til Rasmus Milling. Ingen har ønsket at lytte, og den alvorlige beslutning har dermed været op til en enkelt egenrådig person, synligt forhippet på at tvinge sin vilje igennem. En sorg for beboerne og hele nabolaget og et stort tab for København, der i forvejen mangler de store træer. Der går 50 år før erstatningstræer kommer til at give det samme tilbage, som dem vi nu har mistet.

Denne skrivelse i håbet om, at der bliver taget en alvorlig samtale med Rasmus Milling, og at der fremadrettet udarbejdes faste retningslinjer, for fældning af store træer på jeres arealer. Som et minimum: Se om de er omfattet af lokalplanerne og få udarbejdet en tilstandsrapport af en certificeret træplejer, før der træffes beslutning om fældning.

Med venlig hilsen
Sandra Høj
Red Byens Træer

(Pr. 19 april 2018: intet svar)

__________________________________________________
(Svar modtaget 24 april 2018)

Kære Sandra

Tak for din mail. Jeg skal lige have lidt tid til at undersøge sagen, så vender jeg tilbage til dig

Med venlig hilsen
Jesper Bremholm
Drifts- og servicedirektør

__________________________________________________

(Opfølgende og endeligt svar modtaget 10 maj 2018)

Fældning af to store træer – vores afdeling 1-3050, Rådmandsbo

Tak for din e-mail af den 12. april 2018 vedrørende klage over vores driftschef Rasmus Milling i forbindelse med fældning af træer i afdelingen.

De 2 træer, der er blevet fældet i afdelingen, er helt i overensstemmelse med, hvad der er blevet aftalt med den siddende afdelingsbestyrelse for Rådmandsbo.

Fældningen har fundet sted efter den gældende lovgivning.

Vi anser sagen for afsluttet fra vores side.

Med venlig hilsen
Boligforeningen 3B
Jesper Bremholm

(Fuldstændig blottet for selvindsigt og ansvar, og symptomatisk for de ansvarlige bag skruppelløse og unødvendige fældninger: man anser sagen for afsluttet og har ikke yderligere kommentarer. Samme sag med den gamle platan. Vi afventer nu kommunens reaktion.)

__________________________________________________

(Email afs. 10 maj 2018 til øverst ansvarlige for driften i den almene boligforening 3B Jesper Bremholm)
 
Kære Jesper,

Tak for din mail. Til din orientering er fældningerne af de to træer i Rådmandsgade 2, anmeldt til kommunen. Træerne var omfattet af lokalplanen, og måtte ikke hverken beskæres eller fældes uden tilladelse, og en sådan var ikke givet. Der er nu oprettet en sag.

Med venlig hilsen
Sandra Høj
Red Byens Træer

__________________________________________________

(Svar modtaget 14 maj 2018, sagen betragtes åbenbart for afsluttet når man har fældet træerne)

Kære Sandra

Jeg er nu fortsat af den opfattelse, at der ikke er gjort noget galt og vil derfor afvente kommunen.

Med venlig hilsen
Jesper Bremholm
Drifts- og servicedirektør


**************************************************

(Uden svar fra de ansvarlige for de ulovlige fældninger pr. 19 april 2018, står det klart at man ikke kan forvente nogen grad af selvjustits. Altså kan man frygte fældninger af samme art, på deres arealer i fremtiden. Hvordan håndhæver kommunen, at man forbryder sig mod lokalplanerne?)

Email afs. 19 april 2018 af RBT til Centerchefen i Byens Anvendelse byensanvendelse@tmf.kk.dk

Vedr. ulovlig fælding af træer, att. Centerchefen,

Jeg vil gerne anmelde en ulovlig fældning af to store træer på Rådmandsgade 2 på Nørrebro, der var omfattet af lokalplan 062 Rådmandsgade. I den står der "at træerne ikke må fældes eller beskæres uden TMF godkendelse". Jeg mener at de var spidsløn, ca 60 år gamle og de blev fældede d. 11 april.
Sagen kort: en gartner mener at den ene træ er et risikotræ, og at det andet sandsynligvis kun har 10-15 år tilbage. Det læner driftchefen (Rasmus Milling) i den almene boligforening 3B sig op ad, og nægter hårdnakket at lytte til både borgere og bestyrelse, der ønsker sig tilstandsrapport af en certificeret træplejer. Flere trækyndige har rystet på hovedet over fældningerne, og erklæret træerne sunde og levedygtige.

Selvsamme gartner (en anlægsgartner i Karlslunde, med speciale i at lægge fliser og fælde træer, Greendays Aps, tlf 28455678) der mente at træerne burde fældes, stod for at udføre opgaven, så der har åbenlyst været en interessekonflikt.

