20.5.17

Træplaner

På mandag skal Teknik- og Miljøudvalget beslutte, om man er villig til at sætte penge af til nye træer. Rigtig mange penge. De træer vi har allermest brug for, er ud til gader og veje, og det er også de dyreste at anlægge.

Træer er en kæmpe investering, og det bliver måske endeligt synligt nu, hvor der skal lægges budgetter. De træer vi har nu, har vores forfædre investeret i for mange år siden, og at misligholde den investering, giver ingen mening. Der skal ikke spares på vedligehold og pleje. Der skal være et fuldt og samlet overblik over alle kommunens træer, på tværs af forvaltningerne, og plejen af træerne i de forskellige forvaltninger, burde alene varetages af fagfolk. 

Den store træplan TMU skal tage stilling til, omhandler kun nyplantninger. Vi mangler stadig akut en træplan for de eksisterende træer: Øgede budgetter, flere hænder, nytænkning og alternative løsninger. 

Her er vores dejlige, reddede træer på Nørrebros Runddel, der blev så grueligt skåret forrige år. De VIL leve. Desværre kan man ikke sige det samme om de nyplantede ved deres side, der ser ud til at være gået ud. Trods det, at de blev udplantede efter alle kunstens regler, og har levet beskyttet mod salt, slag og cykler. Det er ikke let at få et træ til at vokse i byen, lad os nu passe godt på dem, vi har.





Åh abe. <3

11.5.17

Ideer til bytræer

I en baggård i det indre København, har en bænk slået ring om et stateligt, gammelt træ. De runde bænke giver os en tiltrængt mulighed for at slappe af i byens rum, og nyde at være nær og under et gammelt træ. Og samtidig beskytter de træerne mod tung trafik og barkskader. 

Vi skal klart undersøge nærmere, om det er en god løsning. Og meget gerne afprøve det et par steder.

Intro hashtag #ideertilbytræer

6.5.17

Træerne tilbage på Thorvaldsens Plads!

På den her fantastiske næsten sommeragtige dag, samles folk under træerne. På Thorvaldsens Plads fortæller en dame, at træet vi står under, er 200 år gammelt, og hjembragt fra Rom af Thorvaldsen selv.

Fantastisk gammelt træ! Som man i øvrigt godt kunne unde lidt mere plantehul. Thorvaldsels Plads var engang fyldt med træer, som en lille park. Det skal vi da have igen? Træer er også genial terrorsikring, når de først bliver store. Alt det de gør, for at passe på os.

Træerne tilbage på Thorvaldsens Plads!



Træet lige midt i billedet, tættest på bygningen, er det eneste træ tilbage af den lille park. 

2.5.17

Trækampen er på Instagram!

Red Byens Træer er nu på Instagram, hvor det er så let lige at smide et billede med et hashtag #TruetTræKbh, når man ser et træ i nød (husk at skrive hvor det står). Eller #MitYndlingstræ når man vil dele noget smukt. Eller bare #RedByensTræer.

Måske bliver det en helt ny måde at hjælpe byens træer på? Vil bilver nødt til at prøve.

Her er en hilsen fra en dejlig magnolie på Øster Farimagsgade.