Jeg har skrevet til den øverste driftsansvarlige Jesper Bremholm, i boligforeningen 3B, for at bede dem se på deres prakis, og forhåbentlig forhindre at sådan en ulykke sker igen, men har ikke fået svar. Alt tyder på, at de ikke tager lokalplanerne eller deres ansvar for træerne alvorligt.

Hvad er konsekvensen af, at fælde et træ beskyttet af lokalplanen?
Er det gartnerens eller grundejerenes ansvar at sikre, at træerne ikke er fredede eller i lokalplan, før de fældes?

I håbet om at de i det mindste får en påtale, så vi kan forhindre yderligere unødvendige fældninger af vores uerstattelige store Københavner træer.

med venlig hilsen
Sandra Høj
Red Byens Træer

**************************************************

(Svar fra kommunen 25 april 2018)

Vi har modtaget din henvendelse vedr. Ulovlig fældning af to træer, Rådmandsgade 2.

Vi har oprettet en sag på baggrund af henvendelsen med sagsnummer 711598.

Sagen behandles i teamet Akut tilsyn. Alle fremtidige henvendelser vedrørende sagen bedes ske til teamet på mail akuttilsyn@tmf.kk.dk

Teamet vil holde dig orienteret når der sker nyt i sagen.

Med venlig hilsen

Melissa Malm Persson
Kontorfunktionær
Koordinering af Byggesager

11.4.18

De ubeskyttede

I sidste uge lød et nødråb fra en borger, at to store træer i Rådmandsgade ved den almene boligforening 3B på Nørrebro, skulle fældes. Grunden var, at en gartner havde udtalt, at det ene træ burde fældes straks, og at det andet alligevel ville følge om et år, så for at spare på liftleje, ville det være smartest at fælde begge på én gang. (Opdateret: der blev ikke brugt lift!)

Træerne på ca 50 år, var *ikke* blevet tilset af en trækyndig og der var *ikke* udarbejdet en tilstandsrapport. Den driftsansvarlige afviste at få dem tilset af en certificeret træplejer (trods borgerens tilbud om at betale for det), og hans overordnede ville ikke tage stilling til sagen. Sådan gik det til at København i dag mistede to store og flotte gamle træer. En fældning som trækyndige kalder unødvendig.

Og nu viser det sig endda, at de var tegnet ind i lokalplanen 062 Rådmandsgade. Her står der “at træerne ikke må fældes eller beskæres uden TMF godkendelse”. Teknisk er de gamle lokalplaner bare formulerede så svagt omkring træerne, at de ikke kan håndhæves. Gamle træer på privat grund har ingen rettigheder og nyder ingen beskyttelse, med mindre de er udpegede og beskrevede enkeltvis. Altså i en nyere lokalplan (efter 2006), af hvilke der udfærdiges ca. 20-30 årligt, i København. Og det er ikke godt nok: Vi når at miste de gamle træer, hurtigere end de kan skrives ind. Der må politisk fokus på den manglende beskyttelse, lige nu.


 Borgerskud fra Rådmandsgade 2. 


Skam over den egenrådige driftsperson, der i al sin arrogance og på et tyndt grundlag valgte at fælde to, i vores generation, uerstattelige træer.

5.4.18

Opdatering på Blegdamsvej

Efter mere end en måned under plastik, var jorden omkring de tre vejtræer i kommunens byggefelt så tør, at ikke engang krokus kunne overleve. Og i stedet for at give dem en næringsrig jord i det udvidede plantehul, har man fyldt det op med en blanding af betonrester og overskydende sand fra brolægningen.


Forløbet fortæller os, hvorfor vores vejtræer bukker under på stribe og konstant bliver udskiftede. Og det fortæller lidt om hvorfor resten er så forkrøblede, at de ikke har en chance for, at leve op til status af bevaringsværdige. På Blegdamsvej råbte arborister alarm, og nødråbet blev hørt: de tre udtørrede træer har nu fået vandingsposer. 


Blegdamsvej i dag.

Så skal vi bare have byttet sand og beton ud med en god jord (krydse fingre for at de overlever tabet af rødder), og sikre os at det her ikke sker igen. Der skal søges indsigt i processen, og strammes op så der fremover er trækyndige med fra start til slut.


Kommunens egen oversigt over, hvad man sparer ved at behandle byens vejtræer ordentligt.

Tidligere indlæg om Blegdamsvejs træer, med de nyeste først:

Blegdamsvej/Hjælp! 21 februar 2018
Det søde og det sure 16 februar 2018 
Alarm på Blegdamsvej 13 februar 2018
Kalder alle øjne 5 april 2016